KAPITEL I
INDLEDNING
Forholdets alkymi
"Mødet mellem to mennesker ligner mødet mellem to kemiske stoffer.
Træder de overhovedet i forbindelse med hinanden, vil de begge blive
forvandlede."
- C.G.Jung
Når vi blander ingredienserne til en kage, starter vi med at afmåle
en passende mængde af hver enkelt ingrediens: mel, smør, æg, sukker,
mælk. Men når disse blandes i en bestemt orden og bages ved en
bestemt temperatur, har vi pludselig skabt et helt nyt fænomen.
Ingrediensernes kemiske karakter har uigenkaldeligt ændret sig; kagen
ser ud på en anden måde end de ting, vi puttede i den fra starten, og
den dufter og smager også anderledes; som ved et trylleslag, som
kemikeren godt kan forklare, men som kokken almindeligvis ikke
forstår, har en forvandlingsproces fundet sted, som er intet mindre
end et mirakel. Visse ingredienser fremmaner, når de blandes på den
rigtige måde, det herligste måltid. Andre afstedkommer en rimelig,
men lidet ophidsende dessert. Og atter andre kan, selvom de lød helt
vidunderlige i opskriften, fremkalde en af disse gastronomiske
katastrofer, som får os til at prøve en anden opskrift næste gang. Og
hvad der måske er endnu mere mystisk: forskellige mennesker kan lide
bestemte retter og finde andre uspiselige; og ingen ved rigtig
hvorfor.
Mellemmenneskelige relationer er langt mere gådefulde end kogekunst,
for ulig kemikeren, der kan observere de molekylære forandringer i æg
og mel, så kan den psykologiske iagttager aldrig sætte vores omgang
med andre mennesker på en fuldkommen rationel formel. Kernen i hvert
eneste menneskeligt forhold er et dybt mysterium, som altid unddrager
sig ethvert forsøg fra vor side på at forklare, hvorfor vi er sammen
med det ene menneske fremfor det andet. Men princippet er det samme.
Tag to menneskelige "ingredienser", adskilte og separate, og bland
dem i den bowle, der hedder "nært forhold". Rør godt rundt og tilsæt
varme - den varme, der kommer af seksuelt begær, emotionelle behov,
konflikter, intellektuelle udvekslinger, udfordringer fra
omstændigheder og omgivelser, idealisering og inspiration - og som
ved en fantastisk alkymisk proces fremstår der et helt nyt fænomen
med sin helt egen livskraft, sin egen intelligens og sine egne
visioner, en helt selvstændig enhed, uafhængig af og også forskellig
fra de to mennesker, der skabte den.
Endnu mere mærkelig er den effekt, dette nye fænomen har på begge de
involverede personers karakter og udvikling. I bedste fald vil de
hver især modnes og blomstre i kraft af forholdets forvandlende
effekt. I værste fald vil de begge komme til at lide. Eller forholdet
kan udfolde sig sundt for den ene part, men vise sig at stemme
dårligt med den anden, uagtet det tillokkende i kontakten. Visse
mennesker fremkalder det værste i os, og andre fremkalder det bedste.
Og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvordan vi bliver
behandlet af vore partnere. Vi kan føle dyb forståelse for bestemte
fejl hos det ene menneske, mens de samme fejl hos et andet menneske
kun vækker vores foragt eller vrede. Vi kan i det ene forhold være i
stand til at udfolde og udtrykke talenter og evner, som på mystisk
vis synes blokerede eller frustrerede i det andet -uanset partnerens
aktive opmuntring eller bremsning af os. Nogle gange vil selv meget
dyb kærlighed ikke kunne forhindre, at der sker en gradvis
nedbrydning af tilliden og begejstringen i den ene af parterne eller
i dem begge. Nogle gange kan et par, der altid har passet dårligt
sammen og været gensidigt ulykkelige, på uforklarlig vis være låst
fast i et forhold livet igennem, mens et andet par, der faktisk har
meget til fælles, og som holder meget af hinanden, bliver tvunget til
at skilles, til trods for deres ægte og langvarige bestræbelse på at
bevare forholdet. Mange mislykkede forhold skyldes ufrivillige,
destruktive handlinger hos begge de implicerede parter og kunne måske
reddes eller forvandles radikalt gennem indsigt og fælles
anstrengelse. Mange andre fungerer af uforklarlige årsager alligevel
dårligt, trods en sådan indsigt og fælles bestræbelse. Ethvert
forhold består af mange ingredienser, hvoraf nogle er bevidste, andre
ubevidste. Og uanset hvor dybtgående vi analyserer os selv og vore
partnere, kan der være tilfælde, hvor vi simpelthen må acceptere, at
der er en eller anden dybere eller højere intelligens på færde i vore
kærlighedsforhold. Men uanset karakteren og udbyttet af vore forhold,
så vil vi - med Jungs ord -hvis vi overhovedet træder i forbindelse
med hinanden, begge blive uigenkaldeligt forvandlede.
KAPITEL II
HVAD FØRER OS SAMMEN
Vores tiltrækning til et andet menneske er sjældent så enkel, som vi
antager den for at være på det tidspunkt, hvor vi oplever den
allerførste fascination. Vi kan beundre den andens kønne ansigt eller
sjælfulde blik eller den velformede krop eller den yndefulde måde at
bevæge sig på. Eller vi kan føle os tiltrukket af andres humoristiske
sans, deres intelligens eller deres personlige udstråling og
selvtillid. Men de ting, vi i starten bemærker hos et andet menneske,
udgør kun toppen af et meget dybtstikkende og kompliceret isbjerg. Du
og Brad er to adskilte individer - to fuldkommen forskellige enheder
-som hver især bringer en afgrænset og defineret personlighed med ind
i forholdets alkymi, med denne personligheds helt specifikke evner,
egenskaber og konflikter. Men hvori ligger det særlige i jeres
gensidige tiltrækning? Hvad har ført jer sammen? George Bernard Shaw,
der i sine senere år udtrykte sig meget kynisk med hensyn til
parforholdet, definerede engang forelskelsen som den vildfarelse at
tro, at det ene menneske rent faktisk adskiller sig fra det andet. De
fleste af os vil nok være uenige med ham heri, med mindre vi er
blevet dybt og måske ligefrem patologisk forbitrede af vore
erfaringer. De fleste vil mene, at et menneske ikke kan erstattes,
for det er unikt, og du og Brad fremkalder en unik indbyrdes kemi.
Der kan være områder, hvor I ud fra jeres basale karaktertræk indgår
en instinktiv harmoni og forståelse med hinanden. Det er som regel
grunden til, at vi tror, at vi føler os tiltrukket af en anden - den
anden synes at personificere netop det, vi allermest beundrer og
behøver. Men i jeres forhold vil der, ligesom i ethvert andet
forhold, uundgåeligt opstå gnidninger og modsætninger såvel som
tiltrækninger, og du og din partner må acceptere en vis mængde
kompromis og tilpasning for at kunne fungere sammen som par. Og på et
endnu dybere niveau kan der være områder, hvor I udløser let
antændelige og ubevidste temaer i hinanden, hvilket kan rode
gevaldigt op i nogle følelser og reaktioner, der kan overraske jer
begge. "Jamen jeg anede ikke, at han var sådan," siger du måske
bagefter. Men måske vidste du det godt, og det var bare din
forelskede beruselse, der skjulte din egen instinktive viden for dig.
1. Indledende beskrivelse
Vi vil først kikke på, hvad der overhovedet har bragt jer sammen. Du
vil i denne indledende oversigt muligvis kunne nikke genkendende til
en temperamentsmæssig tiltrækning, som du også har oplevet tidligere
i andre forhold. Det skyldes, at vi mennesker instinktivt søger det i
andre, som vi føler, at vi selv mangler, og hvis det ene forhold ikke
har held til at bibringe os det, så vil vi fortsætte med at søge
efter det samme indhold i det næste forhold. Men glem ikke, at dit
forhold til din partner er unikt, fordi du og Brad er to specifikke,
menneskelige individer, hvis mystiske og kemiske interaktion
sluttelig vil kunne forandre jer begge.
En indre konflikt mellem realisme og udsyn
Du indeholder en betydelig indre spænding mellem dit behov for
tryghed og så den mere romantiske og idealistiske side af din natur.
Derfor vil du kunne bringe en betydelig grad af konflikt med ind i
dit forhold til Brad, simpelthen fordi du selv svinger mellem
virkeligheden og så din personlige drøm om kærlighed. De jordnære
aspekter af din personlighed kræver stabilitet og kontinuitet, men
hvis du forsøger at omgive forholdet med for mange rutiner og
strukturer, vil du snart begynde at blive rastløs og føle dig fanget,
som når den første romantiske forelskelse har fortaget sig. Men er
der på den anden side en for stor grad af uforudsigelighed i
forholdet, så begynder du at føle dig usikker og truet. Formodentlig
forvirrer du dig selv ligeså meget, som du forvirrer din partner med
disse tilsyneladende modstridende og gensidigt uforenelige behov, og
du skal passe på, at du ikke ender med at forsøge at løse problemet
ved at undertrykke den ene side af dig selv til fordel for den anden.
Sandheden er, at du har brug for begge dele fra en partner, og I bør
derfor arbejde i fællesskab på at finde en livsform, der yder
tilstrækkelig tryghed, men som også tillader eventyrlysten og
spændingen at bryde igennem rutinen nu og da. Hvis du fornægter den
mere jordbundne side af din natur, fordi du er bange for at blive
fanget i en materiel livsførelse, så kan du tvinge Brad til at påtage
sig ansvaret for hele den praktiske side af jeres forhold. Det vil
naturligvis ende med at gøre ham deprimeret, og det vil også afskære
dig fra at føle ægte tryghed indvendig. Prøver du på derimod på at
undertrykke din naturlige hang til romantik til fordel for trygheden,
så vil du kunne kvæle din partner og tvinge han til at udleve de mere
uberegnelige sider af din egen natur. Men kan du lære at leve med
dine egne indre modsætninger og give plads for dem begge i forholdet,
så vil du og din partner være i stand til at nyde hele spektret i
fulde drag.
2. Krop og følelser
Den mest direkte måde, du og Brad kan påvirke hinanden på, er ved at
kalde på hinandens følelser og begær. Selvom en sådan gensidig
tiltrækning via følelser og lidenskaber måske ikke altid er lige
bekvem eller harmonisk, så bevirker den kropslige og sjælelige
aktivering, at jeres forhold bliver levende, energifyldt og
spændende, også selvom det måtte ske via konflikter.
Et ubetvingeligt begær
For at sige det meget enkelt, så er det din partners udseende og
fremtoning, der vækker dit begær, og I vil sandsynligvis opleve en
stærk seksuel gensidig tiltrækning. Du er formodentlig selv, direkte
eller indirekte, forholdets seksuelle initiativtager, og din intense
interesse og romantiske idealisme er en kilde til liv og energi for
din partner. Du opliver ham, og din beundring kalder hans naturlige
generøsitet og varme frem. Dette ukomplicerede og direkte aspekt ved
jeres gensidige tiltrækning, og de muligheder det giver for seksuel
harmoni og forening, kan udgøre en positiv modvægt til enhver form
for konflikt, I måtte rende ind i, og denne stærke fysiske
tiltrækning er formodentlig af varig karakter.
Et trygt samvær
Du nærer formodentlig en dyb hengivenhed og varme for Brad, især med
hensyn til hans levende og entusiastiske måde at udtrykke sig på over
for omverdenen. Den personlighed, han forsøger at udvikle, vækker dyb
genklang hos dig og får dig til at ønske at yde ham al mulig
emotionel støtte og omsorg. Denne tiltrækning kan i perioder bringe
jer meget tæt sammen, næsten i en sådan grad at I kan blive et af den
slags par, der finder behag i at kopiere hinanden gennem påklædning
og manerer. Og den fornemmelse af tryghed og sikkerhed, du bibringer
din partner, vil sandsynligvis også afstedkomme en dyb hengivenhed
imellem jer både i og uden for sengen. Din loyalitet og vilje til at
kæmpe for dem, du har kær, får ham til at føle sig mere ægte som
person og tillige mere attraktiv og ønskværdig. Den gensidige følelse
af hengivenhed og varme, som I to vækker hos hinanden, er et af de
lykkeligste elementer i jeres indbyrdes forhold.
3. Sjæl og ånd
Du og Brad har en dynamisk effekt på hinanden, ikke alene fordi I
vækker hinandens følelser og lidenskaber, men også fordi I tillige
stimulerer og udvikler hinandens sjælelige og åndelige egenskaber.
Denne form for intellektuel, åndelig og kreativ inspiration kan nu og
da være en meget stor udfordring for allerede eksisterende holdninger
og trosforhold hos jer begge, og det kan muligvis kaste jer ud i
voldsomme skænderier eller diskussioner. Men den endelige effekt, I
vil få på hinanden, vil bestå i en øget forståelse og indsigt, og der
vil ske en udvikling i jer begge af færdigheder og talenter, som I
måske hidtil har ignoreret eller undervurderet.
Livet er en fest
Din partners dramatiserende og energiske personlighed har en vis evne
til at få dig til virkelig at holde af ham. Han inspirerer dig til
større tolerance og generøsitet, og det vil få dig til at ønske at
yde dit bedste for ham. Der er elementer af ægte respekt og beundring
i dine følelser for ham, og selv uden den romantiske del af
tiltrækningen ville du formodentlig stadig rent instinktivt nære et
fundamentalt venskab for ham. Brad synes at kalde på dine følelser af
håb og tillid både til fremtiden og til dine egne muligheder, og dit
behov for kreativt udtryk vil sandsynligvis udvikles og få form
gennem hans deltagelse. I kan tillige le meget sammen, for din
partner kalder på din humoristiske sans og er til gengæld meget
lydhør over for den. Uanset hvilke konflikter, der måtte opstå
imellem jer, så vil den begejstring og kreativitet, I vækker hos
hinanden, hjælpe jer med at klare problemerne på en positiv og
konstruktiv måde.
Hvor der er liv, er der håb
Din medfødte originalitet og udstråling vækker din partners generøse,
ja ligefrem ædle følelser. Uden at du behøver at gøre noget for det,
får du ham til at ønske at yde sit bedste i jeres forhold, og du
vækker hans optimisme med hensyn til fremtiden, udvider hans horisont
og indgyder ham større tiltro til sig selv og sine egne muligheder.
Du påvirker ham åndeligt såvel som følelsesmæssigt, og forholdets
præg af venskab og gensidig opmærksomhed gør jer begge til bedre
mennesker. Brad på sin side bringer vision og mening ind i din
tilværelse, for hans eventyrlyst og kreativitet giver dig en
fornemmelse af, at livet er større, mere omfattende og langt mere
interessant i hans selskab. I kalder nogle meget forfinede og
idealistiske følelser frem i hinanden, tillige med en stærk spirituel
fornemmelse af, at livet dybest set er godt og vil vide at tage vare
på sig selv. Og selvom dette nu og da kan gøre jer næsten for
formfuldendte, for storslåede og overmodige, så vil det også sikre,
at fornemmelsen af morskab, eventyr og håb kun sjældent vil svigte
jer, når I er sammen.
Ombord i en varmluftsballon
Der er stor vitalitet og inspiration i energiudvekslingen mellem dig
og Brad, for I tænder på hinanden ikke alene seksuelt, men også med
hensyn til ekspansion og fremtidsmuligheder. Når I er sammen, er det,
som om I straks begynder at tænke på alle de ting, I kunne gøre
sammen, og alle de steder I kunne besøge, og tilværelsen åbner sig på
en meget større og mere spændende måde end ellers. Din partners behov
for at gro og udvide sin horisont stimuleres af din naturlige
entusiasme og dit vovemod, og han vil være tilbøjelig til at bakke
loyalt op omkring dine mål og dine bestræbelser, for han forstår
intuitivt, hvad det er, du ønsker dig i livet. Du kalder også på hans
generøsitet og varme, og uanset hvad det er for et mål, du har sat
dig, så har du her en loyal og velmenende støtte, som tror på dig. Du
føler dig oplivet ved hans eventyrlyst og forestillingsevne, og der
er noget ved ham, der får dig til at ønske at arbejde hårdt, både for
forholdet og for din egen målsætning. Sammen kan I på få minutter
kreere de mest storslåede drømme om, hvad I har tænkt jer at gøre
sammen i fremtiden, og I kan nu og da overvurdere jer selv med hensyn
til, hvor langt I kan nå, og hvor hurtigt, for I aktiverer også en
vis ekstravagance og egenrådighed i hinanden. Men den optimisme og
tillid, I fremkalder hos hinanden, skaber et livsmod i jer begge, som
kan hjælpe jer med at overvinde skuffelser og finde ny energi og nyt
håb til at prøve endnu engang.
En rutschebane
En del af tiltrækningen mellem jer består i den sprængfarlige
ustabilitet og mentale vækkelse, som du bringer ind i din partners
tilværelse. Selvom det nu og da kan være meget forvirrende for jer,
så er det alligevel en magtfuld komponent i jeres indbyrdes
tiltrækning. Der er et eller andet i din oprindelige natur med dens
høje idealer og søgen efter perfektion, som tænder og fascinerer
Brad, for du åbner op for nogle facetter af tilværelsen, som han
antagelig ikke tidligere har kendt ret meget til. Selv føler du dig
til gengæld tiltrukket af den originalitet og åndfuldhed, som Brad
måske ikke tidligere har været særlig bevidst om, men som drager dig
ligesom en blomst, der tiltrækker en bi. Muligvis stiller din partner
sig dog ikke altid lige positivt over for den uro, der opstår i
kølvandet på denne mere ukonventionelle side af hans egen natur, og
følelsen af at bevæge sig ind i en verden fuld af ukendte ideer og
oplevelser kan afstedkomme stærke angstfornemmelser hos ham. Denne
angst er en naturlig menneskelig reaktion over for forandring, og det
er da også sandsynligt, at du, vidende eller uafvidende, i sidste
ende kan blive en slags katalysator for store forandringer i
forbindelse med hans syn på verden og måde at udtrykke sig på. Brad
er nødt til at være meget opmærksom på sin egen tendens til abrupt og
tvangsbetonet tilbagetrækning på grund af denne angst.
Den uforudsigelighed, I oplever, er som en flydende elektrisk strøm,
og den kan føre både til kriser og adskillelse, for I er som to
magneter -sommetider tiltrækker I hinanden, og andre gange frastøder
I hinanden. Men hvis du og din partner kan indse, at dette element
måske er noget, I begge har brug for i jeres tilværelse, og at I i
kraft af det kan hjælpe hinanden med at frigøre jer fra mange
forældede holdninger og indgroede vaner, så vil I begge kunne tackle
den udfordring, I udgør for hinanden, med større gensidig tillid og
tiltro til jer selv.
Komplementering og sammenstød
Du og din partner fascinerer hinanden, men I irriterer også hinanden
på grund af jeres utrolige forskellighed. Der eksisterer en dyb
modsætning mellem jeres vigtigste personlige værdier og holdninger,
og det gør, at I både kan komplementere hinanden og opleve
sammenstød. Din egen medfødte fornuftsbetonede og civiliserede natur
vil ofte komme i konflikt med det, du oplever som din partners
lejlighedsvise anfald af ufølsomhed og selvoptagethed. Men trods de
noget anstrengte følelser, der kan opstå mellem jer på grund af disse
temperamentsforskelle, er jeres forhold dog præget af en stærk
tiltrækning og indbyrdes beundring, for I udtrykker hver især noget,
den anden har brug for at lære. I kan formentlig have gavn af at
prøve at udvise lidt større tolerance over for hinanden og glæde jer
over jeres forskellige evner, samtidig med at I hver især forbliver
loyale over for jeres egne værdier. For den målsætning og
livsopfattelse, der er god og nødvendig for den ene, er det ikke også
nødvendigvis for den anden, og eventuelle forsøg på at omvende
hinanden vil kun ødelægge den fine tiltrækning, I udøver på hinanden.
Det rene fyrværkeri
Den gensidige ophidselse, som du og Brad vækker hos hinanden, er også
fuld af friktion, af konflikter og kampånd, og I bliver formodentlig
begge nødt til at udvikle sansen for en god slåskamp, hvis I skal få
virkelig gavn af den tiltrækning, I udøver på hinanden. Der er en
atmosfære af højspænding imellem jer, og det vil være meget seksuelt
stimulerende. Men din egen direkte og energiske måde at opnå det, du
ønsker på, skurrer på en eller anden måde imod din partners naturlige
forsigtighed. Uden at I begår nogen fejl, kan I derfor være
tilbøjelige til at ende i stridigheder, også selvom det er de samme
ting, I ønsker, for jeres måder at opnå dem på er vidt forskellige.
Det, det i virkeligheden handler om her, er en kamp mellem to stærke
viljer, hvor I hver især forsøger at hævde jer over for den andens
tilsyneladende aggression. Du og Brad opildner hinanden meget stærkt,
både seksuelt og med hensyn til mål og ambitioner, men I kommer nok
også til at bruge megen energi på forviklinger. Hvis I kan lade være
med at tage tingene alt for personligt, så vil I kunne lære meget med
hensyn til tolerance på den konto. Men desværre er det nok sådan, at
når I to støder sammen, så har evnen til at bevare roen og overveje
tingene en vis tilbøjelighed til at forsvinde ud i den blå luft. Hvis
du tidligere har haft vanskeligheder med åbne konflikter, så kan
dette forhold hjælpe dig til at værdsætte betydningen og det gavnlige
i at få renset luften fra tid til anden, og det kan lære dig ikke at
være så bange for en sund vrede og en sund kappestrid. Men du må lære
at omgås de stærke følelser både i dig selv og i din partner, for
hvis du lægger låg på dem for at undgå konfrontationer, så vil du
kunne opbygge et dybt lager af vrede, som, når det endelig bliver
sluppet løs, er langt større og mørkere end den aktuelle begivenhed,
der i så fald vil have udløst det.
4. Konflikter og udfordringer
Den måde, du og Brad påvirker hinanden på, er på mange måder både
livfuld og positiv, sådan som det også fremgår af ovenstående. Selv
når der forekommer gnidninger, vil de sandsynligvis være mere
stimulerende end undertrykkende. Men ethvert forhold fungerer også på
et dybere, psykologisk niveau, og den ubevidste udveksling mellem to
mennesker kan være helt anderledes end det, der opleves på det
bevidste plan. Det er, som om der udspilles ét drama imellem jer for
åbent tæppe i spisestuen, mens et helt andet og meget mere
foruroligende drama udfolder sig i kælderen - og nu og da vil
svovlholdige dampe stige op ad kældertrappen og forstyrre handlingen
ovenover. Den ubevidste frygt og de defensive reaktioner, som du og
din partner fremkalder hos hinanden, vil fra tid til anden dukke op
til overfladen i jeres samliv og skabe nogle meget sårende og
vanskelige situationer, som ingen af jer i starten vil forstå. Men
hvis I er villige til at udforske de motiver og følelser, der
befinder sig under overfladen, så kan disse konflikter føre til øget
indsigt, vækst og indbyrdes forståelse hos jer begge.
Gensidig terapi
Din partners evne til at komme i kontakt med en righoldig
forestillingsevne i sig selv vækker din beundring, men synes også at
afstedkomme en dyb angst hos dig. Brad synes at personificere, ikke
bare alt det du respekterer og værdsætter, men også alt det du selv
har vanskeligt ved at udtrykke. Han er en ufrivillig katalysator for
ubevidst sårbarhed og frustration, der stammer fra din barndom, og
som højst sandsynlig vil komme op til overfladen i jeres forhold på
en meget foruroligende måde. Hvis du ikke er ærlig over for dig selv
med hensyn til den udfordring, Brad udgør ved simpelthen at være den,
han er, og hvis du er ude af stand til at erkende din sårbarhed og
dit store behov for ham, så vil du nu og da kunne indtage en kritisk
og defensiv holdning og kan ligefrem skære af følelsesmæssigt på en
meget abrupt og sårende måde.
Eftersom jeres gensidige tiltrækning betyder, at et dybere
interaktionsniveau bliver vakt imellem jer, så vil der blive afkrævet
jer begge en højere grad af bevidsthed, end I måske er vant til. Brad
er formodentlig uhyre følsom over for din frygt for den fysiske
verden, inklusive din egen krop og dit eget image, og han vil
formodentlig føle en stærk beskyttertrang og loyalitet over for denne
sårbarhed og kejtethed hos dig. Alligevel kan I uforvarende komme til
at støde hinanden. Hvis I ønsker at undgå at såre hinanden og selv at
blive såret i jeres forhold, så må I begge være åbne og ærlige over
for jer selv. Den helbredelse, du søger hos Brad, kan sagtens opnås,
men nøglen ligger i hans evne til at føle medfølelse med dine fejl og
beundre dine stærke sider; og den ligger også gemt i din evne til at
acceptere en sådan mere realistisk, men også mere holdbar form for
kærlighed.
Forståelsesproblemer
Du føler dig nøjagtig lige så tiltrukket af din partners mentale
kvaliteter som af hans følelsesmæssige og fysiske egenskaber. Men
kommunikationen mellem jer bliver noget kompliceret af, at der bliver
vakt nogle dybe og mere ubevidste følelser til live, som kan skabe
problemer i en ellers gunstig dialog. Selvom du nærer dyb respekt for
din partners måde at tænke og udtrykke sig på, så kan du nu og da
føle dig skræmt eller truet af det, du oplever som hans større
intellektuelle formåen. Hans skarpsindige og realistiske måde at
betragte tingene på, som tillader ham at skære igennem til sagens
kerne, rammer, uden nogen bevidst fejl fra hans side, ind i nogle
gamle sår vedrørende kommunikation og indlæring, som stammer fra din
barndom, og som får dig til at føle dig mindreværdig, også selvom der
slet ikke er nogen grund til det. Denne aktivering af et dybere tema
er dig imidlertid formodentlig ikke bevidst. I stedet kan du reagere
på Brad med kritik, tavshed, undvigelse eller med en nedladende
ligegyldighed, så det ender med at være ham, der på en eller anden
måde føler sig intellektuelt underlegen. Din partner kan også føle,
at du ikke lytter til ham eller er grundlæggende uenig med ham, uden
at du dog vil diskutere det nærmere. Hvis I ikke finder ud af, hvad
det er, der er sat i bevægelse mellem jer, så kan I nu og da vikle
jer ind i nogle temmelig modbydelige og sårende meningsudvekslinger.
Men jeres forhold kan også give dig stor indsigt i dine egne
vanskeligheder, og jo bedre I er i stand til at snakke ærligt om
problemerne, desto større udbytte vil I få. For du kan tilbyde Brad
en stabilitet og en tryghed, der kan hjælpe ham med at rodfæste sine
ideer i virkeligheden og omsætte dem i praksis.
KAPITEL III
KERNEN I JERES FORHOLD
1. Jeres forhold som en selvstændig enhed
I den alkymiske symbolik forbindes to substanser og skaber derved et
tredje, helt nyt fænomen. Det forhold, som du og Brad skaber sammen,
er en levende og selvbestaltet enhed. Det har sin egen kerne eller
basale natur som ethvert andet levende væsen, og derfor følger dets
udviklingsproces også sin egen indre dynamik og lovmæssighed - på
samme måde som en tomatplante vokser fra et tomatplantefrø og ikke på
et æbletræ. Denne kerne i jeres forhold kan være noget, enten du
eller din partner selv indeholder. Formodentlig består den af lidt
fra jer begge. Og hverken du eller Brad vil formodentlig helt kunne
forstå forholdets virkelige karakter, før der er gået tilstrækkelig
lang tid til, at I både følelsesmæssigt og intellektuelt er i stand
til at opleve, hvad det egentlig er, der er opstået imellem jer.
Dette mystiske væsen har også en ydre personlighed, som udtrykker sig
i verden på en meget karakteristisk måde, som er forskellig fra jeres
egne personligheder. Det vil kunne overraske jer at høre venner,
familie eller kolleger beskrive, hvordan de ser jer som par, for I er
formodentlig ikke selv klar over den ydre skikkelse hos det væsen,
som I har skabt sammen.
Jeres forhold er et produkt at den mystiske kemiske interaktion, der
opstår imellem jer. Det er imidlertid ikke helt under jeres kontrol,
hverken sammen eller hver for sig. Mens man formodentlig godt kan øge
sin bevidsthed omkring de temaer, der ligger gemt i et forholds
inderste kerne, så kan man ikke ved hjælp af sin bevidste vilje gøre
et forhold til noget bestemt. Er ingredienserne til kagen først
fundet, blandet og bagt, så må vi acceptere karakteren af det, vi har
skabt. Vi kan foretage visse korrektioner, såsom f.eks. at tilføje en
smuk glasur, og vi kan søge at sikre os, at vi skaber kagen på et
tidspunkt, hvor vi er sultne og vil påskønne smagen af den. Men vi
kan ikke gøre gjort ugjort og opløse kagen igen og kræve, at
ingredienserne skal indgå en anden kombination og lave en helt anden
slags kage. Har vi først skabt et forhold, så må vi også acceptere og
arbejde med det, vi har skabt, for det er et resultat af en
kombination af to individer, der på alkymisk vis er blevet blandet og
bagt og bragt til live.
Det stof drømme er gjort af
Kodeordet for forholdet mellem dig og Brad er fortryllelse. Denne
drømmeagtige skønhed og fortryllelse omfatter mange dimensioner af
virkeligheden, strækkende sig lige fra den erotiske til den
spirituelle sfære. Og visse aspekter ved den kan være inspirerende og
opløftende, mens andre kan være smertefulde, forvirrende og
skuffende. Først og fremmest indebærer fortryllelsen en tingenes
tilstand over og hinsides den almindelige daglige virkelighed - en
anden verden, hvor følelserne opløftes, hvor begivenhederne indgydes
en skjult mening, hvor ridderne beskytter prinsesserne fra dragen, og
hvor guder og helte vandrer omkring på jorden. Her i dette magiske
paradis kan den ensomme menneskelige tilværelse, beskyttet imod den
banale verdens overgreb, blive mildnet gennem sjælenes "sande"
forening.
På grund af din dramatiske selvtilstrækkelighed og dit behov for at
bevise, at du kan klare tilværelsens udfordringer på egen hånd, vil
du muligvis nu og da finde dit forhold til Brad vanskeligt, ja
ligefrem en anelse truende på grund af det tab af personlige grænser,
som du formodentlig indimellem vil opleve. Forholdets iboende
romantik og dets næsten mystiske følelse af sammensmeltning har
tendens til at slippe igennem dine forsvarsværker og gennemtrænge din
indre isolation og selvoptagethed, og dette kan gøre dig mere
opmærksom på dit behov for og din afhængighed af andre mennesker, end
du bryder dig om. Ligeledes kan den tilpasning og de ofre, som
forholdet afkræver dig, til tider fylde dig med en svag fortørnelse,
fordi du er et egenrådigt menneske og generelt ønsker, at tingene
skal ske på din måde. Men hvis du tillader forholdets subtile alkymi
at indvirke på dig, så vil du måske opdage, at det faktisk er helt i
orden at have brug for et andet menneske, og at dette at dele
byrderne ikke nødvendigvis er en fornærmelse imod din personlige
styrke.
Denne noget eksalterede atmosfære i jeres forhold vil sandsynligvis
fremkalde en stærk idealisme i både dig og din partner, og I vil
begge nu og da kunne fornemme, at der er en "større" skæbne på færde
i jeres samliv. Der kan også optræde en ejendommelig genkendelighed
imellem jer, fremkaldt af den følelse af sammensmeltning, som
forholdet afstedkommer, og som kan få jer til at mene, at der er tale
om et bånd, der har strakt sig over adskillige liv. Uanset om disse
følelser er "sande" i en mere objektiv forstand (og intet horoskop
vil kunne besvare det spørgsmål), så er de afgjort sande på det
psykologiske plan, som en afspejling af forholdets emotionelle tone.
Dette parforhold kan meget vel indgyde dig og din partner en følelse
af at blive løftet ud af jeres almindelige begrænsninger og
vanskeligheder i forbindelse med pengesager, sikkerhed, hjemlige
rutiner og social status. Når I er sammen, synes disse ting ikke
længere at have nogen betydning.
Andre mennesker vil også påskønne den kreative gnist og intensitet,
der findes imellem jer, for sammen har I, bevidst eller ubevidst,
tendens til at projicere et image ud præget af stil, ynde og harmoni,
hvilket for nogle mennesker kan synes at repræsentere selve
legemliggørelsen af det "perfekte par". Uanset hvad I i virkeligheden
måtte føle, så hviler der en atmosfære af romantik over forholdets
stilfulde overflade, som kan få jer til at klæde jer og omgås andre
med harmonisk sans og god smag. Dette er på mange måder en
genspejling af de mere romantiske og idealistiske elementer i jeres
forhold. I vil være utilbøjelige til at lufte jeres følelser
offentligt, uanset hvor tumultagtigt tingene nu og da måtte forme sig
for jer; og dette øger den elegante og høflige persona, som jeres
forhold er bærer af.
Men den følelse af sammensmeltning, som udgør kernen i jeres
relation, kan være delvist illusorisk, for den kræver en tilsløring
af eller ligegyldighed over for jeres individuelle grænser. Da den
følelsesmæssige energi i jeres bånd har tendens til at fjerne jeres
individuelle fornemmelse af at være indbyrdes separate væsener, kan
den også føre jer begge ud i en uafvidende afskrivelse af personlig
autoritet og ansvarlighed i jeres forhold. Der kan være en dyb
følelse af bedrøvelse indbygget i den fortryllelse, forholdet har
kastet jer ud i, for fortryllelse betyder altid, at der skal bringes
et offer - hvad enten man må opgive visse materielle fordele for at
kunne blive sammen, eller man må opgive håbet om et permanent
forhold. De ophøjede oplevelser, som forholdet med stor sandsynlighed
vil afstedkomme i jer begge, er umulige at bevare intakte i en verden
bundet af tiden og af de menneskelige begrænsninger. Når alt kommer
til alt, må man uvægerlig gå på kompromis med sine drømme, og der må
finde en accept sted af de indbyrdes menneskelige fejl og mangler.
Fortryllelsen i jeres bånd åbner således porten ind til en magisk
verden og vækker ånden og den kreative imagination til live i jer
begge, men samtidig bærer den også i sig kimen til en uundgåelig
desillusionering. Forholdet vil sandsynligvis afstedkomme et meget
dybt og måske tidligere ubevidst behov hos jer begge for at
overskride den menneskelige tilværelses ensomhed og genoprette den
tabte tilstand af enhed, som i virkeligheden er en reminiscens af
livmodertilstanden. Denne længsel findes i alle menneskelige væsner,
og i nogle udgør den en meget stærk kraft, som stimulerer ønsket om
at finde mening i livet hinsides dets almindelige, daglige hændelser.
Måske var du og Brad ikke rigtig klar over dette, før I mødte
hinanden, men der er noget i jeres forhold, som nu vækker det til
live i jer begge.
Hvis I opfatter hinanden som sjælemager, bundet sammen gennem mange
liv eller forbundet i kraft af en indre mening, så vil I sammen kunne
opleve perioder med dyb glæde og fred. Men I vil også kunne finde det
utrolig vanskeligt at skulle skifte gear og forholde jer til
hverdagens begrænsninger og skuffelser. Jeres forhold bærer præg af
en tilvænning og afhængighed, som kan få jer til at undgå eller
afvise den naturlige proces med at lære hinanden at kende som
almindelige mennesker og konfrontere hinanden med jeres indbyrdes
forskelle og konflikter. Fortryllelsen kan få jer til undertrykke
følelser som vrede og selvhævdelsestrang, og kan få den ene af jer,
eller jer begge to, til at forlade jeres personlige, meningsfulde vej
i livet med det formål, at forblive sammen i dette dulmende bad -også
længe efter, at vandet er blevet koldt. Og denne tendens til at
undertrykke jeres individuelle vilje og individuelle ønsker kan blive
så ekstrem, at I på en meget subtil måde faktisk undgår reelt at
engagere jer i hinanden - enten via en frivillig selvopofrelse eller
ved hjælp af en ydre situation, som den ene af jer eller I begge
ubevidst har lagt tilrette, og som synes at forhindre jer i at
opbygge en stabil tilværelse sammen.
Pas på, tænd tågelygten
Den største fare, der truer dig og din partner midt i denne skønhed
og fortryllelse, er tendensen til, at I bedrager jer selv og
hinanden, for stemningen i jeres relation kan få jer til at prøve alt
for hårdt på at bevare den magi, I oplever sammen. Selvbedrag vil i
denne forbindelse sige, at I begge nemt vil kunne undertrykke eller
ignorere jeres egne legitime følelsesmæssige behov, idealer, mål og
tro og foregive, at I hver især blot ønsker det, den anden ønsker.
Hvis I lyver for jer selv på denne måde, så vil I kunne kvæle nogle
helt basale og sunde aspekter af jeres egen natur, og disse
fortrængte drifter vil så en skønne dag dukke op til overfladen og
forårsage stor forvirring og mange problemer. Individualitet og
sammensmeltning udelukker ganske vist hinanden, men det bør dog være
muligt at etablere en vis balance imellem dem. I kan også bedrage jer
selv ved at ignorere visse egenskaber hos hinanden, som synes at true
følelsen af, at jeres hjerter slår i samme takt. Men hvis I med vilje
gør jer blinde for hinandens karakteregenskaber, så tillader I heller
ikke hinanden at realisere jer selv. Og dette kan afstedkomme en dyb
vrede og fortørnelse imellem jer, for i virkeligheden beder I i så
fald den anden om at være et billede i stedet for en faktisk person.
Den ene af jer, eller I begge, kan også gribe til bedragerier for at
undgå at blive en skuffelse for den anden. Der kan være tale om
småbedragerier af en ubevidst art, hvor den ene handling næsten
ubemærket fører den næste med sig; eller det kan dreje sig om mere
omfattende bedragerier, såsom skjulte forhold til andre eller
lignende. Sørger I ikke for at holde benene fast plantet på jorden,
mens hovederne svæver rundt oppe i skyerne, så kan I på den ene eller
den anden måde komme til at opbygge et forhold, der er baseret på en
illusion.
En forfinet dialog
Der er også et andet element i jeres forhold - en stærk mental og
kommunikerende energi - som vil kunne skabe en kreativ og spændende
balance til den fortryllelse, I oplever på det følelsesmæssige plan.
Denne energi kan bibringe jer begge større klarhed og kan bidrage
betydeligt til at forjage de romantiske tåger, som du og din partner
antagelig nu og da vil ligge under for. Da den levende, mentale
energi i jeres relation stimulerer jer begge til at tænke mere klart
og formulere jeres ideer og følelser mere ærligt over for hinanden,
vil du og Brad kunne opleve, at I er i stand til at udvikle nogle
ægte kreative aktivitetsfelter sammen. I kan f.eks. som par engagere
jer i skribentvirksomhed eller i undervisningsprojekter eller måske i
noget mediearbejde af en eller anden slags. Forholdets betoning af
kommunikation og mental udvikling kan ligeledes hjælpe med til at
opveje den forflygtigelse og tilsløring af jeres personlige grænser,
som opstår på grund af de romantiske følelser imellem jer. Den higen
efter sammensmeltning, som præger jeres forhold, kan nemt gøre jer
begge uvillige til at udtrykke jer af frygt for, at det skal hæve
fortryllelsen. Men da I samtidig ejer så stor trang til at
kommunikere, vil I dog kunne opnå større indbyrdes ærlighed og
ligefremhed efterhånden.
I vil nok opleve, at en bevidst indsats for at udvikle nogle fælles
interesseområder, især omkring intellektuelle og kulturelle
interesser, kan bringe et frisk pust ind i den temmelig tågede
atmosfære, som jeres forhold nu og da kan afstedkomme. Jo mere du og
din partner udvikler jer på det intellektuelle plan, og jo bedre I er
i stand til at udveksle jeres ideer med andre gennem venskaber og
sociale og humanitære grupper, desto mere objektivt vil jeres syn på
tilværelsen også blive. Den dybe følelse af samhørighed, der hviler
over jeres relation, kan komme til udtryk på en meget frugtbar måde
inden for nogle interesser og individuelle aktiviteter, der forbinder
jer med den større menneskehed.
Der vil muligvis altid forekomme et vist mål af konflikter i jeres
forhold, fremkaldt af svælget mellem jeres fantasi om den fuldkomne
sammensmeltning og så jeres behov for at ytre jer som særskilte
individer over for hinanden. Ord og tanker kan synes at true den
emotionelle samhørighed, og der kan være en stærk trang i forholdet
til at undgå alt for megen klarhed. Disse meget forskellige, men også
lige værdifulde energier i jeres forhold udelukker imidlertid ikke
hinanden. Du og Brad har brug for at anvende sproget som et
fantasifuldt redskab for jeres følelser og følge i digternes,
forfatternes og dramatikernes fodspor fremfor at tro, at alt for
megen analyse og intellektualisering vil ødelægge magien i jeres
parforhold. Forholdet mellem dig og Brad indeholder en
bemærkelsesværdig blanding af fantasifuld forestillingsevne og en
stærk trang til at udtrykke den indre verden over for den ydre på en
kreativ måde.
2. Forholdet og dig
Det følgende afsnit beskriver den virkning, jeres forhold har på dig.
Mens de foregående afsnit handlede om jer begge, både dig og din
partner, så vil vi her fokusere alene på dig.
Vækkelse af hjerte og lidenskaber
Dit forhold til Brad vil antagelig berøre visse sider af din
personlighed meget stærkt, herunder først og fremmest din emotionelle
og instinktive natur. Den måde, dine lidenskaber, dine behov og
følelser, din seksuelle respons og din indre fornemmelse af selvværd
og elskelighed bliver vakt til live på - sommetider lykkeligt,
sommetider via konflikter - vil øge den uhyre forvandlende effekt,
jeres forhold har på dig.
At komme hjem
Den ekspansionstrang og helt instinktive generøsitet, der præger
jeres forhold, vil, for nu at sige det enkelt, bekomme dig vel. Du
vil antagelig føle dig tryg og beskyttet og følelsesmæssigt
understøttet på en måde, du ikke tidligere har oplevet. Uanset hvilke
konflikter der måtte opstå på andre områder (og nogle vil der jo
komme), så vil du alligevel på en eller anden måde have følelsen af
at være "kommet hjem". Og du vil formodentlig reagere med en
instinktiv varme og entusiasme, som kan hjælpe dig med at konfrontere
de fleste af tilværelsens vanskeligheder med optimisme og en god
portion humor. Selv hvis du befinder dig midt i et altomfattende
opgør med din partner, vil du bevare troen på jeres forhold, for det
er netop forholdet, der øger din selvtillid. Og din evne til at give
udtryk for dine følelser vil formodentlig uddybes og udvides igennem
jeres relation, således at du, selvom du måske har været mere
følelsesmæssigt tilbagetrukken før i tiden, vil være i stand til at
være mere spontan og åben over for andre og bedre til at løbe en
risiko i fuld tillid til din egen fremtid.
Kærlighed gør ondt
Den romantiske og erotiske side af jeres forhold kan meget vel komme
til at konfrontere dig med alt det i dig, der har ligget såret hen
siden din tidligste barndom. På denne måde vil dit parforhold med
Brad kunne hjælpe dig med at helbrede mange gamle sår gennem den
kærlighed og hengivenhed, der opstår imellem jer. Du kan måske til
tider føle dig akavet og truet i forbindelse med den kærlighed, du
oplever i jeres forhold, for du er antagelig vant til at forsvare dig
på en bestemt måde over for alt for megen nærhed. Sommetider er det
mere smertefuldt at føle sig elsket, end at føle sig uelsket, for det
konfronterer os med vor egen mangel på kærlighed og med fortidens
sår. Men jeres forhold ejer evnen til på en meget blid måde at løse
op for dine forsvarsmekanismer og berøre dit hjerte meget dybtgående
gennem den varme og det kammeratskab, forholdet muliggør. Hvis du kan
undgå at ty til defensive manøvrer, fordi du føler dig sårbar, så vil
du opdage en hel del om dig selv, samt udvikle større forståelse for
din egen menneskelighed.
Sig, hvad du mener, og mén, hvad du siger
Den mentale og kommunikerende side af dit forhold til Brad kan vække
nogle stærke følelser til live hos dig. Du kan blive overrasket, og
det måske slet ikke behageligt, over disse følelsers dybde og
intensitet, især hvis du hidtil har betragtet dig selv som en
rationel og kontrolleret person. Og hvad der er endnu vigtigere, du
kan begynde at få en vis indsigt i dig selv og i tilværelsen, noget
der vil begynde at forandre din indstilling og dine holdninger på et
meget dybt niveau. Men du kan også opleve, at du har tilbøjelighed
til dyb mistro, jalousi, besiddertrang og manipulerende adfærd -
følelser, som måske ikke tidligere har været en del af dit
emotionelle adfærdsmønster, og som bliver udløst af et eller andet
uhåndgribeligt element i din verbale udveksling med din partner.
Dette parforhold udfordrer dig til at udvikle en dybere forståelse
for dig selv og din egen emotionelle natur, og det opfordrer dig
ligeledes til at lære at formidle dine egne følelser på en mere ærlig
og direkte måde. Denne udfordring vil i begyndelsen kunne gøre dig
stærkt utilpas, som om du aldrig kan være sikker på, om det, der
bliver sagt imellem jer, nu også er ment. Men kan du tage denne
udfordring op, så vil du opleve, at den mentale udveksling imellem
dig og din partner udvikler stor dybde og indsigt og kan forandre og
uddybe din egen opfattelse af livet, af kærligheden og af den
menneskelige adfærd.
En anspore til kreativt udtryk
Jeres forhold tjener også som katalysator for udviklingen af dine
talenter, dine kreative evner, din verdslige målsætning og din
fornemmelse af individualitet, selvom denne personlige vækst
sommetider snarere fremkommer via spændinger og provokationer end
gennem harmoniske tilstande. Men selv med et vist mål af konflikter
kan dit forhold til Brad berede dig mange muligheder for vækst og
selvudvikling, samt øge din evne til at nå de mål, du har sat dig, og
give dig en klarere fornemmelse af, hvem du i virkeligheden er.
Du kan også være entertainer
Den ekspansionstrang og dynamiske energi, der præger jeres forhold,
udløser dit eget behov for at udvide din horisont, og du vil sikkert
gradvist blive mere og mere opmærksom på de ulevede potentialer i dit
liv. Forholdets effekt på dig vil derfor delvist bestå i en vækkelse
af en betydelig rastløshed hos dig og en stimulation af din fantasi
og af din tro på dine egne fremtidige muligheder. Det er vigtigt, at
du tager denne påvirkning alvorligt, for noget af det mest kreative,
dit forhold til Brad vil kunne tilbyde dig, vil være at åbne op for
dine kreative evner og vække dig til åndeligt liv. Du må imidlertid
også handle i overensstemmelse med disse intuitive glimt, hvis du
skal gøre dig håb om, at din fremtidsvision skal blive til
virkelighed. Der er tillige en humor og en tolerance til stede i
jeres relation, som kalder på din egen humor og på din evne til at le
ad tilværelsen; og du vil muligvis opleve, at du føler dig mere
gavmild og mere ægte tolerant, end du har gjort sammen med andre før
i tiden.
Stridsvogne af ild
Din følelse af styrke og effektivitet i tilværelsen vil antagelig
blive kraftigt påvirket af den ekspansionstrang og energi, der præger
jeres forhold. Selvom du måske ikke tidligere har været særlig
målrettet, så har dette parforhold en vis evne til at gøre dig mere
opmærksom på, hvad det er, du ønsker, og få dig til at ønske det mere
lidenskabeligt. Og der er en fornemmelse af fremtidige muligheder i
jeres relation, som inspirerer dig til at opdyrke alle dine egne
ulevede potentialer med langt større mod og selvtillid, end du har
oplevet før. Du vil muligvis også opdage en side af din personlighed,
som du ikke hidtil har kendt særlig godt, nemlig en magtfuld og fast
vilje, der ikke nemt indlader sig på kompromiser, og et temperament
uden lige, når din vilje bliver modarbejdet. Du vil antagelig udvikle
dig til en langt stærkere, mere ærlig og mere direkte person gennem
den påvirkning, jeres forhold udøver på dig; og du vil muligvis også
føle, at dette bånd i en eller anden forstand bringer dig lykke,
fremkaldt af din øgede følelse af selvværd og din stigende
fornemmelse af at have hånd i hanke med din egen tilværelse.
En vækkelse af sind og ånd
Jeres forhold udøver også en stærk effekt på din mentale indstilling,
dit åndelige ståsted og din generelle holdning til tilværelsen, og
det vil umærkeligt provokere og forvandle din tankegang og din evne
til at udtrykke dig. Selvom noget af denne vækkelse i sind og ånd vil
finde sted gennem sammenstød, på grund af jeres meget forskellige
indstilling til tingene, så vil jeres forhold alligevel åbne mange
døre for dig, udvide din intellektuelle horisont og befri dig for
mange stivnede og forældede holdninger og synspunkter.
Det ene ord tager det andet
Du vil antagelig føle dig stærkt oplivet ved den mentale side af
jeres forhold, og selvom dette energitilskud kan få dig til at opføre
dig som et "udlejningsbureau for tilfældige meninger", så vil det
samtidig stimulere din tankegang og din udtryksevne. På en eller
anden måde vil den dialog, der opstår imellem dig og din partner,
skærpe din bevidsthed omkring din personlige vilje og dine personlige
synspunkter, og den vil derfor eje en uhyre positiv evne til at
hjælpe dig med at definere din egen personlighed og formulere dine
mål og formål i livet mere klart. Men selvfølgelig, jo mere bevidst
du bliver omkring din individuelle ret til at tænke dine egne tanker
og forfølge dine egne mål, desto større sandsynlighed vil der være
for, at du nu og da støder sammen med din partner; der kan derfor
opstå en tendens til skænderier, hovedsagelig fremkaldt af dig. Det
behøver dog ikke at være noget dårligt; kan du lære at vende
skænderierne til diskussion og debat i stedet for blinde verbale
slagsmål, så vil du opleve, at du får en større evne til at opsøge
det, du ønsker dig i livet, og til at give mere ærligt udtryk for dig
selv over for andre.
3. Forholdet og din partner
Det følgende afsnit beskriver den virkning, jeres forhold har på
Brad.
Også din partners hjerte bliver antændt
Jeres forhold har også en kraftig indvirkning på visse sider af din
partners lidenskaber, følelser og emotionelle behov; og det betyder,
at han, ligesom du selv, vil opleve sit følelsesliv og sin
instinktmæssige natur afgørende beriget og uddybet - også selvom det
nu og da kan ske gennem konflikter og stridigheder.
Muskelkraft
Det billede, jeres forhold fremviser over for omverdenen, kan, sammen
med dets generelle stil og energi, være uhyre spændende for din
partner, og han kan blive umådelig vakt af det - seksuelt såvel som
kreativt. Jeres parforhold fremkalder også et stærkt ønske i Brad om
at arbejde for og lægge energi i udviklingen af jeres bånd, og det
kan meget vel have været på hans initiativ, at det i det hele taget
er kommet i stand. Din partner kan sommetider føle, at det er hans
egne lidenskaber og entusiasme, der holder forholdet levende, men det
bringer faktisk også opmuntring og liv til ham - og som et resultat
heraf vil han antagelig blive bedre til at træffe beslutninger og
styre sin egen tilværelse. Uanset hvilke konflikter der måtte opstå
mellem jer, så vil den enhed, I udgør over for omverdenen, få en
positiv og oplivende indvirkning på Brad, gøre ham mere bevidst om
sin egen styrke og fremkalde mod hos ham til at tage de udfordringer
op, som livet måtte bringe.
Hjemlig hygge
Kærligheden og den fysiske hengivenhed i jeres forhold har en enormt
positiv effekt på din partners følelsesliv og bibringer ham en
fornemmelse af tryghed, tilfredshed og personlig lykke. Brad vil
antagelig føle sig "hjemme" i jeres forhold, uanset hvilke konflikter
du og han end måtte opleve; og hans følelse af selvværd vil, sammen
med hans tro på, at han er værd at elske, blive styrket betydeligt af
den ægte varme og påskønnelse, han oplever imellem jer. Din partners
behov for at blive elsket og for at høre til bliver kraftigt
aktiveret, og det er sandsynligt, at han vil få begge behov opfyldt i
dette parforhold; og den dybe tilfredsstillelse, han antagelig vil
føle, udgør en af de mest positive sider ved jeres bånd.
At lære at elske sig selv
De særlige romantiske kvaliteter i jeres parforhold afspejler på en i
alt væsentligt meget harmonisk måde din partners egne idealer omkring
kærlighed og romantik. Da der altså eksisterer en slags
overensstemmelse imellem visse aspekter af jeres forhold og hans
personlige behov, så vil han antagelig føle sig mere elsket, ønsket,
begæret og personligt tilfredsstillet, end han tidligere har gjort;
og hans følelse af at være attraktiv, værd at omgås og værd at elske
vil vokse betydeligt. Selvom nogle dybere konflikter måtte forstyrre
den følelsesmæssige kontakt imellem jer engang imellem, så vil
forholdets evne til at kalde på din partners personlige evne til at
give og modtage kærlighed hjælpe ham og indgyde ham selvtillid, takt
og følsomhed nok til at klare alle vanskeligheder.
Din partners sind og ånd bliver vakt til live
Jeres forhold påvirker også din partners intellektuelle indstilling
og livsholdning, på samme måde som det påvirker din egen; og på grund
af forholdets måde at aktivere bestemte sider af din partners sind og
ånd på, vil han opleve sin intellektuelle horisont og sit udsyn
afgørende udvidet.
Fantasiens overdrev
Din partners tænkning vil antagelig blive både udvidet og stimuleret
af den fantasi og ekspansionstrang, der præger jeres forhold, og han
vil sikkert opleve, at han er i stand til at anskue tilværelsen fra
en bredere synsvinkel, samt til mere flydende og ubesværet at give
udtryk for sine ideer og følelser. Kort sagt, dette parforhold er
godt for din partners tænkning og evne til at kommunikere. Den
fornemmelse af mening, spænding og fremtidige muligheder, som findes
i jeres bånd, stimulerer hans kreative fantasi. Og han vil nok
opleve, at jeres parforhold udvider hans horisont såvel fysisk som
mentalt og fører ham ud i en udforskning af mange nye ideer og
steder. Der kan også være nogle helt praktiske fordele ved denne
mentale inspiration, for Brad vil antagelig føle, at forholdet
støtter ham i udviklingen af hans egne talenter og færdigheder. Hvis
din partner er involveret i en eller anden form for professionel
kommunikationsaktivitet (f.eks. skribentvirksomhed eller
undervisning), så kan jeres forhold vise sig uhyre gavnligt for ham,
for det har på en eller anden måde en vis evne til at inspirere ham
til nogle meget spændende ideer vedrørende fremtidige kreative
udtryk.
At lære at le
Dette parforhold kan vise sig at blive meget inspirerende for din
partner, både intellektuelt og åndeligt, på grund af den
kommunikationsform, det benytter sig af. Hans fantasi og fornemmelse
for fremtidige muligheder vil sandsynligvis blive opildnet af den
mentale kontakt, han oplever med dig, og hans horisont vil - både
mentalt og fysisk - antagelig blive udvidet. Der vil også blive kaldt
på hans humoristiske sans, og selvom der skulle opstå nogle dybere
følelsesmæssige konflikter imellem dig og Brad, så vil jeres forhold
på en eller anden måde altid kunne opmuntre ham til at se det
morsomme ved selv de sværeste vanskeligheder. Selvom Brad måske
tidligere har været mere tilbøjelig til at indtage en mere prosaisk
og jordbunden indstilling til tilværelsen, så ejer dette forhold
evnen til at vække en stærk fremtidsoptimisme til live i ham, sammen
med en øget tiltro til hans egne ulevede potentialer og muligheder.
Den dybere indvirkning på din partners psyke
Din partner vil ligeledes blive dybt berørt af jeres forholds
forvandlende kraft, og han kan ligesom du selv opleve denne
aktivering af ubevidste temaer uhyre ubehagelig. Men forholdet
muliggør en dybtgående helbredelse og forandring af både Brad og dig,
forudsat at også han er i stand til at tage udfordringen op og
vedkende sig betydningen af jeres bånd.
Indre fornyelse
Den styrke, jeres forhold indeholder, kan, sammen med dets
indflydelse på din partners dybere følelser, sommetider gøre ham
urolig, for begge dele kan fremprovokere nogle dybe og varige
forandringer i ham. Brad kan måske sommetider føle, at han bliver
overvældet af forholdets energi, som om der var en skæbne på spil i
hans tilværelse; og han kan blive ganske besat af tanken om denne
skæbnes betydning for ham. Brad kan også blive nødt til at
konfrontere sig med nogle temmelig primitive og destruktive følelser
i sig selv, for hvis han begynder at føle sig kontrolleret og styret,
så vil han sandsynligvis reagere ved at prøve at opnå kontrol over
forholdet og tillige over dig; og han kan blive utrolig vred, hvis
tingene ikke forløber, som han ønsker det. Din partner vil også kunne
benytte sig af nogle meget manipulerende emotionelle metoder for at
genskabe en fornemmelse af magt i jeres relation. Og han kan ligefrem
reagere ved at prøve at frigøre sig fra forholdet, fordi det vil have
tendens til at afstedkomme nogle dybe forandringer i hans tilværelse,
på det ydre såvel som på det indre plan. Men selvom Brad skulle
opleve, at han udviser sådanne problematiske reaktioner, så vil der
stadig være tale om, at han har et personligt valg og kan afstå fra
at engagere sig i denne form for magtspil, som i sidste ende blot vil
fjerne ham fra dig; i så fald vil han opleve, at han vil opnå en
betydelig større indsigt i sit eget sjæleliv. Og denne selvindsigt
vil kunne forvandle hans mål og hele indstilling til livet.
KAPITEL IV
AKTIVEREDE INDRE TEMAER
1. Dit basale indre reaktionsmønster
Det forvandlende potentiale i dit forhold til Brad er måske større,
end du tror. Ethvert betydningsfuldt menneskeligt bånd aktiverer
mange lag i personligheden, og nogle af disse lag er ubevidste og
uerkendte. Vi bringer allesammen vore egne indre temaer og
forudsætninger med ind i forholdet til et andet menneske. Et forhold
aktiverer ikke kun kemien mellem to personer, men også vore ubevidste
forestillinger om, hvad det vil sige at være en mand eller en kvinde.
Disse indre forestillinger er til dels skabt af den første mand og
kvinde, vi har mødt i tilværelsen -vores far og mor. Men hvad der
måske er endnu vigtigere er, at de tillige afspejler nogle dybe og
meget skjulte sandheder om vort eget inderste væsen. Jo mindre
bevidste vi er om disse dybere aspekter af os selv, desto større er
sandsynligheden for, at vi handler og projicerer dem ud på en blind
måde - ja sommetider direkte destruktivt - i vores forhold til andre.
De indre forestillinger vedrørende mand og kvinde, som vi alle bærer
rundt på, er billeder på vore egne oprindelige behov, forventninger
og og potentialer. De kan være farvet eller ligefrem forvrænget af
bestemte barndomsoplevelser, men fundamentalt set tilhører de os som
personer. De antager både positiv og negativ form, og det står os
frit for at udtrykke begge dele. Og fordi vi mennesker af naturen er
både komplicerede og mangesidede, så indeholder vi alle mere end ét
af den slags billeder på det maskuline og det femine i os selv.
Ethvert dybere forhold, vi i løbet af vores liv indgår i, kan
aktivere et helt nyt aspekt af vores indre forestillingsverden og
præsentere os for nogle helt andre udfordringer og fremkalde helt
andre reaktioner i os, end vi hidtil har været vant til.
Det forhold, du og Brad har skabt, vil, fordi det er et levende og
selvstændigt væsen, have en effekt på den indre psyke både hos dig
selv og hos din partner og aktivere de ubevidste billeder af det
maskuline og det feminine på nogle måder, som I ikke altid vil være
helt klar over. Det er nærmest, som om I to lever sammen med en helt
tredje person. Denne tredje person udøver en subtil, men meget
magtfuld indflydelse på, hvordan I har det, og hvordan I opfører jer,
når I er sammen. Dette er forholdets egentlige alkymi, for I vil
begge blive forandrede af de energier, der opstår imellem jer. Nogle
af virkningerne kan føles meget positive, mens andre kan være
umådeligt ubehagelige. De fleste menneskelige relationer indeholder
en blanding af begge dele. Det er sandsynligt, at jeres forhold før
eller siden vil kalde på nogle gamle adfærdsmønstre og følelser fra
jeres barndom, for de indre forestillinger om maskulint og feminint,
som du og Brad bringer med ind i forholdet, vil være farvede af
fortiden. Dette giver jer begge en chance for at opdage ubrugte
potentialer i jer selv, men det stiller jer også over for at skulle
konfrontere og måske helbrede sår og dyb fortræd fra jeres tidligste
barndomsår. Du og din partner kan reagere på denne aktivering af den
indre verden på en kreativ og produktiv måde og bruge det, I lærer om
jer selv, til at foretage nogle vigtige forandringer i jeres
holdninger og måder at udtrykke jer på. Men I kan også anklage alt og
alle i jeres omgivelser for jeres ubehag og virkelig ødelægge
tingene, hvis det er det I foretrækker. Vel har I ikke mulighed for
at gøre gjort ugjort og bage kagen om. Men I har dog et frit valg med
hensyn til, hvordan I vil omgås det materiale, som forholdet
aktiverer i jer.
Selvopofrelsens tveæggede sværd
Uanset hvordan du bevidst definerer dette at være kvinde, så findes
der i dit indre et billede af kvinden som den medfølende forløser og
sommetider som offer. Dette billede bliver kraftigt aktiveret gennem
dit forhold til Brad. Det skildres bedst i den kristne skikkelse
Maria, Mater Dolorosa, som græder for menneskehedens synder og
lidelser. Men forestillingen om kvinden som forløser og offer er i
virkeligheden meget ældre end denne kristne figur. Den har sin rod i
den gamle forestilling om havets modergudinde, f.eks. den babyloniske
Tiamat, der skabte universet og derpå blev sønderrevet af
helteguderne. Disse gudinder er både skrækindjagende og livgivende,
for de sluger også deres egen skabning og starter det hele forfra
igen. Det mest positive aspekt af denne indre figur er dens dybe
følsomhed over for menneskelig lidelse og en medfølende respons på
andres behov. Disse hjertets egenskaber udgør en del af din inderste
natur. Selvom du måske slet ikke rigtig er bevidst om denne side af
din egen kvindelighed, så er andre mennesker imidlertid højst
sandsynlig klar over den, for det er dem, der nyder godt af den.
Bagsiden hos denne figur afspejles imidlertid i den gamle mytiske
modergudindes altfortærende karakter. Den tætte emotionelle
identifikation, som du føler med andre, betyder også, at du kan have
svært ved at opstille dine egne grænser og dække dine egne
emotionelle behov. Det er muligt, at du som barn i din mor oplevede
et eksempel på denne mere problematiske side af den arketypiske
figur, og at du af den grund er veget tilbage for dette aspekt af din
egen karakter. Men hvis du er i stand til at adskille dine tidlige og
muligvis negative erfaringer fra denne indre figurs sande betydning
og potentiale, så kan den store dybde, indsigt og medfølelse i din
personlighed komme til udtryk uden den offergørelse og det martyrium,
som så ofte ledsager disse karaktertræk.
Konflikten imellem åbenhed over for andre og faste personlige grænser
er vanskelig, og du vil på et eller andet tidspunkt i dit liv være
nødt til at konfrontere dig ærligt med dette spørgsmål, såfremt du
skal kunne leve dit indre kvindebillede ud på en kreativ og
personligt tilfredsstillende måde. Din mor var formodentlig i
besiddelse af meget få personlige grænser og nogle store emotionelle
behov, og hendes afhængighed af andre kan have anbragt hende i nogle
situationer, hvor hun måtte lide uden at være i stand til at tage
ansvaret for sin egen tilværelse. Du kan også have oplevet hendes
lidelser som en form for manipulation og kan have følt, at hendes
selvopofrelse var forbundet med store omkostninger i kraft af det,
hun krævede til gengæld. Der kan faktisk have ligget en god portion
ubevidst manipulation i hendes adfærd og i hele hendes situation. Du
synes at bære rundt på en vis skyld og en følelse af forpligtethed
over for hende, som du ubevidst udtrykker i dit forhold til Brad samt
over for alle andre, som har brug for dig. Uanset hvor uafhængig du
kan synes på overfladen, så har du svært ved at sige "Nej" til andres
krav, fordi du frygter den adskillelse og isolation, det vil kunne
bibringe dig. Men hvis du ustandselig formilder din partner eller gør
dig selv til martyr, fordi du er bange for ensomheden, så vil du
indvendigt opbygge et stort reservoir af fortørnelse og bitterhed,
som på sin side vil gøre dig ubevidst manipulerende på samme måde,
som din mor måske var det. Din medfølende respons på og indføling i
andre menneskers smerte er meget ægte og er en smuk egenskab ved din
karakter. Men den kan blive blandet sammen med en skyldfølelse fra
din barndom, fordi du føler, at du står i gæld til din lidende mor.
Hvis du tror, at du kun kan blive elsket og kun er værd at være
sammen med, hvis du gør dig behøvet og nyttig, så kan du uafvidende
komme til at forsøge at leve for og igennem din partner og på denne
måde kompensere for din egen mangel på en fast og sammenhængende
identitet.
Du kan have mærket en dyb sårethed hos din mor. På grund af din
medfødte følsomhed, kan du som barn ubevidst have påtaget dig rollen
som din mors forløser eller healer - også selvom du ikke har været
klar over, at du accepterede sådan et ansvar, og selvom du på det
bevidste plan oplevede hendes adfærd som besværlig og sårende. Du er
dybt medfølende over for andre menneskers sår og føler dig antagelig
mest tilfreds og lykkelig, når du er i stand til at tilbyde andre din
hjælp og støtte. Dette kan være et vigtigt og positivt aspekt af den
måde, du forholder dig til Brad på, samt en potentiel mulighed for
valg af arbejdssfære. Men du kan også identificere dig for snævert
med denne rolle og i det skjulte opleve dig selv som et menneske, der
er ubodeligt skadet og dybest set umuligt at elske, medmindre du gør
dig fortjent til andres kærlighed ved at give dem den hjælp, de har
behov for. Der kan også være nogle forviklinger i din barndoms
problemer omkring sårbarhed og helbredelse, som bør undersøges
nærmere med indsigt og forståelse. Din naturlige tiltrækning til
rollen som healer ledsages i dens mere dunkle aspekt af en følelse
af, at det er dig selv, der er den sårede. Hvis du vil undgå at
bringe disse mønstre med ind i dit parforhold og gøre dig selv til en
slags martyr igennem din tro på, at du må gøre dig fortjent til
kærligheden ved at ofre dig, så bliver du nødt til at arbejde med din
personlige udvikling, så du kan komme til at opleve dig selv som
elskelig og påskønnelsesværdig, præcis som du er.
Emotionel sikkerhed og en følelse af tilknytning er uhyre vigtigt for
dig - måske mere end du tillader andre og sikkert også dig selv at
erkende. Din følsomme respons på andres behov afspejler nemlig også
dit eget behov for dem. Det er sandsynligt, at du oplevede den
mørkere udgave af denne form for emotionel trang i dit tidlige
forhold til din mor. Hun kan have forsøgt at leve igennem dig, og du
kan have følt en dyb, omend sikkert ubevidst identifikation med
hendes ulykke og ulevede liv. Der vil derfor sandsynligvis opstå
nogle problemer omkring afhængighed i dit forhold til Brad, for du er
på samme tid både dybt afhængig og bange for afhængigheden - din egen
såvel som partnerens. Dit stærke behov for samhørighed kan være i
konflikt med andre, mere uafhængige træk i din karakter, og du har
muligvis haft problemer med at befri dig fra bindingerne til din mor
på grund af din følelsesmæssige loyalitet over for hende. Der er et
dybt moderligt instinkt i din natur, som gør, at du har vanskeligt
ved ikke at føle sig behøvet hele tiden. Du kan således have svært
ved at give slip på din partner og give ham den nødvendige og
selvstændige plads til at trække vejret. Hvis du oplevede alt for
meget af denne form for afhængighed hos din mor, så vil du selv kunne
vige tilbage for den. Men i så fald vil den komme til udtryk på en
mere skjult måde i stedet for åbenlyst. Det kan være vigtigt for dig
at undersøge problemerne omkring dine egne sande behov og egenskaber,
så du kan lære at adskille dit eget fuldkommen sunde og legitime
behov for tilknytning fra de mere dunkle udgaver i form af personlig
afhængighed og følelsesmæssig afpresning, som du kan have oplevet
tidligt i livet.
Der er også nogle kvaliteter i form af emotionel intensitet og dybde,
som ligeledes tilhører dit indre kvindebillede. Positivt betragtet
kan disse bibringe dig en nærmest uhyggelig indsigt i de skjulte
aspekter af andres følelser og personlighed. Du er i besiddelse af
nogle stærke følelser og ejer en udpræget evne til at gennemskue og
acceptere selv de mørkeste områder i den meneskelige natur. Men du
kan imidlertid også have oplevet en mere problematisk side af denne
emotionelle dybde og intensitet som barn, for det er sandsynligt, at
din mor besad en tilsvarende lidenskab og emotionel magt - også
selvom hun måske skjulte den under et kontrolleret ydre - og at hun
havde vanskeligt ved at tillade andre ret megen emotionel frihed på
grund af sin intense binding. Du kan som barn have været udsat for en
temmelig udpræget besidderisk behandling, som har ligget i atmosfæren
i stedet for at blive udfoldet i faktiske ord eller krav, og du er
derfor muligvis ikke helt klar over dynamikken i det. Men du er
faktisk også selv - hvad enten du nu er klar over det eller ej -i
stand til at skabe en temmelig tynget atmosfære omkring dig, hvis du
bliver såret, fordi du føler dig forsømt af din partner. Du kan have
afskåret dig fra denne side af din egen natur, fordi du instinktivt
er veget tilbage for det eksempel, du var udsat for som barn. Men
medfølelsen og sensitiviteten hos dit indre kvindebillede er ledsaget
af en lidenskab og intensitet, som betyder, at du ikke tager nemt på
emotionelle bindinger. Der vil derfor sandsynligvis opstå problemer
omkring jalousi og besiddertrang imellem dig og din partner, hvad
enten du nu selv udtrykker disse følelser eller trækker dem frem i
din partner via dine egne ubevidste provokationer.
Et modstræbende martyrium
Trods din store medfølelse og villighed til at lade andre komme i
første række, så findes der også et egenrådigt og kompromisløst
element i din natur, som hader denne form for selvopofrelse. Disse
mere kraftfulde egenskaber kan betyde, at du opbygger et temmelig
omfattende efterslæb af fortørnelse og undertrykt vrede, såfremt din
vilje bliver modarbejdet, eller du bliver nødt at gå på akkord med
dine ønsker. Faktisk synes du at indeholde en ret kraftig konflikt
imellem trangen til at hævde din personlige vilje og så trangen til
at tilpasse dig din partners behov. Du bliver nok nødt til at
undersøge muligheden af, hvorvidt din vrede - og enhver form for
irriterende fysiske symptomer såsom hovedpine eller
fordøjelsesbesvær, som så ofte er et udtryk for skjult vrede - kunne
være en følge af, at du har været alt for udglattende i jeres
parforhold og mistet dine personlige grænser. Det er sandsynligt, at
din mor led under en lignende konflikt, og du kan have fornemmet et
omfattende raseri i hende neden under det tilsyneladende
selvopofrende ydre. Eller måske brød hendes vrede voldsomt igennem på
nogle upassende tidspunkter og på en foruroligende måde, fordi hun i
det skjulte følte sig fanget i sine egne bindinger og kæmpede
voldsomt imod dem. Uanset hvordan den ydre situation ser ud, så er
det sandsynligt, at du nu står konfronteret med den samme udfordring
som hende. Du har brug for at finde din egen personlige måde at
afbalancere dit naturlige indblik i og behov for andre mennesker med
din stærkt uafhængige og egenrådige natur. Hvis du føler dig passiv
og føler dig som offer i jeres parforhold, så kan det skyldes, at du
ikke hævder dig på en åben facon, når du har brug for det. Og hvis du
spiller rollen som martyr, så vil din vrede uundgåeligt dukke op til
overfladen på en ubevidst, ubehagelig og måske ligefrem uhåndterbar
måde.
Dybt inde i kernen af dit indre ligger billedet af kvinden som den
medfølende healer, som et fundament under hele din følelsesverden i
dette parforhold. Du vil kunne udtrykke denne figur samtidig med, at
du også udvikler de andre aspekter af din personlighed, for disse
egenskaber udelukker ikke et fuldgyldigt og uafhængigt kreativt liv.
Men det er sandsynligt, at du vil få brug for at undersøge dine egne
mere negative ubevidste formodninger med hensyn til dette arketypiske
aspekt af det feminine. Det virker, som om et element af opofrelse
eller lidelse, som du har mærket i din mors tilværelse, har fået dig
til at tro, at du ikke vil kunne opnå et nært og emotionelt
tilfredsstillende forhold til din partner og samtidig opretholde
nogle sunde grænser og en personlig psykologisk og materiel
selvberoenhed. Bagsiden af dit indre kvindebillede er det passive
offer og martyriet, hvor selvopofrelsen tillige er et manipulerende
redskab til at fremkalde skyldfølelse og taknemlighedsgæld i andre.
Det er sandsynligt, at du har set en temmelig omfattende del af denne
skyggeside udfoldet i din barndom. Hvis det forholder sig sådan, så
prøv ikke at lade dig presse bort fra dine egne emotionelle behov.
For i dine bestræbelser på ikke at blive offer kan du uafvidende
komme til at afskære dig fra dit eget hjertes stemme og derved
alligevel ende som offer - ikke for din partner, men for din egen
indre konflikt. De mytologiske figurer, der personificerer dette
dunkle, men magtfulde aspekt af det feminine er næppe ofre. Der er
sædvanligvis tale om nogle almægtige gudinder, som skaber det
manifeste univers. Når du har opdaget den umådelige styrke, der
ligger gemt i din sårbarhed og i dit behov for andre, så vil du have
fundet nøglen til det mest kreative udtryk for denne indre
kvindeskikkelse.
2. Din partners basale indre reaktionsmønster
Brad indeholder ligeledes nogle billeder og reaktionsmønstre, som
bliver aktiveret i jeres forhold. Din partner er derfor ligeså
modtagelig for forholdets forvandlende kraft, og selvom det nu og da
kan afstedkomme konflikter og ubehagelige selverkendelser, vil han
ligesom du selv kunne opleve nogle dybe og positive forandringer som
følge af jeres forhold.
Den indre evige yngling
Uanset hvad din partner bevidst måtte definere som "maskulint", så
findes der en forestilling i ham om manden som den evige yngling og
frie ånd, gudernes særlige og foretrukne barn. Hans forhold til dig
vækker meget stærkt dette billede til live i ham. I mytologien
skildres denne forestilling bedst i skikkelse af den drilagtige gud
Hermes, som var de rejsendes og vejfarendes guddom og tjente som
budbringer mellem himmel og jord. Skønt denne flygtige og
ungdommelige figur ikke er i overensstemmelse med en mere "macho"-
præget eller konventionel patriarkalsk forestilling om det maskuline,
så fremviser den dog et uhyre gammelt og arketypisk billede af et af
manddommens ansigter; og den hører hjemme som en del af din partners
indre psykiske struktur, hvad enten han er klar over det eller ej.
Det mest kreative aspekt ved denne indre figur er dens eventyrlyst,
dens kløgtige, inspirerede og uophørligt frodige intellekt, samt dens
evne til bestandig at finde tilværelsen interessant og fuld af
muligheder uanset alder og livssituation iøvrigt.
Der findes også megen forflygtigelse og gavtyveadfærd hos dette
ungdommelige indre billede på manddommen i Brad, og han besidder
formodentlig en stærk, omend måske ubevidst følelse af, at han burde
være undtaget fra alle moralske normer og alle de materielle byrder,
som tynger mere almindelige mennesker. Da han føler sig så speciel,
kan han blive krænket ikke alene over de forpligtelser og
restriktioner, som ethvert mere intimt forhold vil afstedkomme, men
tillige over helt fundamentale menneskelige udviklingstrin, såsom
dette blot at blive ældre eller at skulle tage ansvaret for følgerne
af de valg, man foretager i løbet af sin tilværelse. Selvom Brad
måske er ubevidst om disse følelser, så indeholder han en
tilbøjelighed til bestandig at forsøge at slippe bort fra den daglige
tilværelses ensformighed på forskellig måde - det være sig via
dramatiske hemmelige kærlighedsaffærer, spændende rejser,
berømmelsens stråleglans, udfordringerne ved en farefuld sportsgren
eller simpelthen via en indre fantasiverden, som han selv har skabt,
og hvor den aktuelle nutid (herunder også jeres parforhold) i
virkeligheden blot er noget midlertidigt, mens "det virkelige liv"
altid ligger et eller andet sted ude i fremtiden. Det dybere problem
bag denne form for eskapisme består i virkeligheden i en dyb
fortørnelse over at skulle være almindeligt dødelig, for mytens Evige
Yngling er jo gudernes barn. I virkeligheden er Brad temmelig speciel
- selvom dette ikke betyder, at han er bedre end andre - fordi han er
i besiddelse af en rig og frodig fantasi, et gavmildt hjerte og en
ukuelig trang til sjov og eventyr. Men hvad der også kan være
afgørende for hans manglende evne til at lade denne indre figur komme
til fuld udfoldelse er, at han måske som barn har set, hvordan hans
far følte sig fanget og krænket ved at se sit eget liv passere.
Den arketypiske figur Hermes, evig yngling og herre over de rejsende
og vejfarende, gemmer sig dybt inde i din partners indre psykiske liv
og farver med stor kraft den mand, han er - både i forholdet til dig
og i hans omgang med den ydre verden. Her er tale om en enormt
kreativ ånd, som kan indgyde hans tilværelse visioner, entusiasme og
et uudslukkeligt håb - trods det faktum, at han måske ikke i alle
henseender egner sig til de mere restriktive aspekter af et
traditionelt familieliv. Selvom Brad har brug for et vist mål af
ansvar og struktur for at give denne indre ånd form og grundfæste, så
bør han også lytte, når den kræver plads til at trække vejret. For
kan han skabe nogle kanaler - i jeres parforhold, i sit arbejde og i
sine fritidsaktiviteter - som giver denne ånd masser af rum til at
drømme og flyve, så vil han erfare, at den ikke vælter de stabile
strukturer, han har opført. Men fornægter han den, da vil den få hele
bygningsværket til at ramle gennem hans egne ubevidste handlinger,
eller markere sin frustration gennem depressioner og psykosomatiske
symptomer. Hvis Brad på den anden side ikke forstår at afbalancere
denne ånd med en smule jordnær realisme og disciplin, så vil den
bestandig få ham til at leve en provisorisk tilværelse, uden ægte
substans og uden ægte produktivitet, men for evigt jagende fantasien
om "en skønne dag", som aldrig kommer. Men kan han rumme denne ånd
uden at smadre den, så kan han få det hele.
KAPITEL V
KONKLUSION
Det er med tiden blevet hævdet af utallige psykologer, dramatikere,
digtere og forfattere, at uden relationer til andre mennesker ville
vi aldrig blive bevidste om os selv. Der skal et andet menneske til,
der kan reagere på os og spejle os, før vi opdager, hvem vi virkelig
er, det være sig på det mest overfladiske plan i form af vort
offentlige image eller på et meget dybt plan i form af vor
essentielle identitet og væsenskerne. Platon skrev engang, at i den
elskedes ansigt ser vi glimtet af den guddom, der bor i vores egen
sjæl. Man kunne tilføje, at vi tillige ser glimtet af vores egen
personlige djævel. Intet horoskop kan fortælle os, hvorvidt vi bør
involvere os i et andet menneske eller ej, uanset om horoskopet
fortolkes af en dygtig astrolog eller er et resultat af en computers
mere begrænsede formåen. Det kan heller ikke fortælle os, om et
forhold er "godt" eller "dårligt", eller om det vil holde. I sidste
ende bliver selv de mest omhyggelige psykologiske og astrologiske
forudsigelser altid væltet omkuld af menneskers frie valg,
menneskelig skaberevne og menneskelig tvangsadfærd. Men øget indsigt
i, hvorfor vi føler os draget mod en bestemt person, hvad det er vi
skaber sammen med denne person, og hvorledes det forandrer os, kan
være det nødvendige redskab til større valgfrihed og kreativitet og
færre tvangshandlinger. Hvis et forhold er dybt og har styrke til at
forandre os, så vil det også uundgåeligt på et eller andet tidspunkt
komme til at volde os smerte -især den smerte, der består i at
forlade et gammelt og udlevet Jeg. Hvis vi er i stand til at erkende,
at det eneste tidspunkt, hvor vi virkelig kan fornemme to hjerter slå
som ét, er i livmoderen, så kan vi også nærme os andre mennesker med
realisme såvel som idealisme. Middelalderens alkymister vidste, at
det guld, de søgte, var det menneskelige guld, ikke et metal. Hvis vi
kan genopdage noget af denne sandhed, så vil vi kunne øge vores evne
til at udføre kærlighedens store, mystiske, alkymiske værk.
APPENDIX
Vedrørende Samlivshoroskopet
I sit arbejde med udviklingen af Samlivshoroskopet har Liz Greene
taget udgangspunkt i arbejdet med sine klienter, idet hun har ønsket
at få et astrologisk indblik i deres personlige
parforholdsrelationer. De pågældende klienter havde ofte levet i
parforhold igennem længere tid, måske i ét eller to år om ikke mere,
og den romantiske og lyksalige optakt havde udviklet sig til en
dybere og mere realistisk udveksling. De mere dunkle sider af begge
partneres personlighed var på dette tidspunkt blevet afsløret, og
problemer og konflikter var kommet op til overfladen - og medførte
som regel et stigende ønske om at forstå mere af den dynamik, der var
på færde.
Det er ikke sikkert, at begge parter i et forhold udtrykker den samme
interesse for en astrologisk analyse af forholdet. Den ene kan måske
ligefrem nære stor skepsis med hensyn til astrologien. Men én af
parterne er helt åbenbart interesseret - i dette tilfælde dig. Du
opsøger måske en astrologisk konsultation vedrørende dit forhold til
Brad helt på egen hånd. Samlivshoroskopet er udarbejdet med denne
situation in mente: Det henvender sig til dig som den, der har
bestilt analysen, og det henviser til Brad som tredjepart, dvs. som
"din partner". Samlivshoroskopet henvender sig således ikke til begge
parter i et forhold, men kun til den ene. Indholdet refererer
imidlertid til begge parter på en symmetrisk måde.
Hvis du ønsker at dele Samlivshoroskopet med Brad, så kan du evt.
foreslå ham bestandig at huske at reformulere teksten under
læsningen. Hvis dette er for besværligt for dig eller for din
partner, så er du velkommen til at bestille en kopi af horoskopet,
hvor teksten er vendt om, så den henvender sig til Brad og dermed
refererer til dig som "partneren".
For at bestille det omvendte Relationshoroskop med teksten henvendt
til Brad, bedes du sende en e-mail til order@astro.com og notere
bestillingskoden TPRN sammen med det fulde nummer på dit aktuelle
Relationshoroskop. Du finder dette nummer anført i nederste venstre
hjørne på hver side.
Denne anden rapport fås til stærkt reduceret pris (dog afhængigt af,
hvilket land du bestiller fra).
Den astrologiske teknik
Til skabelsen af Samlivshoroskopet er der benyttet og analyseret tre
astrologiske horoskoper - fødselshoroskoperne for begge de
involverede personer, samt komposit horoskopet udregnet efter
midtpunktsmetoden. Ved udarbejdelsen af tolkningsteksten er der taget
hensyn til følgende vigtige astrologiske faktorer: Krydsaspekter
imellem de to fødselshoroskoper, dominerende temaer i komposit
horoskopet, aspekter imellem komposit horoskopet og de to
fødselshoroskoper, samt visse temaer i de to fødselshoroskoper, som
udløses enten af partnerens horoskop eller af komposit horoskopet.
Yderligere læsning
Samlivshoroskopet berører mange sider af de to fødselshoroskoper, men
fokuserer især på dem, der er relevante for forholdets adfærdsmønstre
og temaer. Når du og din partner har læst nærværende horoskop, så vil
I måske være interesseret i en bredere analyse af jeres egen
personlighed hver især, uafhængigt af forholdet. Skulle det være
tilfældet, kan vi anbefale
PSYKOLOGISK HOROSKOPANALYSE
ved Liz Greene (den fås også hos os).
Af anden astrologisk litteratur vedrørende parforholdet kan vi
anbefale
på dansk: "OS IMELLEM" af Liz Greene: En indsigtsfuld behandling af
parforholdet, som sammentænker astrologien med den analytiske
dybdepsykologi.
på dansk: "ASTROLOGI OG KÆRLIGHED" af Liz Greene: En underholdende,
men også dybsindig gennemgang af de tolv stjernetegn med henblik på
deres karakteristiske adfærd i parforhold.
|