Planeterne i transit

Pluto - Introduktion

---

Siden Planets in Transit blev skrevet, er Plutos status som planet blevet omdiskuteret. Opdagelsen af flere himmellegemer uden for Neptun, i Kuiperbæltet, udløste debatten. Mange af disse objekter har masser, som svarer til eller overgår Plutos, hvis masse længe blev overvurderet. Ved første øjekast synes disse kroppe at have samme astrofysiske egenskaber som Pluto og burde derfor klassificeres på samme måde. Derfor blev Pluto på et stærkt omdiskuteret møde i Den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 2006 degraderet fra hovedplanet til en ny kategori, dværgplanet — en klassifikation, der næsten omfatter alt i solsystemet, som ikke kvalificerer sig som hovedplanet. Under konferencen, eller kort efter, blev ordet “planet” (dvs. hovedplanet) omdefineret med følgende parametre.

1. En planet skal have tilstrækkelig tyngdekraft til at trække sig selv ind i en nogenlunde kugleform.
2. En planet skal have nok tyngdekraft til at rydde sit baneområde for andre legemer ved enten at opsluge dem eller slynge dem væk.
3. En planet skal kredse om Solen.

Disse kriterier er for nylig blevet udfordret af andre forskergrupper, herunder flere IAU-medlemmer. Deres indvendinger er som følger. Kriterium 1 er stort set ukontroversielt: de fleste små asteroider er blot store, uregelmæssige klippestykker. Kriterium 2 er mere omstridt; man kan hævde, at selv Jorden ikke helt har ryddet sin bane, da betydelige mængder rumaffald stadig følger den. Kravet er altså uklart. Kriterium 3 diskvalificerer automatisk planeter, som kredser om andre stjerner (exoplaneter), fordi de ikke kredser om vores Sol — en udelukkelse, der virker absurd i den post-kopernikanske tid, hvor vi har vidst længe, at Solen blot er én stjerne blandt mange.

Derfor er der foreslået alternative kriterier.

1. En planet er et legeme, hvis masse er mindre end en stjernes, og som aldrig har gennemgået de fusionsreaktioner, der kendetegner stjerner.
2. En planet skal have tilstrækkelig tyngdekraft til at opretholde en nogenlunde kugleform (Kriterium 1 ovenfor).

Udfordringen ved denne definition er, at den også gælder alle større asteroider, de fleste måner — inklusive vores egen — og enhver Kuiperbælte-genstand, der er stor nok til at være kugleformet. Efter denne målestok ville vores solsystem have mindst hundrede planeter, Månen inklusive.

Selv om det andet sæt kriterier giver en sammenhængende definition, handler debatten til syvende og sidst om semantik. Hvad betyder det virkelig, at et objekt i rummet er en planet? Til slut er en planet det, som mennesker bliver enige om at kalde en planet; der findes ingen objektiv, virkelig kategori med navnet “planet”.

Som astrologer må vi selv afgøre, hvilke himmellegemer der fortjener titlen planet. I tusinder af år har vi inkluderet Månen og Solen — objekter, som astronomerne klassificerer helt anderledes — blot fordi de synes at vandre mod baggrunden af de “faste” stjerner. På den måde har vi aldrig fulgt en post-kopernikansk definition. Ordet “planet” betyder jo bogstaveligt “vandrer”.

Vores kriterier skal tjene astrologien, ikke astrofysikken. Det eneste astrologien strengt taget skylder astrofysikken — nærmere bestemt den himmelmekanik, som beregner positioner — er muligheden for at udregne steder, også for Kuiperbælte-objekter. Med dette for øje foreslår jeg følgende astrologisk relevante kriterier, som alle omfatter Pluto.

1. Udtrykket “planet” bør begrænses til legemer, der bevæger sig i forudsigelige, periodiske baner. Vi bør nok udelukke kometer, der styrter ind i Solen eller andre legemer, selv om vi allerede har taget periodiske kometer som Chiron og andre Kentaur-objekter til os.
2. En planet skal være et fysisk legeme; den skal have masse og adlyde fysikkens love. Punkter uden masse — f.eks. Ascendant, Midheaven, Lykkenes Lot, Åndens Lot eller hypotetiske punkter som Vulcan, Transpluto, Cupido osv. — kan være astrologisk nyttige, men de er ikke planeter.
3. Hvis et legeme er en satellit, som set geocentrisk eller heliocentrisk aldrig fjerner sig mere end et minut længde fra sit primære legeme, er det ikke en planet, uanset dets masse. Jupiters måner kan påvirke Jupiter, men de har ingen direkte astrologisk betydning i sig selv. Efter denne logik kvalificerer vores Måne sig som planet, fordi dens geocentriske placering er uafhængig af et primært legeme. Merkur og Venus kvalificerer også, fordi deres længder kan afvige væsentligt fra Solens. Solen er teknisk en stjerne, men betragtes i astrologien som planet, fordi den opfylder Kriterium 1, 2 og 3. Hvad med fiksstjerner? De er ikke helt faste i forhold til hinanden, og astrologer har længe tillagt dem betydning, men det har ikke været sædvane at betragte aspekter til fiksstjerner — et spørgsmål, der stadig er uafklaret.
4. Det sidste kriterium er ikke astronomisk: En planet skal have en natur, som astrologerne forstår godt nok til at kunne tolke den klart. Efter dette mål er Pluto en planet. De forskellige Kuiperbælte-objekter er ved at blive planeter, efterhånden som astrologer lærer at bruge dem, og Chiron er tæt på fuld planetstatus, selv om brugen måske bliver anderledes end for andre planeter.

Plutos natur er transcendent, han er på en måde »ikke af denne verden«. Forsøg på at udnytte Plutos energi til personlig, ego-drevet vinding ender som regel dårligt, og samfund, der prøver det samme, klarer sig heller ikke bedre. Tænk på nazisterne, Stalin og de mange autoritære regimer, der er opstået siden Plutos opdagelse, selv om Stalin lå cirka et årti forud.

Plutos energier virker langsomt og ubønhørligt og skaber dyb forvandling. En passende metafor er tektoniske pladers drift over Jordens overflade. Før det tyvende århundrede vidste vi ikke, at kontinentaldrift giver jordskælv og vulkaner. Historisk set symboliserer Pluto langsigtede økonomiske og sociale kræfter, som arbejder uafhængigt af menneskets bevidste hensigt, selv om vores ubevidste kan kanalisere dem. Nuværende eksempler (i 2018) omfatter masseflugt fra Syrien og andre dele af Mellemøsten, den deraf følgende terrorisme og migration, den pludselige fremkomst af populistiske bevægelser i USA og andre steder samt naturligvis klimaforandringer og deres følgevirkninger.

Før vi slutter denne introduktion, skal vi bemærke én ting til. I modsætning til de øvrige hovedplaneter har Pluto en meget excentrisk, elliptisk bane. Derfor varierer tiden, den opholder sig i hvert tegn, kraftigt, som den ledsagende tabel viser.

Pluto bruger omtrent 245 år på én rundtur i det tropiske zodiak (248 år i det sideriske zodiak). Halvdelen af cyklussen er 122,5 år. Tabellen viser dog, at Pluto tilbringer toogtredive år i Tyren, men kun elleve i Skorpionen — næsten et 3:1-forhold. Hvis Pluto står på 0° Vædder i et fødselshoroskop, går der derfor enoghalvfems år, før transiterende Pluto danner et kvadrat, og 116 år, før den danner en trigon. Står Pluto på 0° Jomfru, indtræffer kvadratet efter kun otteogtredive år og trigonen efter enoghalvtreds. Plutos transitter til fødselspunkter finder altså sted på meget forskellige livsstadier afhængigt af, hvor Pluto befinder sig i sin bane, hvilket gør generaliseringer vanskelige. I øjeblikket bevæger Pluto sig hurtigere end sit gennemsnit, så transitterne sker tidligere i livet, og en større del af Pluto-cyklussens aspekter kan udfolde sig inden for én livstid. Variationen er særlig markant i Plutos aspekter til dens egen fødselsposition; længden af hver fase afhænger meget af det tegn, Pluto stod i ved fødslen.

Plutos kvaliteter

Pluto adskiller sig fra de andre planeter i måden, den udtrykker de fire klassiske kvaliteter — Varm, Kold, Fugtig og Tør. Naturligvis blev disse kvaliteter ikke tillagt Pluto i antikken, ligesom Uranus og Neptun heller ikke var kendt. Det var let at tildele kvaliteter til Uranus og Neptun, men Pluto var en udfordring, indtil jeg indså, at Merkur også modsætter sig let kategorisering. Hvor Merkur har tendens til at antage de kvaliteter, den planet, den står med, har, synes Pluto at modsætte sig dem: er en planet Kold, bringer Pluto Varme, og omvendt; er en planet Fugtig, bringer Pluto Tørhed, og igen omvendt. På den måde fungerer Pluto som en forvandlingsagent.

Tænk på tektoniske plader, et plutonisk fænomen. En plade er i det væsentlige solid — Kold og Tør. Når to plader kolliderer, gør Plutos indflydelse dem først mere flydende (introducerer den Fugtige kvalitet) ved at udøve enorm kraft, så pladerne bøjer og underforskyder. Når den ene plade glider under den anden, opvarmes den, indtil den smelter, og forvandler sig fra Kold og Tør til Varm og Fugtig. Selvom magma næppe er luftig, indeholder den ofte betydelige opløste gasser, som eksplosivt slipper ud, når den når overfladen.

Eksemplet antyder, at når kræfter kolliderer — fysisk eller socialt — bliver resultatet eksplosivt, mens de bevæger sig langsomt, ubønhørligt og stort set uset, når de ikke kolliderer. Mange med Pluto i konjunktion med Ascendanten foretrækker for eksempel at forblive private og skjule de intense følelsesenergier, de rummer. Udfordringen er at kanalisere disse plutoniske energier konstruktivt gennem livsformer, der engagerer sig positivt og kraftfuldt i social forandring.

Fordi Plutos energi er forvandlende, kræver et møde med den en villighed til at give slip på det, der er ved at forsvinde ud af ens liv, og lade forandringen udfolde sig både i én selv og i den omgivende verden.

Polaritet

Plutos sekt-natur er forholdsvis klar. Dagen forstærker klarhed og fremhæver forhold, som er tydelige og veldefinerede. Plutos forvandlende energi skaber derimod konstant forandring, hvor intet forbliver tydeligt eller veldefineret; selv langsom forandring er i sig selv forvirrende og uklar.

Der kan dog fremsættes et andet argument om Plutos sekt. Ptolemæus anså Saturn for diurnal, fordi den behøvede dagens varme til at afbalancere sin indre Kulde, og Mars for nocturnal, fordi nattens fugtighed mildnede dens indre Tørhed. Med lignende logik kunne Pluto klassificeres som diurnal, fordi den behøver dagens klarhed for at oplyse sine forvandlende energier, så de kan håndteres med større bevidsthed. Som jeg har sagt andetsteds om Uranus og Neptun, er det dog langt fra sikkert, at planeter ud over Saturn overhovedet bør klassificeres efter sekt. Vi kan heller ikke bruge analogien med Mars og Saturn, hvis energier hovedsagelig virker inden for almindelig bevidsthed; Uranus, Neptun og Pluto gør det ikke. Derfor er det uklart, om de bør kaldes malefiske eller benefiske. Faktisk kan vi spørge, om nogen planet bør placeres i de kategorier. Ptolemæus’ begrundelser for at tildele Saturn dagen og Mars natten forstås bedre ved at appellere til deres indre natur: Dagen er klar og veldefineret som Saturn, mens natten modsætter sig sådan klarhed ligesom Mars, der holder op med at være malefisk, når den får lov at forsvare og beskytte det, som behøver forsvar — en rolle, der tydeligt forbinder den med Venus og Månen, de andre nocturnale planeter.

Lethed eller sværhed ved at håndtere Pluto

Det er mere nyttigt at spørge, hvor let eller svært det er at håndtere Pluto, end om den er benefisk eller malefisk. At kalde en energi malefisk betyder i virkeligheden, at de fleste mennesker har svært ved at styre den. Målt på den skala er Pluto helt sikkert udfordrende. Men ved at kalde den malefisk tillægger vi den et ønske om at gøre skade — en hensigt, den ikke har. Pluto er simpelthen.

Plutos energi legemliggør måske mest fuldt det dilemma, som udtrykkes i Buddhas to første ædle sandheder: Livet er grundlæggende utilfredsstillende og ofte smertefuldt, og denne lidelse skyldes begær — nemlig ønsket om, at begivenhederne skal tilpasses vores præferencer i stedet for det, der må ske. Den kinesiske formulering er mere kortfattet: “Oplysning er let for dem, der ingen præferencer har.”

Funktion i fødselshoroskopet

Indadrettede manifestationer

Astrologiske tekster siger ofte, at Plutos energier virker helt ubevidst i individet. Det er bestemt sandt for nogle fremtrædelsesformer: Biologiske processer som vækst, udskillelse og aktivering af latente talenter foregår uden vores opmærksomhed, medmindre noget går galt — ligesom tektoniske plader, der bevæger sig ubemærket, indtil de låser og glider og skaber et jordskælv. Plutos energi er ikke i sig selv en fejl; den er den ubarmhjertige, igangværende forvandling, som kun udløser krise, når den forhindres.

Mange astrologer forbinder Pluto udelukkende med det ubevidste eller underbevidste sind. Synspunktet holder, hvis vi kun tillægger Pluto negative bevidsthedstilstande. Der findes dog rigeligt bevis for, at Pluto er lige så involveret, når den almindelige bevidsthed bryder sammen og baner vej for højere spirituel bevidsthed og oplysning. Det meste af tiden er vi uvidende om Pluto i os — ligesom vi er om Uranus og Neptun — medmindre noget går skævt.

På det personlige plan viser Pluto sig ofte som trang eller besættelse. Igen er dette måske ikke Plutos indre natur, men snarere omstændigheder, som opdæmmer dens naturlige flow. Når der opstår en blokering, er kraften enorm.

Udadrettede manifestationer

Fordi plutoniske energier er transpersonlige, opleves de ofte som miljøkræfter, der føles skæbnebestemte eller uundgåelige. To faktorer bidrager til denne oplevelse. For det første kan disse energier ikke helt rummes i individuel bevidsthed. Det er lige så let at opleve dem som ydre, som det er at fornemme dem dukkende op fra ens egen underbevidsthed. Derved kan deres “skæbne”- eller “karmiske” kvalitet være en projektion. For det andet er Pluto genuint knyttet til forandringskræfter i den omgivende verden — samfundsmæssige, økonomiske og naturlige. Klimaforandringer er ét eksempel. Forandring er konstant, men vi bør stadig undersøge, hvordan vores kollektive ubevidste driver disse processer, og gøre, hvad vi kan, for at mindske vores bidrag. Naturkræfter er allerede i bevægelse; de behøver ikke ekstra skub fra os, og derfor fortjener den nuværende klimakrise vores opmærksomhed.

Når folk beskylder andre for at være på den “forkerte side af historien”, påkalder de disse plutoniske kræfter. Desværre gør det ikke meget for at belyse, hvad der faktisk sker, når man beskriver historien i termer af sider eller kræfter; disse mærkater er stort set meningsløse.

En generel observation gælder alle Pluto-transitter: Ethvert planet- eller horoskoppunkt, der ligger mere end 270° foran din natale Pluto, vil sandsynligvis aldrig få en konjunktion (0°) fra transiterende Pluto, og for de fleste mennesker kommer Pluto slet ikke så langt.