I. INTRODUKTION
Engang i en mindre videnskabelig æra end vores var astrologien et agtet studium, baseret på meget gamle og empirisk registrerede principper og anvendt af de lærde med henblik på at opnå større indsigt ikke blot i fremtiden, men tillige i sjælen. Med
Oplysningens tidsalder og menneskets voksende kendskab til det fysiske univers, så det for en tid ud til, at astrologien sammen med andre symbolske kortlægninger af kosmos var blevet en anakronisme - sammenstykninger af overtroisk nonsens, som
afspejlede en mere uvidende og lettroende æra. Men trods al bagvaskelse synes astrologien overraskende nok at have nægtet at gå samme vej som troen på, at jorden var flad, besværgelsen af dæmonerne, og forsøgene på at forvandle bly til guld. Den lever
og har det godt, vokser i popularitet og har atter gjort sig fortjent til forstandig respekt - for den er blevet bragt ind i vor moderne æra via vort voksende kendskab til psykologi og menneskets sjælelige natur. Efter i mange århundreder at have
været udsat for undertrykkelse og latterliggørelse, har astrologien modbevist og overlevet sine modstandere og demonstrerer med stor veltalenhed, at den har noget meget værdifuldt at bibringe det moderne individ, som søger selvforståelse.
I denne horoskopanalyse har vi bestræbt os på, ved benyttelse af astrologiens og psykologiens indsigter kombineret med avanceret computerteknologi som hjælperedskab, at give dig et astrologisk portræt, der er ganske enestående og individuelt
fokuseret, og som har til formål at skabe større selvindsigt. Dette er ikke en spådomsastrologi, men snarere en psykologisk astrologi, der er udviklet til et så dybt og forfinet niveau, det nu engang er muligt inden for rammerne af en
computerfortolkning. Ingen computer er i stand til at yde det samme som en erfaren astrolog. Men vi tror, du vil anse denne analyse for at være en i forbløffende grad dybtgående og skarpsindig fortolkning af de komplicerede kræfter, der arbejder i
dig.
Shakespeare skrev engang at hele verden er en scene og alle mænd og kvinder blot aktører. På en vis måde er dit fødselshoroskop en metafor for det individuelle skuespil, med fuld sceneopbygning, rollefordeling og fortælling, som udgør den inderste
kerne i din rejse gennem livet. Du kan have nytte af at huske metaforen med teaterscenen, mens du læser de forskellige afsnit af dit astrologiske portræt, for det kan hjælpe dig med at forstå den egentlige mening med skæbnen, sådan som den afspejles i
astrologien. Skæbne betyder ikke at være udsat for vilkårligt forudbestemte hændelser. Den ligger gemt i de karakteregenskaber, som udtrykker dine inderste og dybeste behov, konflikter og længsler. Intet menneske kan være nogen anden end den, han
eller hun er; og hver eneste oplevelse i livet, den være sig beskeden og forbigående eller voldsom og transformerende, afspejler på en eller anden måde individets karakter.
II. DIN PSYKOLOGISKE TYPE
Det righoldige spektrum af individuelle karaktertræk, som afportrætteres i dit fødselshoroskop, skal for dit vedkommende, som for enhver andens, betragtes på baggrund af et særligt temperament. Man kunne kalde dette temperament for din psykologiske
"type", for det udtrykker din typiske eller karakteristiske måde at reagere på de situationer, livet tilskikker dig. Ingen påbegynder livet hel eller fuldkommen, og alle mennesker har deres særlige stærke sider - forfinede og veltilpassede indre
egenskaber - der hjælper dem i omgangen med udfordringer, konflikter og problemer. På samme måde har alle mennesker deres særlige svage sider -indre psykiske karaktertræk, der er uudviklede, forsømte og problematiske.
Din psykologiske type forbliver ikke statisk og uforandret gennem hele dit liv. Der findes noget inden i hver eneste af os -hvadenten vi kalder det for det ubevidste, Selvet eller sjælen -som stræber mod balance og fuldkommenhed, og som forsøger at
integrere alle de kvaliteter eller psykiske karaktertræk i vores liv, som er blevet forsømt eller undervurderet. På bestemte afgørende tidspunkter i livet synes det, som om en central kerne, der er dybere og klogere, end det bevidste "Jeg", drager os
ind i konflikter, der gør os i stand til at udvikle vore svage sider, så vi kan blive mere hele mennesker. Du vil derfor opdage, at der i de følgende afsnit vedrørende din psykologiske type er indbygget nogle forslag til, hvorledes du kan lette denne
indre proces henimod et mere afbalanceret syn på tilværelsen. Livet gør dette for os, før eller siden. Men sommetider lønner det sig og kan tillige gøre tingene mindre problematiske, hvis vi samarbejder med processen.
Evner for objektivitet og civiliseret adfærd
Du er i besiddelse af en klar, stærk og objektiv begavelse, og du er sandhedskærlig og integritetsfremmende i al din færd. Du vil altid foretrække fornuft for kaos og principper for personlige reaktioner. Men du indeholder en betydelig konflikt - et
dilemma mellem din rationelle, objektive ånd og dine intense, til tider overvældende følelser. En anden måde at beskrive din natur på kunne være at sige, at du er tilbøjelig til at leve oppe i hovedet - fordi det forekommer dig sikrere, mere
civiliseret og mere "sømmeligt" - men dit hjerte modsiger ofte det, dit hovede fortæller dig, du burde føle, og efterlader dig forvirret og med svage skyldfølelser over "dårlige" eller "selviske" reaktioner. Selvom du muligvis ikke er nogen
intellektuel i konventionel forstand, er du en kvik og velartikuleret natur og er i besiddelse af en imponerende evne til at vurdere, afveje og analysere diverse faktorer og ideer objektivt og retfærdigt. Dette har formodentlig givet dig ry for at
være tolerant, eftertænksom, etisk og hensynsfuld over for andres synspunkter. Du er også en udmærket planlægger og kan forvandle kaos til orden i kraft af din hjernes gennemskuende evne. Men hvad du ikke ønsker, at andre skal vide om dig, og hvad du
ofte prøver at skjule for dig selv, er, at dine virkelige følelser forsyner dig med et fuldkommen anderledes og langt mere subjektivt billede af tilværelsen og af andre mennesker - og disse negligerede følelser er ofte mere ægte i deres opfattelse end
din almindeligvis pålidelige hjerne.
Objektiviteten kæmper mod stærke emotionelle behov
Du er tilbøjelig til indimellem at lægge for stor vægt på intellektuel begavelse, og som resultat heraf kan du komme til at forråde dine egne behov og miste kontakten, ikke alene med, hvad der måtte være rigtigt for dig rent personligt, men tillige
med, hvad der måtte være rigtigt for andre. Da du har opmærksomheden rettet mod det generelle adfærdsmønster, kan du nemt overse væsentlige behov i dig selv, som kan veksle fra den ene situation til den anden. Din emotionelle natur er stærk,
ubearbejdet og ekstremt sensitiv; og den kan i perioder kaste dig ud i depressivt lune, tilstande af uforklarlig irritabilitet eller vrede, eller følelser af ensomhed og melankoli, som du er ude af stand til at analysere eller forklare. Endvidere vil
du kunne overse en anden side af det hjertets domæne, som du er så bange for: de mystiske følelser af længsel efter at give slip og opleve et uendeligt kosmos fuldt af kærlighed og afklaring. Personlig kærlighed og mystisk længsel er tæt forbundne i
dig, og hvis du kan finde mod til at afbalancere dine stærke mentale evner med en større åbenhed over for din egen menneskelighed, vil du opdage, at intime relationer kan åbne dørene ind til noget af en større og dybere karakter - ikke blot kærlighed
til én anden person, men kærlighed til mennesker og til livet selv. Du har oparbejdet en omhyggeligt kontrolleret, objektiv og tolerant personlighed og er ekspert i at forstå andres synspunkter. Men denne ydre facade er særdeles skrøbelig, og du må
bruge betydelig energi på at holde skansen, mens dine virkelige følelser bobler under overfladen. Din vurdering af dit emotionelle liv er muligvis fordrejet og alt for negativ, og måske har dine forældres normer, som du voksede op under, bidraget til
din barske fordømmelse af alt det i dig, som ikke er perfekt eller ideelt. I det lange løb ville du blive langt mere lykkelig og tilfreds, såfremt du kunne lade andre se og opleve din store emotionelle sensitivitet og dybde.
En af de mere kreative metoder, du kunne benytte dig af i forsøget på at komme på bedre talefod med dine egne følelser, er at være villig til at give dig selv mere tid og plads til at udtrykke dine følelser ad kanaler, som du er tryg ved - f.eks. ved
at skrive, male billeder af dine stemninger og emotionelle tilstande, arbejde med ler, eller udtrykke følelserne i musik eller dans. Disse meget personlige interesseområder, anvendt udelukkende med henblik på din egen forståelse og ikke rettet mod
noget publikum, kan hjælpe dig til større viden om dig selv og til at indse, at dine følelser er lige så betydningsfulde og gyldige som dine ideer. Prøv at sige nej, når du mener nej, for tankens tyranni over dine virkelige behov, i form af begreber
som "burde" og "skulle", kan udelukkende føre til en akkumulation af had og vrede over ustandselig at skulle være et civiliseret og fornuftigt menneske. Først og fremmest har du brug for at lære kærlighed til og medfølelse med dig selv, for ellers kan
dine humane og demokratiske idealer ikke finde grobund i dit faktiske liv. Da du altid søger at forstå tingene ud fra et så tolerant og klart perspektiv som muligt, besidder du en enestående evne til at finde mening og betydning i dine egne personlige
problemer, som kan have relevans for andre og for de menneskelige livsvilkår i almindelighed - og du har således store evner at tilbyde andre, såfremt du kan lære at konfrontere dig med dit eget hjerte uden frygt.
III. KARAKTER OG SKYGGE
En af de mest betydningsfulde indsigter indvundet af dybdepsykologien har været afsløringen af, at mennesket besidder en dobbelt natur og indeholder en bestemt polaritet mellem et bevidst og et ubevidst selv. Der er det individ, du kender -"Jeg'et"
som tænker, føler og handler på tilvante måder, og som du identificerer som dig selv. Og der er et andet skjult individ -skyggesiden - som indeholder din personligheds mindre acceptable og mindre udviklede aspekter, og som kæmper for at blive værdsat
i dit liv samtidig med, at den bringer forstyrrelse i din selvtilfredse ego-forestilling. Samspillet mellem den bevidste og den ubevidste side af dig finder sted i en evigt skiftende dans, forandrer sig på forskellige etaper af dit liv og ændres i
forhold til det pres og de udfordringer, du møder. Spændingen imellem de primære karaktertræk i dit indre drama, som vil blive beskrevet i de følgende afsnit, udgør selve den energikilde, der forsyner dit liv med bevægelse, formål, konflikter og
vækst. Der findes andre egenskaber i dig - medaktører, der blander sig med og kommer i konflikt med hovedaktørerne, og som således gør dig til det unikke individ, du er. I de tilfælde, hvor disse markerer sig stærkt i dit horoskop, har vi includeret
en beskrivelse af dem også. Den skildrede historie, med dens komplicerede vekselvirkning mellem lys og skygge, fremstiller således det, der i virkeligheden menes med individuel skæbne.
Digterens vision af sjælen som livets inderste kerne
Digteren von Hoffmannsthal skrev engang, at virkeligheden er den største fortryllelse, vi nogensinde kommer ud for. Din virkelighed er helt bestemt et fortryllet sted, der drager næring fra et indre reservoir af billeder og drømme, og udspringer af en
dyb, irrationel overbevisning om, at en numinøs kraftkilde arbejder ikke blot i dine egne kreative bestræbelser, men i livet som helhed. Det betyder ikke, at du er religiøs på nogen konventionel måde, ikke engang mystisk i den almindelige betydning af
ordet; for fantasiens verden er alt for kaotisk, lidenskabelig og til tider for mørk til, at du kan tilbede den med den spirituelle fanatikers sædvanlige ydmyghed. Men alt, hvad du oplever omkring dig - mennesker, steder, situationer - er i sidste
ende underlagt din indre vision angående disse tings formål og essentielle betydning.
Livet interesserer dig kun i det omfang, det har optimal lighed med det mytiske drama, du oplever inden i dig selv, og som du på din egen måde stræber efter at udtrykke. Såfremt ordet er dit foretrukne medie, fungerer det blot som en linse, der har
til opgave at fremkalde dybere erkendelser i læseren eller tilhøreren; og du kan ikke fordrage at skulle forklare dig selv eller din mærkelige vision nærmere over for mere prosaiske sjæle, der mener, at en ting er en ting fremfor et symbol, en åbning
og et kar. Da din troskab mod fantasiens verden er så stor, er din tilslutning til de mere konventionelle leveregler sporadisk; og mange mennesker anser dig sikkert for at være en smule mærkelig eller excentrisk, eftersom det, der betyder noget for
dig, forekommer dem meningsløst, og det, der betyder noget for dem, ofte forekommer dig simpelthen kedsommeligt og banalt. Du er på et meget dybt niveau viet til en indre stemme, og en hvilken som helst partner i dit liv er nødt til at forstå dette og
tilpasse sig det, såfremt forholdet skal kunne fungere. Selv dem du elsker mest, er du tilbøjelig til at omdanne til symboler, der kan inspirere og forme din indre verden af billeder og drømme. Eller sagt på en anden måde, den verdslige verden og
almindelige menneskers almindelige handlinger indgydes en karakter af magi og mening, som til stadighed giver din fantasi ny næring.
Ønsket om at transcendere den verdslige virkelighed åbner porten til fantasiens verden
Selvom du går omkring tilsyneladende klarhovedet og ansvarsfuld, er det kun den ene halvdel af dig - om overhovedet så meget - der lever i denne verden. Den anden halvdel er indbygger i et ukendt og magisk rige, for du går gennem livet på en måde, som
havde du bestandig den ene fod udenfor og ventede på at vende hjem. Hvis du aldrig har set filmen "ET", så burde du gøre det, for sommetider giver du det indtryk, at du er landet her på jorden ved et hændeligt uheld, eller at du er inkarneret efter en
eller anden uudgrundelig kosmisk plan, som de utvivlsomt vil åbenbare for dig senere; og alt, hvad du foretager dig i det almindelige liv, har et skær af ubundethed, som om du som en god buddhist under alle omstændigheder betragtede det som
illusorisk. Du ejer en tydelig kanal til en mystisk og numinøs indre verden, og hvis der overhovedet er forstand skabt i dig, så tager du denne begavelse særdeles alvorligt og undlader at foregive, at du i virkeligheden er et fornuftigt, logisk væsen;
for denne kanal er kilden til din kreativitet og din potentielle fuldbyrdelse. Du ejer en dyb trang til at tjene noget, der er større end dig selv, og det er ikke sandsynligt, at du vil kunne finde dette noget her på jorden, uanset hvor meget du
tilbeder og idealiserer et andet menneske. Det er det transpersonlige rige, du først og fremmest skylder din troskab, ikke en kæreste eller en familie; og får du opstillet din prioriteringsliste rigtigt, er der ingen grund til, at du ikke skulle kunne
finde lykke i dit personlige liv såvel som fuldbyrdelse gennem kreativt arbejde, til trods for dit sinds og hjertes noget melankolske anstrøg.
Det er sandsynligt, at den ene af dine forældre - formodentlig din far - var fraværende under din barndom, fysisk eller psykisk, eller at han omgav sig med en aura af bedrøvelse og opofrelse. Dette har givet dig en følelse af at være forældreløs,
hvilket ikke er så negativt, som det lyder. Eftersom du var forældreløs på et psykologisk niveau, søger du efter et dybere og mere symbolsk forældreskab, og dette leder dig ind i fantasiens og sjælens indre verden. Det eneste problem med en sådan dyb
forbindelse til en mystisk kilde er, at du også er nødt til at kunne klare dig i det verdslige liv, for dette vil trænge sig ind på dig uanset dybden af din vision og omfanget af din indre hengivelse. Du bliver nødt til at udvikle faste grænser samt
en evne til at efterkomme øjeblikkets krav, for dette tillader dig at øse af din kreative fantasi, uden at du udmatter dig selv, og uden at materielle problemer akkumulerer i en sådan grad, at dit liv ender i elendighed.
En naturlig dramatiker og historiefortæller
Du ejer den naturlige historiefortællers sind og kan i værste fald være tilbøjelig til at overdrive og indgyde alt, hvad du oplever, en meningsfuld (skønt til tider unøjagtig) forskønnelse. I bedste fald ejer du en enestående evne til at udtrykke dig
på en livlig, farverig og fantasifuld måde, og alt, hvad du opfanger, bliver gennemsigtigt som glas og fyldes af lyset fra din indre verdens symboler. Du har tendens til manglende koncentrationsevne, medmindre du beskæftiger dig med noget, der
inspirerer dig, såsom litteratur eller kunst eller psykens dybere lag. Det er sandsynligt, at du havde problemer i din tidlige skolegang på grund af din tendens til det, de akademiske autoriteter kalder "dagdrømmeri", men som i virkeligheden er en
nødvendig tilbagetrækning til fantasiens verden, for at du kan føle dig forfrisket og fornyet.
Du har en meget visuel hukommelse og kan med stor nøjagtighed og gennem mange år genkalde dig billeder og hændelser, der har gjort indtryk på dig eller inspireret dig; men hvis en person keder dig, vil du være tilbøjelig til at glemme hans eller
hendes navn kort efter, I er blevet præsenteret for hinanden. Kendsgerninger er heller ikke særlig vigtige for dig, men nok deres implikationer og sammenhænge. Du kan gøre et mere pragmatisk indstillet menneske fuldkommen tosset, fordi du synes at se
ting, der ikke er til stede - meningsfulde sammenfald, symbolske betydninger, skjulte mønstre og intentioner. Men for dit eget sind er disse ting selvfølgelig absolut nærværende; der er bare det ved det, at man har brug for intuition for at kunne se
dem. Sandheden bliver i dine hænder plastisk og flygtig som vand, men det betyder ikke, at du på nogen måde lyver. Blot er det sådan, at konkrete hændelser og objekter for dig at se altid bør underordnes meningen, i stedet for omvendt; og hvis
kendsgerningerne er utilstrækkelige til at illustrere meningen, så vil du skabe nogle nye. For det er tingenes mening, der konstituerer sandheden, og det er også den, du stræber efter at udtrykke.
En mystisk vision af kærligheden volder problemer i dagligdagen
For dig har kærligheden ikke meget at gøre med din elskedes dagligdags personlighed og fysiske egenskaber, men langt mere med det numinøse "noget", som du ser skinne gennem ham eller hende. Du har tendens til at idealisere kærligheden og den elskede i
en sådan grad, at den anden bliver en form for muse, en katalysator for kreativ inspiration; og til tider virker dette så stærkt i dig, at din elskedes kropslige tilstedeværelse stiller sig i vejen for din tilbedelse af sjælen. Du er særdeles følsom
over for bedrøvelse og lidelse, idet du betragter disse som uundgåelige vilkår for den, der er åben for en højere verden, men fanget på jorden. Dit billede af kærligheden har en bitter, sørgmodig farve, som hverken er negativ eller destruktiv, men som
idealiserer opofrelsen. At give afkald på den øjeblikkelige tilfredsstillelse synes at åbne for en dybere, mere universel kærlighedskvalitet, og du har meget til fælles med Middelalderens troubadourer, der tilbad den elskede på lang afstand.
Du er således enten selv villig til at bringe betydelige ofre i dine personlige kærlighedsforhold (ved at elske en, der er uopnåelig, gift i forvejen eller som bor langt borte), eller du vil formodentlig føle dig tiltrukket af mennesker, som har lidt
ondt i livet, og som bærer sårene med mild værdighed. Der hviler et skær af "mater dolorosa" over din kærlighedsevne, som om al menneskelig kærlighed dybest set er tragisk, fordi menneskene er dødelige, og tid og alder ødelægger alt det, der engang
var smukt og lovende. Denne brod og sarte finfølelse forlener din personlighed og dit kreative arbejde med megen medfølelse, mildhed og skønhed. Men indimellem har du måske nok behov for, at den ikke bestandig kommer i første række; for ellers
risikerer du at miste din humor over for tilværelsen, at ignorere de kærlige handlinger fra mennesker omkring dig, som prøver at gøre dig lykkelig, eller forvandle det, der kunne have udviklet sig til et sundt og fuldbyrdet forhold til sidste akt af
en tragedie.
Den kreative visions daimon vejer tungere end materielle behov
Din sjæl er således lig profetens og troubadourens, også selvom du måske aldrig har forsøgt at udtrykke din personlige vision, og selvom din fantasi og dit kreative talent hidtil har ligget uberørt hen. Det er meget nødvendigt for dig at have et
kreativt medie, for din indre verden er rig og ubegrænset; og denne verden betyder dybest set langt mere for dig, end noget som helst konventionelt forslag fra samfundets eller dine kæres side med hensyn til, hvad livet egentlig handler om. Penge er
rare at have, tryghed er ønskværdig og hverdagens glæder attraktive; men dybest set er du villig til at forsage alt dette, eller i hvert fald en hel del heraf, blot du kunne finde det rette sprog, verbalt, visuelt eller fysisk, til at besynge det
sjælens rige, der udgør din sande virkelighed. Den ejendommelige verden af myter og æventyr er spillevende i dig, og alt, hvad du møder i tilværelsen, opløftes til symbolernes sprog - eller i det tilfælde, at du ikke kan fremkalde andet af en stud end
et brøl, er den overhovedet ikke værd at beskæftige sig med. Du kan gøre dine omgivelser rasende over din skødesløse forkastelse af ting, som de finder betydningsfulde; men ingen kan betvivle seriøsiteten af din vision eller righoldigheden af din
fantasi, eller din umiskendelige forestilling om et liv, der er større, dybere og mere meningsfuldt end denne tilværelse.
Skjult kynisme og materialisme
I modsætning til din poetiske vision af livet og den farve og det drama, du sædvanligvis indgyder det, findes der en anden hovedfigur i dit indre psykiske drama. Denne figur indeholder alle de mere verdslige, jordbundne og ordinære egenskaber, som du
har været nødt til at udelukke fra din livsstil og dit værdisystem for at kunne opretholde kontakten med din rige, indre verden. Skønt du er tilbøjelig til at nære en vis hemmelig foragt for de fantasiløse mennesker, som ikke er i stand til at stige
op i den transpersonlige verden eller intuitivt erkende den skjulte betydning, der ligger gemt i hver eneste oplevelse, så indeholder du dog også selv en banal, ordinær og materialistisk side. Men denne dimension af din karakter bliver sandsynligvis
undertrykt og ubevidst projiceret ud på mindre evnerige eller fremsynede sjæle, over for hvem du i så fald kan føle dig overlegen og fornøjeligt misforstået. Denne anden side af dig lever i dit ubevidstes skyggerige, og skulle du møde den i dig selv,
vil den sandsynligvis få dig til at føle dig forlegen, usikker på dig selv og utilstrækkelig. Og alligevel har du brug for at få et bedre forhold til denne din personligheds skjulte skygge - ikke blot for at den kan hjælpe dig med at klare
dagliglivets begrænsninger, men også for at holde dig inden for grænserne af det menneskelige, så du ikke inflaterer og flyver bort i identifikation med dine indre mytiske figurer i en sådan grad, at du mister kontakten med menneskene omkring dig.
Frygten for at være kedelig
Sommetider er der en mærkelig klap, der går ned mellem dit sind og den righoldige fantasi, der giver dig den nødvendige næring. Du vil kunne opleve denne klap som en art blokering af kreativiteten - et pludseligt tab af vision og inspiration - eller
den kan komme til udtryk som en nagende følelse af utilstrækkelighed og mindreværd, der får dig til at betvivle værdien af dine kreative bestræbelser. Årsagen til denne vanskelighed ligger i dit dårlige forhold til det almindelige liv og almindelige
mennesker - som om din skyggeside, der hovedsagelig beskæftiger sig med dine umiddelbare livsomstændigheders almindelige hverdag, bliver træt af at være henvist til bunden af din sjæl og rejser sig i oprør. I stærk modsætning til den selvtillid, ja
ligefrem arrogance, hvormed du skrider gennem myternes domæne og gør fælles sag med din fantasis guddommelige væsener, er du mærkværdigt klodset med hensyn til almindelig menneskelig kommunikation og finder det sommetider vanskeligt at opretholde en
konversation, hvis emnet ikke berører det Meningsfulde og det Signifikante. Selvom du gør dit bedste for at skjule disse pludselige huller bag en art grænseløs ophøjethed - hvorfor overhovedet spilde tiden med at tale om meningsløse banaliteter - er
det måske mere sandfærdigt at sige, at du er bange for den almindelige dialog og frygter for at komme til at lyde uintelligent og kedelig. Du er tilbøjelig til at være dogmatisk indtil det defensive i din insisteren på, at alene din indre virkelighed
er relevant, og dette får dig til at føle dig akavet i den hævdvundne verden af kontakter af typen "Hvordan går det så?". Du vil måske blive forfærdet ved at erfare, at du selv, såsnart du giver dig til at tale om almindelige ting, bliver ganske
udpræget almindelig - ja ligefrem langsom, fantasiløs og pedantisk.
Dette kan lyde barsk, måske endda fornærmende; men det ville være synd, hvis du brugte din betydelige fantasi og dine gode udtryksevner til at forsvare dig mod bare engang imellem simpelthen at være menneske. Hvis du kunne tillade dig selv at slappe
af indimellem og være ganske tåbeligt dødelig, ville du nok opdage, at der findes mange positive kvaliteter ved din skyggeside, som du har brug for til at afbalancere din righoldige, poetiske sjæl. Blandt disse kvaliteter finder du evnen til at
acceptere din menneskelige lod, hvilket til gengæld betyder, at dit kreative sprog faktisk kan nå andre mennesker - de mennesker nemlig, som det formodentlig er beregnet for. Denne jordnære, langsommelige og pedantiske skygge, der hovedsagelig
udtrykker sig i en art treven, konkret tankegang, kan også give dig den nødvendige tålmodighed til at bearbejde dine kreative udgydelser rigtigt, så de bliver forståelige og ikke blot esoteriske og obskure. Og der findes en tør, ironisk humor i denne
tilsyneladende sløve og fantasiløse side, som kan gøre underværker ved lejlighedsvist at opløse din intellektuelle pompøsitet og gøre dig realistisk med hensyn til, hvad du i virkeligheden magter at omsætte på det aktuelle marked.
Problemer med at acceptere en banal og ordinær skygge
Din lidenskabelige, poetiske sjæl afbalanceres således gennem en skjult side af dig, der er langt mere sat, konventionel, jordbunden og langsommelig. Selvom du måske finder denne side af dig selv og beskrivelsen af den irriterende, kan den skjulte
dimension af din personlighed bidrage med en hel del til dit liv. Den kan give dig den realistiske fornemmelse for grænser, der kan skære dine kreative aspirationer ned til overkommelig og opnåelig størrelse; den kan give dig lov til at være
almindelig og menneskelig, når inspirationen midlertidigt har forladt dig, og tillade dig at nyde tilværelsen og andre mennesker, også når du ikke er grebet af en indre vision eller daimon; og den kan bevare din humoristiske sans vedrørende dig selv
og tilværelsen. Du har brug for at integrere disse egenskaber i din verden og i dine værdier, for psyken bryder sig ikke om overdrivelse. For megen identifikation med dine fantasifigurer kan resultere i, at du overvældes af blokeringer og depression,
som ødelægger netop det, der betyder mest for dig -dette at tjene en indre kreativ kilde, der er din idelige fælle og daimon, sommetider ven, sommetider fjende, eftersom den ikke tillader dig nogen stille tilfredshed, men evindeligt vital og
uforklarligt mystisk, hvadenten du kalder den sjælen, det ubevidste, Gud, Djævelen, kunst eller kærlighed.
Et par andre betydningsfulde karaktertræk
De egenskaber, der hidtil er blevet beskrevet, udgør i deres fundamentale modsætningsfyldthed hovedtemaet for din indre historie. Foruden disse figurer findes der et par andre indbyrdes modstridende skikkelser antydet i dit fødselshoroskop, som
formodentlig vil være genkendelige i dit liv. Disse skikkelser vil kort blive beskrevet i de følgende afsnit.
En forestilling om tilværelsen som en uendelig række af muligheder
Uanset din faktiske alder er der en side af dig, der aldrig ældes. Selvom du har påtaget dig betydelige verdslige ansvar, bærer du dem med lethed, for du har altid en fornemmelse af, at det på en eller anden måde alligevel ikke er det egentlige, men
kun en øvelse. Du er således tilbøjelig til at leve en slags midlertidig tilværelse, aldrig helt tilfreds, aldrig helt til stede. Denne måde at se tilværelsen på som en række af trin frem mod en ukendt fremtid gør dig rastløs i ordets bedste og værste
betydning. Du vil aldrig slå dig ned i stagnerende selvtilfredshed og drømme om din ungdoms herlighed, for du bærer din ungdom med dig indeni og vil livet igennem være åben for forandring og nye ideer. Men du er også tilbøjelig til at lade de
projekter og mennesker bag dig, som begynder at kede dig, og har derfor tendens til at gå din vej, før frugterne af dit arbejde er synlige; for marken ved siden af forekommer dig altid lidt grønnere. Det er bedre at rejse ud end at ankomme - i hvert
fald set med dine øjne.
Du er en vandringsmand i den indre betydning af ordet, for du tilegner dig erfaringer og går så videre for at opsøge nye, på evig jagt efter noget - og det er noget og ikke, som du måske tror, nogen - der varsler skæbnens bud, et tegn fra oven, en
tilkendegivelse af, at du omsider er ankommet. Det mest sandsynlige er dog, at du aldrig nogensinde ankommer, for dit unikke talent er tillige dit unikke problem: du fortrækker at være på farten. Selvom du kan have vanskelige tider med selvdisciplin,
forpligtelser, ansvar og autoriteter, finder du aldrig livet kedeligt, for du ser ny lærdom, vækstmuligheder og hemmelige tegn overalt; og det lykkelige ved sådanne iagttagelser er, at såfremt du kan lære at holde ved meget noget længe nok til at gøre
det færdigt, vil du kunne skabe både vedkommende og spændende, kreative produkter, der kan bekræfte din fornemmelse af din egen helt særlige skæbne.
En skjult side med forkærlighed for traditionelle værdier
Ved siden af din oplyste, rastløse og oprørske, bevidste personlighed, findes der en skjult figur i dit indre psykiske drama, som indeholder alle de egenskaber, du har udelukket fra dine værdinormer og din ydre opførsel med det formål at bibeholde den
intellektuelle, emotionelle og fysiske frihed, du tørster efter. Denne skyggeside er betydeligt mere konventionel, konservativ og traditionel, end du måske bryder dig om at indrømme; og hvis du ærligt prøver at gennemskue de uforholdsmæssigt negative
reaktioner du sommetider udviser, når du konfronteres med sådanne egenskaber i andre mennesker og sociale institutioner, vil du måske ane en skjult sympati i dig selv med sådanne mere gammeldags værdier. Problemet er, at du tilstræber at være en
rebel, en fremsynet, unik individualist; og hvis du skal integrere din skygge, bliver du nødt til at forlige dig med et selvbillede, der ikke er nær så skinnende, fortryllende og stereotypt. Men du har brug for denne skjulte side af dig selv for at
føle dig levende.
Du frygter for at udfolde denne skyggeside over for andre, dels fordi dens værdinormer er så forskellige fra dine egne, og dels af angst for at blive forkastet og betragtet som kedelig og ordinær. På grund af dit ubehag ved konfrontationen med
virkelige, materielle udfordringer, flygter du ind i en verden af muligheder og lever i en drøm af stadig forventning: "Når jeg blir stor...". Men meget af denne flugt er blot en maskering af din frygt for nederlag og inkompetence i verdens øjne. Du
er et begavet og vidtskuende individ, der absolut er i stand til at udrette noget ekstraordinært. Men du får brug for at acceptere nogle af dagliglivets regler og begrænsninger, herunder dine egne behov; for livet vil, når alt kommer til alt, ikke
gøre nogen undtagelse af dig. Uanset hvor talentfuld og særpræget du er, vil du blive udsat for de samme konflikter, den samme angst og de samme behov - især behov for sikkerhed og tilhørsforhold - som dine medmennesker. Først når du er i stand til at
acceptere dine egne begrænsninger, vil du kunne opnå langt større indre afklaring.
Stærke emotionelle behov ligger skjult i skyggen
En anden side af din karakter kommer til udfoldelse, såsnart du bliver dybt og nært involveret i et andet menneske. Den indeholder alle de karaktertræk, du har udelukket fra dine bevidste værdinormer og din adfærd for at kunne bevare følelsen af
frihed. Da du har tendens til at undertrykke dine egne emotionelle behov, vil du sandsynligvis møde dem via dine kærester og partnere, som forekommer dig besidderiske, afhængige, ekstremt følsomme over for det mindste tegn på afvisning og
ligegyldighed, og tilbøjelige til at benytte sig af emotionel afpresning for at bevare din konstante opmærksomhed. Men disse egenskaber tilhører faktisk din egen skygge. Du frygter dine følelsers intensitet og dybde, for indrømmelsen af dem kunne gøre
dig sårbar over for fortræd og ydmygelse, og alt for megen afhængighed kunne fange dig i en fælde, så din imagination og højtflyvende ånd ikke længere vil kunne ånde frit. Men medmindre du integrerer din skygge, vil du aldrig blive i stand til at opnå
det kærlighedsfyldte forhold, du higer så stærkt efter; og de lette erstatninger vil måske ikke altid være lige nemme at opnå, efterhånden som tiden går.
Eftersom du frygter afhængighed så meget, er du tilbøjelig til at projicere din egen skyggeside over på dine partnere og kærester, ja selv på dine børn og dine arbejdskolleger; og når du får fornemmelsen af, at nogle af disse kræver for meget af dig,
er du tilbøjelig til at svare igen med en kulde og flygtighed, som er ekstremt sårende. Og hvad værre er, en sådan reaktion har tendens til at trække netop den usikre besiddertrang frem i andre, som du erklærer, du foragter så dybt; for hvis du til
stadighed holder et andet menneske hen i usikkerhed om din kærlighed og støtte, vil vedkommende næsten altid blive bange, usikker og krævende. Således tvinger du andre til at leve de kræfter ud, du ikke vil anerkende hos dig selv. Men din betrængte
skygge er ikke negativ. Den gør dig menneskelig, den giver dig hjerte. Der skal ikke herske nogen tvivl om styrken af din funklende og kreative ånd. Men du er også gjort af kød og blod og har brug for at lade andre mærke det engang imellem. Ikke alle
ligner din mor, og ikke alle, du elsker, vil bruge deres viden imod dig og aftvinge dig løfter, du ikke kan holde. Ingen andre end du selv kan eje din sjæl - en formulering, du mener at forstå, men som du dog har brug for virkelig at begribe ved at
tillade én, der står dig nær nok, at prøve.
IV. FAMILIEBAGGRUND
Familiemyter og psykologisk arv
Skønt du er et individ, er du udsprunget af en familiær baggrund. En familie er som en levende organisme og indeholder visse arvemæssige karakteristika, som er blevet overleveret gennem generationer. Den indeholder ligeledes et særligt sæt
psykologiske dynamikker, et emotionelt klima, som har udgjort den allerførste jordbund, hvori din medfødte individualitet har søgt rodfæste i barndommen. Du indeholder derfor visse indre psykiske strukturer, myter og holdninger til livet, som du har
erhvervet fra din familiære baggrunds psykologiske muld. Med andre ord, og for at vende tilbage til metaforen om teatret, så er figurerne i dit indre drama unikke, men de bærer på en familiær arv.
Astrologien kan ikke fortælle os om den fysiologiske arv. Men den kan fortælle os en hel del om den psykologiske arv, der løber gennem slægten på samme måde som rødt hår eller blå øjne. Psykologisk nedarvning af dybt rodfæstede holdninger finder ofte
sted på skjulte, ubevidste niveauer, som de enkelte familiemedlemmer er uvidende om. Familiemyter bevæger sig ned gennem generationerne lige så sikkert som specifikke ansigtstræk. Et eksempel på en familiemyte kan være: "Alle mændene i vores slægt har
været selvhjulpne og succesrige." Eller: "Alle kvinderne i vores slægt har været skuffede over deres mænd." Myter som disse behøver ikke blive udtalt, endsige erkendt, for de vandrer fra den ene generation til den næste via det ubevidste, og de
meddeles på en mangfoldighed af subtile, nonverbale måder. Det drengebarn, der fødes ind i slægten af "succesrige" mænd, vil således arve et særligt sæt forventninger, som han vil reagere på alt efter sin egen natur og indre karakter. Og det pigebarn,
der fødes ind i slægten med de "skuffede kvinder", vil arve visse holdninger over for parforholdet, som vil påvirke hende senere i livet, såfremt hun forbliver ubevidst om dette indre manuskript.
Da din familiebaggrund er en integreret del af din livshistorie, afspejles den i dit fødselshoroskop. Astrologien kan give særdeles nyttige indsigter i dette område af tilværelsen, for afhængigt af, hvor bevidst du er med hensyn til samspillet mellem
din egen natur og din familiære arv, vil du have større eller mindre valgfrihed i livet. Også dine forældre er hver især afbildet i dit horoskop, skønt de ikke ligner virkelige tredimensionale mennesker, men snarere billeder, der personificerer et
bestemt tema eller bestemte holdninger. Disse forældrebilleder afspejler, hvordan du personligt opfatter mor og far, hvordan de fungerer som strukturer i din egen psyke, og hvorledes de understøtter eller modarbejder udfoldelsen af dit eget indre
drama. Den familiære baggrunds magt bør aldrig undervurderes, for den er ikke blot fortid. Den er en levende realitet i hver eneste af os. Som digteren Rainer Maria Rilke engang skrev: "Tro aldrig, at skæbnen er andet og mere end en fortætning af
barndommen."
Billedet af faderen i en mands horoskop
Faderen er ikke blot en virkelig person. Han er tillige et symbol på en indre struktur eller synsvinkel, hvorigennem du relaterer dig til livet. Det billede af din far, som findes aftegnet i dit fødselshoroskop, beskriver derfor tre forhold.
For det første er det et subjektivt billede af de egenskaber, du oplevede som mest fremherskende i dit forhold til din far - eller den, der havde rollen som din far i dine første leveår.
For det andet er det et symbol på, hvad det maskuline repræsenterer for dig, for din far var den første mand i dit liv og har derfor en stærk ubevidst indflydelse på, hvordan du udtrykker din egen maskulinitet, og på hvordan du forholder dig til andre
mænd.
For det tredje er det et billede på dine egne indre faderegenskaber: den måde, du ordner og strukturerer dit liv på, den måde, du opstiller og forfølger dine mål på, hvordan du realiserer dine muligheder i tilværelsen, hvordan du udtrykker din vilje
og giver den retning, og måden, hvorpå du formulerer dine egne etiske normer og idealer; og allersidst, din måde at være far på over for dine egne børn.
En upålidelig og ubestandig figur
Det subjektive billede af din far, som er aftegnet i dit fødselshoroskop, er flydende og omskifteligt. Måske har dit forhold til ham og dit kendskab til ham som personlighed været besværliggjort af, at han var emotionelt eller fysisk fraværende. Din
tidlige oplevelse af din far er omgivet af en atmosfære af ustabilitet, enten på grund af fysiske omstændigheder, eller fordi han var et stemningsbetonet og ubestandigt menneske, som ikke var tilstrækkelig solid i din barndom til at kunne bibringe dig
følelsen af tryghed og stabilitet. Du var ham dybt forbundet i så ung en alder, at du ikke længere kan huske, hvor stort et behov du havde for hans fysiske nærhed. På et eller andet niveau identificerer du din indre følelse af tryghed med ham, og hans
accept eller afvisning af dig vejer tungt som herre over din indre følelse af sikkerhed i livet. Du har arvet meget af hans natur og indeholder nogle flydende og ubestandige egenskaber, selvom du også har et dybt behov for et hjem, for rødder og for
familielivets stabile tilknytning. Dit dybe ønske om sikkerhed, der delvist har sin baggrund i det, du manglede som barn, er forbundet med en stemningsbetonet omskiftelighed og frygtsomhed, som gør det vanskeligt for dig at opnå det, du ønsker dig så
højt.
Længslen efter en stærk far
Måske trænger du til at få klarhed over, hvor meget din far betød for dig, og hvor ustabilt dit forhold til ham var. For det er en indre far, du nu trænger til for at kunne trives. De karakteristiske eller arketypiske faderkvaliteter såsom
selvberoenhed, selvdisciplin og evnen til at acceptere ansvar og begrænsninger skal findes i dig selv, for ingen udefra er i stand til at forsyne dig med dem på det niveau, du har behov for. Din skjulte identifikation med din far kan have fået dig til
at forsøge at blive som han og indrette dig efter hans værdinormer for at opnå hans kærlighed og støtte; og det betyder, at du ikke altid er sandfærdig over for din egen natur og dine egne behov. Når du bliver i stand til at forstå dit forhold til din
far bedre og kan acceptere dit behov for at vælge din egen vej i livet, så vil du også kunne afbalancere dit dybe ønske om sikkerhed og rødder med et personligt, uafhængigt selvudtryk.
Foruden dette dominerende billede findes der en anden figur aftegnet i dit fødselshoroskop, som gør din oplevelse af din far yderligere kompliceret.
En flygtig og skuffende skikkelse
Du oplevede ikke noget solidt og støttende forhold til din far, for han var ikke rigtig tilgængelig for dig - enten fordi du følte, at hans personlighed var for distanceret, tilbagetrukken eller svag til, at han kunne engagere sig ærligt i dig, eller
fordi han var fysisk fraværende i dit tidlige liv. På en måde har du været nødt til at give afkald på forholdet til ham, og du indeholder derfor en bedrøvelse og en længsel efter det, du ikke fik. Samtidig ejer du en stærk tendens til at idealisere
din far og retfærdiggøre hans utilnærmelighed ved at give dig selv skylden. Du indeholder derfor sandsynligvis stor forvirring, både med hensyn til dine følelser for din far, og med hensyn til dit eget værd - for du er tilbøjelig til som voksen i det
skjulte at betragte andre som herrer over din følelse af selvværd.
Behovet for at være far for sig selv
Da din tidlige oplevelse af din far på en eller anden måde har forekommet dig vag og uvirkelig, har du været nødt til at arbejde på at udvikle de faderlige egenskaber i dig selv, såsom ambition, vilje og beslutsomhed. Du kæmper bestandig mod en
tilbøjelighed til at vente passivt på, at nogen eller noget - en form for fadererstatning -vil vise sig og give dig drivkraft og styrke til at nå dine mål; men sådanne fadererstatninger vil uundgåeligt vise sig at være en skuffelse. Dog kan din
oplevelse af den fraværende far bibringe din personlighed mange kreative aspekter, herunder især åbningen ind til åndens og fantasiens liv. For din længsel efter at genvinde det, du har mistet, kan i sidste instans føre dig ind i den transpersonlige
verden, som er den guddommelige faders domæne - nemlig området for dine egne spirituelle værdier. Dette kan, sammen med de mere realistiske egenskaber du har måttet kæmpe for at udvikle, bibringe dit liv stor dybde og mening, således at din barndoms
afkald i virkeligheden kan lede til noget større.
Billedet af moderen i en mands horoskop
Ligesom faderen er moderen ikke blot en person. Hun er også et symbol på et essentielt princip i tilværelsen og på en indre dynamik eller synsvinkel, hvorigennem vi relaterer os til livet. Det billede af moderen, der er aftegnet i dit fødselshoroskop,
beskriver derfor tre forhold. For det første er det en subjektiv beskrivelse af de egenskaber, der var mest fremherskende i dit forhold til din mor. Mange af disse kender du allerede, men nogle kan være overraskende, fordi de afspejler ikke alene
hendes ydre adfærd, men tillige hendes indre liv - den side af hende, som var uudtrykt, og som derfor havde stor magt i sin virkning på dig. For det andet er moderbilledet i dit horoskop et portræt af, hvad det feminine repræsenterer for dig - hvordan
du oplever kvinder, og hvordan du forholder dig til de emotionelle og instinktive sider af din egen personlighed. Og for det tredje er det et billede af dine egne moderegenskaber - for mænd er også i besiddelse af moderlige egenskaber - din evne til
at give næring til og drage omsorg for dig selv og andre, din følelse af tryghed og tillid til livets essentielle godhed, og din evne til at flyde med tid og omstændigheder og instinktivt vide, hvornår du skal vente og klogt acceptere de situationer,
livet bringer.
En figur med stærke emotionelle behov
Det subjektive billede af din mor, som findes aftegnet i dit fødselshoroskop, er stærkt og gennemtrængende. Som psykologisk indflydelse var hun formodentlig den mest dominerende af dine forældre i din barndom - også selvom hun i ydre adfærd virkede
mest ydmyg. Din mors magt lå på det emotionelle plan, og hun havde evnen til at influere på den følelsesmæssige atmosfære i din barndom via sine sindsstemninger og via det, hun undlod at sige og gøre, fremfor det, hun reelt ytrede. Uanset
adfærdsmæssige hæmninger udadtil, var hun formodentlig dybest set en lidenskabelig og emotionelt krævende kvinde, i stand til at vise enorm loyalitet, men også i stand til at vise enorm vrede, hvis hun blev nægtet den emotionelle næring, hun hungrede
efter.
Elendighed, frustration og vrede
Meget i dette moderbillede er utroligt kreativt, for det afspejler følelsesmæssig rigdom og dybde og en god evne til udholdenhed og selvopofrelse i mødet med skuffelser, altsammen noget, der ligger gemt inden i dig, og som bibringer dig en umådelig
indre styrke og stort mod. Problemet er, at din mor sandsynligvis var dybt ulykkelig og utilfredsstillet i sine emotionelle behov og indvendig bar rundt på en stor vrede, ja ligefrem depression og fortvivlelse. Jo bedre dette blev skjult, desto dybere
effekt havde det på dig, for du nærer muligvis en indre uforklarlig, men dyb mistillid til livet og til kærligheden - især kærligheden i et forpligtende forhold.
Du ejer en vis frygt for at blive domineret eller manipuleret med af kvinderne i dit liv, for du er tilbøjelig til at se din mor i dem.
Formodentlig var din mors ægteskab en skuffelse for hende, og dette er gået videre til dig i form af en ubevidst forventning om sorg, bedrøvelse og skuffelse i enhver dybere emotionel udveksling med et andet menneske, enten for dig selv eller for din
partner. Du har brug for at betragte denne mørke side af din mor med større ærlighed og medfølelse, for ellers risikerer du at bringe denne nedarvede bitterhed med dig ind i dine egne forhold. Du er indimellem tilbøjelig til at føle vrede og sorg uden
egentlig grund, samtidig med at du måske prøver på at undgå at binde dig dybere, netop på grund af frygten for at ende som din mor eller for, at du vil blive opslugt af en partner på samme måde, som din mor ubevidst drog næring fra sine egne
familiemedlemmer for at finde mening i sit liv.
Hvis du kan forstå, at dybe følelser ikke nødvendigvis resulterer i smerte og frustration, og at din mor af årsager, hun selv bedst kender, valgte at blive i en situation, som gjorde hende ulykkelig, så vil du kunne lære at fæste lid til dine egne
stærke emotionelle behov. Dine dybe følelser er en gave, ikke en forbandelse, og de vil ikke gøre dig ulykkelig i samme sekund, du lærer at stole på andre; og hvis du kan lære at adskille din egen livsoplevelse fra din mors magtfulde skikkelse, kan du
begynde at trække på de positive sider af de egenskaber, du deler med hende -nemlig et stærkt hjerte og en dyb medfølelse med andres smerte.
Der er endnu en figur aftegnet i dit fødselshoroskop, som på en vis måde er i modstrid med den oplevelse af din mor, som hidtil er blevet beskrevet.
Den indespærrede ånds skjulte eksplosivitet
Din mor havde en skyggeside, som er meget forskellig fra den emotionelt afhængige og konventionelle person, du kan have oplevet bevidst i din barndom. Hun var nemlig i besiddelse af en stærkt uafhængig og original ånd og var på mange måder forud for
sin tid - hun havde formodentlig brug for en erhvervsmæssig eller kreativ kanal for sine usædvanlige ideer og sit behov for frihed fra for mange hjemlige bånd. Men det er sandsynligt, at hendes egne værdinormer - der udsprang af hendes egen barndom -
gjorde det vanskeligt for hende at acceptere denne side af sig selv, for at udtrykke en sådan uafhængig natur kan have forekommet hende selvisk og ondt. Så hun fortrængte den formodentlig, og du har ubevidst arvet den anspændthed, eksplosivitet,
irritabilitet og frygt for at blive fanget i en fælde, som plagede hende indvendig.
At skabe balance mellem uafhængighed og emotionelle behov
Måske trænger du til at blive mere bevidst om denne side af din mor, for også du besidder en stærk vilje og en uafhængig ånd, og du vil være nødt til at give udtryk herfor i en kreativ afbalancering med dit eget ønske om sikkerhed og parforhold.
Oplevelsen af denne dynamiske, ubevidste side hos din mor har efterladt dig med en vis indre ængstelse - som i dit voksenliv kan komme til udtryk i form af frygt for pludselige omskiftelser og sammenbrud. Du kan også være bange for at blive fanget
ind, som hun, og dyrke din uafhængighed til det ekstreme. Dette er en arv fra din barndoms atmosfære af undertrykt anspændthed. Prøv at konfrontere dig ærligt med din mors komplicerede karakter, for hvis du kan se hendes indre splittelse, vil du bedre
kunne forstå din egen - og vil derfor være i en meget bedre position til at give udtryk for de kreative sider af denne originale, opfindsomme og frihedselskende natur, uden at gøre vold på dit behov for emotionel binding.
V. PARFORHOLD
Relationer er noget af det mest mystiske, berigende og frustrerende i al menneskelig erfaring. Såvel astrologien som psykologien belærer os om, at intet af det, der forekommer i et forhold mellem mennesker, er tilfældigt - hverken forholdets
begyndelse, dets svingninger, konflikter eller dets afslutning. Men astrologien kan ikke udtale sig om, hvorvidt du er "skabt" til at få et godt eller et dårligt ægteskab, eller hvorvidt du bør slå dig sammen med en Krebs eller en Skytte. Dit
fødselshoroskop beskriver dine indre karaktertræk og således også hvilken form for adfærdsmønstre, behov og tvangsforestillinger, du er tilbøjelig til at bringe med ind i dit forhold til andre. Du kan ikke blive en anden eller returnere dit
fødselshoroskop med begæring om et nyt sæt karaktertræk. Men du kan være mere eller mindre bevidst; og du har altid lov til at betragte dine egne problemer, at tage dig af de behov, som er dit eget ansvar og ikke dine forældres, og at reagere kreativt
på både glæde og smerte.
De følgende afsnit beskriver dine holdninger, behov og typiske adfærdsmønstre i tætte relationer til andre. Denne beskrivelse er udformet i henhold til din omgang med kvinden i dit liv. Såfremt du er involveret i et nært forhold til én af dit eget
køn, vil du dog erfare, at de samme holdninger, behov og adfærdsmønstre også gælder her. Uanset din seksuelle smag så er du dig selv - og det er din indre natur, der i sidste instans dikterer retningen for dit kærlighedsliv.
Forskellige temaer i forbindelse med kærlighedsforhold er allerede blevet omtalt i de foregående kapitler, hvor de dominerende og grundlæggende arketypiske figurer i dit fødselshoroskop er blevet beskrevet. Den følgende beskrivelse vil derfor i nogen
grad gentage og uddybe dele af det, der allerede er blevet sagt. Noget kan også være i modstrid hermed og indikerer dermed en indre modsigelse i din holdning til kærlighedsforholdet.
Tiltrækning til en rationel partner
Du lever så tæt på det ubevidstes umådelige og frugtbare dybder, at du nemt vil kunne inflatere - hvilket betyder, at du i den grad har vænnet dig til fantasiens mange skatte, at du nemt kan begynde at føle, at du er alt for speciel, unik og begavet
til at skulle bekymre dig om mere verdslige forhold. Du har lært at flyde med fantasiens strøm og har derfor ikke udviklet evnen til klar analyse og beslutningstagen i den ydre verden. Da din natur er så stærkt præget af poesi og romantik, tiltrækkes
du af kvinder, der er i stand til roligt og klart at bringe orden i deres eget liv - og som, håber du i al hemmelighed, også vil bringe orden i dit og spare dig for besværet.
At lære at respektere praktisk sans
Et forhold til et mere rationelt og analytisk temperament kan være meget frugtbart for dig. Men du vare dig for inflationen, for du vil nemt kunne tro dig selv fritaget for verdslige affærer og derfor uafvidende begynde at behandle din partner som en
mellemting mellem en stuepige, en bogholder og en pressechef, der vil afholde den stygge omverden fra at trænge sig ind over dit hellige domæne. Prøv at lære at værdsætte din partners evner lige så højt som dine egne, for du har brug for hende til at
lære dig at forholde dig til dine egne verdslige affærer med klarhed og pragmatisme fremfor at forvente, at hun ordner det hele for dig. Du ville ikke overleve længe på et kvistværelse, hvis ikke en eller anden holdt øje med elektricitetsregningen,
børnenes skolegang og de venner, du har glemt, du har inviteret til middag. Så meget desto bedre, hvis du kunne afbalancere din livslange søgen efter den Hellige Gral med lejlighedsvise afstikkere ind i den almindelige kommunikation. Begge verdener er
virkelige, værdifulde og nødvendige, og du har brug for en partner, der kan dele dem begge med dig.
Hjemlig hygge er ikke nok
Du ejer evnen til at vise ægte venskab over for dem, du elsker; og i sidste instans kan dette have større betydning for dig og for dem og vare længere, end mere konventionelle og sentimentale kærlighedserklæringer. Du er i stand til at lade din kvinde
eksistere som et særskilt individ uafhængigt af dit behov for hende, og det betyder, at du er dybt tolerant - selv når du er vred eller fornærmet. Din partners idiosynkrasier overrasker dig ikke, for du ved, at alle arter er lige nødvendige i verden;
og hvadenten du befinder dig i et veletableret forhold eller ægteskab eller ej, er du ikke tilbøjelig til at begrænse din menneskelige kontakt til ét menneske. Hvis du har en partner, der af natur er mere emotionelt afhængig eller hjemligt orienteret
end du, kan din åbne og venskabelige holdning volde visse problemer; og du er nødt til at være meget klar og ærlig over for dig selv med hensyn til, hvordan du har brug for at indrette dig i et forhold, for du er ikke god til at lyve og vil være
lykkeligst ved ikke at skulle søge tilflugt i bedrag. Men det er ikke seksuel promiskuitet, der driver dig; du er tværtimod interesseret i mennesker af begge køn og med alle former for social baggrund, og hvis dit arbejde og dit personlige liv
indeholder tilstrækkeligt med interessante kontakter til at imødekomme dit behov for at være verdensborger, vil du kunne være lykkelig i et stabilt og varigt parforhold.
Et behov for dybde og ærlighed i parforholdet
Du kender til sider af kærligheden, som du bestemt ikke har læst om i æventyr, dameblade eller skolebøger for første klasse. Du accepterer instinktivt den kendsgerning, at det menneskelige hjerte er sammensat og sommetider vildt; samt at, når man
elsker dybt, kan man også hade den elskede på grund af den magt, hun i så fald udøver. Du er ikke bange for at opleve emotioner, som andre anser for ukonventionelle, destruktive eller mørke, selvom du naturligvis ikke altid vælger at stille disse
emotioner til skue i butiksvinduet for din kvinde. På grund af denne evne til sympati med kærlighedens mørkere aspekter kan du vise virkelig forståelse og rummelighed over for din partners kompleksitet; og selv når du er blevet dybt såret eller er
meget vred, indeholder du stadig en skjult sympati med det, der drev hende til sårende og destruktiv adfærd. Kort sagt, du er ikke naiv, selvom du måske kræver meget af den, du elsker; og du vil hellere have et vanskeligt forhold, der giver mulighed
for virkelige konfrontationer og lidenskaber, end et overfladisk forhold, hvor du og din kvinde opfører jer upåklageligt, men hvor I aldrig berører hinandens sjæl.
Lidenskaberne vækkes ved udfordringer
Du kan som alle andre indimellem have tilbøjelighed til idealiserede forestillinger om kærligheden; men du er ikke tilstrækkeligt romantisk til at kunne ignorere dit behov for udfordringer, konflikter og et lejlighedsvist gedigent skænderi i dine nære
relationer. Noget i dig bliver kun seksuelt optændt, når du møder en kvinde, som kan tage kampen op med dig, og som ikke tillader dig at dominere hende; for selvom du reagerer positivt på skønhed og harmoni, reagerer du i endnu højere grad på
lidenskaber, og en af de primære ingredienser i lidenskaberne er kampen. Du gør derfor klogt i at tilpasse dig dette behov i livet, for hvis du i for lang tid forsøger at holde kærligheden på en alt for glat, fredsommelig og behagelig kurs, vil du
sikkert opleve, at kærligheden fortsat er til stede, men at begæret forsvinder, blot for at dukke op et andet sted. Du har brug for ærligt og åbent at give udtryk for din glæde ved at forsøge at dominere din kvinde, for du er temmelig selv-centreret i
kærlighedsanliggender og finder ingen nydelse ved kompromiser; men du har også brug for at acceptere den kendsgerning, at såfremt du har den rette partner, vil hun tage kampen op. Måske burde du have et af den slags forhold, hvor hyppig højtråben,
smadring af tallerkener og smækken med dørene kan høres til stor fornøjelse for naboerne. Du vil opdage, at det øjeblikkelig genopretter interessen og tiltrækningen, såfremt den skulle være begyndt at aftage med årene og familiariteten.
VI. VEJEN TIL INTEGRATION
Som du har kunnet se af de foregående sider, giver dit fødselshoroskop et detaljeret og dybtgående billede af mange aspekter af dit liv. Det er også muligt at se horoskopet på større afstand og bruge en teleskopisk synsvinkel fremfor en mikroskopisk -
således at der fremkommer et fokuseret overblik over spillet. I det følgende vil der blive fremsat nogle forslag til, hvorledes du ved en bevidst indsats kan forbedre dine muligheder for at opnå større harmoni mellem de forskellige dele af dig selv og
styrke det personlighedscentrum, som i psykologien kaldes ego'et eller "Jeg'et". Den fri vilje includerer ganske vist ikke muligheden af at blive en anden. Men den kan includere evnen til at stå fast i midten af dit horoskop og føle dig i kontakt med
de forskellige aspekter af din psyke, fremfor at vandre omkring i blinde og føle dig magtesløs og forfulgt af indbyrdes modstridende strømninger og impulser i dig selv og i verden omkring dig. To mennesker kan have visse astrologiske mønstre, der
ligner hinanden; men den ene bliver kastet rundt af sine dæmoner som en lille båd uden ror på et oprørt hav, mens den anden på en eller anden måde forbliver personligt solid og virkelig og derfor er i stand til at navigere båden klogt gennem oceanets
skiftende strømme.
At forsone sig med dagliglivets rytme
Du vil aldrig blive tilfreds ved at prøve at undslippe det almindelig livs begrænsninger. Uanset din kreative begavelse og styrken af din personlighed, vil vejen mod indre fuldbyrdelse for dit vedkommende ligge i en forsoning med det jordiske livs
ritualer og rytme - herunder anvendelsen af tid og omsorgen for krop og sjæl. Du har brug for at lære kunsten at håndtere de små ting - at påskønne hvert eneste øjeblik på dagen og nære omsorgsfuld opmærksomhed over for de detaljer, der giver hver
eneste time dens særlige kvalitet. Din fysiske krop kan blive din bedste ven og vejleder, for jo større harmoni du opnår i forholdet til dine egne naturlige vaner og rytmer, desto større fred vil du opleve. Forhold som sund kost, tilstrækkelig søvn og
den opmærksomme lydhørhed over for kroppens advarselssignaler er vigtige elementer i denne afstemning. Det samme gælder den omsorg og kærlighed, du tildeler almindelige arbejdsopgaver, uanset hvor banale og hverdagsagtige de måtte forekomme. Kort
sagt, din fuldbyrdelse kan kun opstå gennem et harmonisk forhold til tiden, materien og det totale livs cykliske natur, i det store såvel som i det små. Uden dette forhold vil intet af det, du opnår, stille dig fuldkommen tilfreds; for du har i højere
grad end de fleste behov for at forankre dine færdigheder og dine personlige aspirationer i din jordiske dagligdag, samt for at tjene den daglige rytme, der ikke er mindre guddommelige end de mere strålende spirituelle forestillinger om virkeligheden.
Men en sådan anerkendelse af de almindelige tings betydningen kan volde dig bryderier, for du nærer en sand troskab mod en indre vision, der søger at transcendere det verdslige liv. Dette betyder, at du muligvis må arbejde temmelig hårdt for at finde
en passende balance; for skønt din natur stræber efter at forlade jorden, vil din krop sandsynligvis kalde dig tilbage - måske endda temmelig tvingende - såfremt du identificerer dig for stærkt med fantasiens og åndens mytiske figurer. Et forsøg på at
forankre dig selv til jorden vil ikke smadre din vision eller ødelægge din tro. Det vil blot forbedre den kanal, dine visioner strømmer igennem - nemlig dig selv som en levende og almindelig person, der er i stand til at omgåes begrænsninger og
skuffelser i lige så høj grad som skønhed og magi.
At konfrontere sig med den indre verdens kaos
Der er et område af tilværelsen, hvor ethvert forsøg fra din side på at opnå indsigt i din egen frygt vil resultere i en stærkt øget selvtillid og selvrespekt. Du er tilbøjelig til at trække meget skarpe grænser mellem din rationelle bevidsthed og det
kaos, der findes i dit indre dyb; for du frygter det kollektivt ubevidste hav, der omgiver dig og truer med at opløse din individualitet. Det er ikke blot dine egne personlige følelser, du flygter fra; det er det dybere niveau af menneskelig lidelse,
mørke og længsel, der skræmmer dig, og som dine egne følelser åbner døren til. Og dog fascineres du af dette ocean, som konstant puffer til dig - i form af fobier, drømme, besættelser, psykosomatiske symptomer eller andre symboler på et autonomt liv,
som har sin egen intelligens, og som du ikke kan kontrollere. Du er nødt til at konfrontere dig med det ubevidstes udfordring og udforske dets dybder ved at arbejde med dine egne følelser, din familiebaggrund og dine drømme. For ved at konfrontere dig
med vanskelighederne ved den usynlige og irrationelle indre verden, vil du i første omgang lære, hvordan du skal bære dig ad med at svømme rundt derinde, og siden hvordan du kan arbejde kreativt med den. Og en god svømmer behøver aldrig være bange for
at drukne, uanset hvor dybt vandet er.
Så noget af det, du frygter mest - nemlig emotionel fortræd, afvisning og ydmygelse - kan blive den uforgængelige basis af selverkendelse, hvorfra du kan udvikle større tillid til dig selv og dit værd som almindeligt menneske. For ved at konfrontere
dig med dine emotionelle hæmninger og din frygt, vil du kunne helbrede områder i dig selv, der er fulde af sårede følelser og selvforsvar; og dette vil bibringe dig langt større værdsættelse af din krop, dine daglige behov, og din gyldighed som
individ. Og den psykologiske indsigt, du derved opnår, vil i sidste instans kunne udvikles til helbredende evner, der kan blive til stor gavn for andre, som endnu ikke har fundet vej ud af deres emotionelle vanskeligheder.
|