Årsanalyse
fra Januar 2011
for Barack Obama, født 4 August 1961
Tekst af Liz Greene, Copyright © Astrodienst AG 2011
EJAN 6212.502-19, 10.1.11

Indholdet af denne Årsanalyse Januar 2011 indtil December 2011

I. Introduktion

II. Årets vigtigste temaer

Den dominerende energi Konflikter i kærlighed Musik fra en anden verden Et andet vigtigt tema Store forventninger Der er ingen grænser

III. Vigtige tendenser på de enkelte livsområder

1. Følelsernes sfære
Glæden ved kammeratskab Bedrøvede tanker Følelsesmæssige skuffelser En ustabil periode

2. Den fysiske verdens sfære Nye retninger Skuffede mål At sætte spørgsmålstegn ved fremtiden

3. Den mentale sfære
Ny inspiration Byrdefulde tanker For mange ideer

4. Den spirituelle sfære
Et sløret udsyn Tab af livsretning

5. Det Indre Selvs sfære
Meningen med historien Gentagelse af fortiden Advarsel: sprængfare Karakterdannelse Lær at respektere grænser Spændinger og frugtbargørelse

IV. Konklusion

Appendiks
Forslag til yderligere læsning Tekniske oplysninger

to top

Kapitel I

to top

INTRODUKTION
TIDENS BETYDNING

Mange mennesker tror, at astrologien bliver brugt til at forudsige bestemte begivenheder, og at anerkendelsen af astrologiens gyldighed indebærer en accept af fatalisme og en benægtelse af individets frie vilje. I århundreder har astrologiske forudsigelser så afgjort spillet en vigtig rolle i verdenslederes liv og nationers skæbne. Men forudsigelighed og den skæbne, som det indebærer, er et langt mere kompliceret emne end blot en form for skæbne, som "står skrevet i stjernerne", og som individet ikke kan stille noget op over for. På de følgende sider bliver dit fødselshoroskop analyseret ud fra de planetbevægelser, som finder sted i det kommende år. I en vis forstand er der tale om en "forudsigende" analyse. Men formålet med den er ikke at spå om konkrete begivenheder. Det er en undersøgelse af de indre forandringer og cykluser, som opstår hos hvert eneste menneske, og som ofte på mystisk vis falder sammen med begivenheder i den ydre verden. Disse planetbevægelser fortæller os ikke, hvad der VIL ske. De beskriver det stade, som individet har nået i sit liv, og hvilken form for reaktion man kan forvente på nogle ydre situationer, som kunne finde sted på et hvilket som helst andet tidspunkt, men som kommer til at betyde noget særligt på grund af det særlige tidspunkt, som de optræder på.

Den tyske digter Novalis skrev engang: "Skæbne og sjæl er to betegnelser for det samme princip." Denne dybsindige fornemmelse af identiteten mellem den indre og den ydre verden er ofte vanskelig at opnå for den, der ikke er bekendt med astrologiens dybere, psykologiske dimensioner. Carl Jung genlød af Novalis' udtalelse, da han sagde, at et menneskes liv er en karakteristik af den pågældende person. Vi er nogle komplicerede væsener med mange facetter, og alle de forskellige sider af den menneskelige psyke vil før eller siden forsøge at finde en plads i lyset og blive udfoldet i den ydre verden. Men nogle sider af personligheden er ifølge sagens natur i konflikt med andre sider. Nogle vil skubbe andre til side, fordi vi identificerer os med dem på bekostning af andre, mindre udviklede egenskaber. Den menneskelige udvikling finder ligesom den hos alle andre levende væsener sted trinvist, i en udfoldet dans mellem sammenvævede temaer. Når tidspunktet er rigtigt, vil bestemte sider af individet stræbe efter at komme til udtryk. For at realisere dette udtryk kan vi blive nødt til at fremkalde nogle ydre situationer, eller vi oplever måske, at vi bliver tiltrukket af nogle ydre situationer, som gør os bevidste om det, som vi før var ubevidste om.

Nogle begivenheder i livet er ikke et udtryk for individuelle behov, bevidst eller ubevidst. De afspejler store, kollektive bevægelser, som vi alle kan blive fejet med af. Krige, epidemier, hungerkatastrofer og masseudryddelser kan fortrænge enhver individuel bestræbelse på bevidstgørelse eller personligt valg. Men på de områder, hvor vores liv er vores eget og ikke blandet sammen med kollektivet, kan der være mange niveauer, hvor vi kan udfolde vores individuelle horoskopmønster. Vi kan ikke med sikkerhed vide, om bestemte begivenheder er uundgåelige, eller om de med en vis forudseenhed kan undgås eller ændres. Vi kan ikke være sikre på, i hvilket omfang det er påkrævet, at vi gennemfører eller modvirker konflikter, som har været en del af slægtens psyke gennem mange generationer. Disse ting bidrager til det, vi bredt kalder for "skæbne". Ligeledes kan de valg, som vi foretager på et hvilket som helst tidspunkt i livet, have uforudsete og langtrækkende konsekvenser for de begivenheder, som finder sted senere. Årsag og virkning kan spille en større rolle for vores "skæbne", end vi er klar over. Men det, der bliver klart gennem studiet af astrologien, er, at ingen ydre begivenhed er tom for mening eller uden forbindelse med individuelle, psykologiske temaer. "Held" og "uheld" handler slet ikke om held, men afspejler det, som i det gamle Grækenland var kendt som kairos - det rette tidspunkt.

En analyse af årets planetbevægelser ved hjælp af en computer er nødvendigvis begrænset, først og fremmest fordi en computer ikke kan vide, hvad en person har lært af sine tidligere erfaringer. Hvert eneste skridt i livet bearbejdes af den individuelle bevidsthed, og graden af vores selvbevidsthed og forståelse af vore dybere behov og konflikter kan have en stærk indvirkning, ikke bare på hvordan vi reagerer på begivenhederne, men på begivenhederne selv. Bevidstheden, og ikke skæbnen, kan afgøre, om vi er i stand til at forvandle en smertefuld eller vanskelig periode til en tid præget af indre styrkelse og selverkendelse, og om vi kan udnytte det rette øjeblik til at udvikle nogle færdigheder eller forfølge nogle mål, som vi måske ikke tidligere har anset for mulige. Vore valg kan være begrænset af vores genetiske arv på det psykiske plan og af sociale og kollektive faktorer, som sætter grænser for vore vækstmuligheder. Vi kan også være begrænsede af vores tvivlen på os selv og vores egen blindhed og kan ende med at besegle vores skæbne ved at reagere blindt på de emotioner, som en bestemt situation vækker hos os.

De følgende afsnit skitserer blot nødtørftigt de mulige områder, hvor der ifølge årets planetbevægelser kan indfinde sig nogle ydre begivenheder. De fokuserer primært på de indre udviklinger, konflikter, forandringer og erkendelser, som afspejler periodens egentlige betydning. Vi betragter den ydre verden med særdeles subjektive øjne og tolker begivenhederne ud fra vores egen, højst individuelle, psykiske konstitution. Det ene menneske kan betragte et glas med vand og sige: "Åh, det er halvfuldt, der er rigeligt for mig at drikke." En anden kan betragte det samme glas og erklære: "Åh, det er halvtomt, der er ikke nok for mig at drikke." Den ene kan betragte afvisningen fra en afholdt person som et udslag af den andens fejl og mangler. En anden kan betragte det som en mulighed for en dybere undersøgelse af egne forventninger og formodninger i forbindelse med kærlighed. Når en gruppe mennesker beskriver den samme begivenhed, beskriver de den på lige så mange måder, som der er personer i gruppen. Det, der i sidste ende betyder noget, er tidens betydning for hver enkelt af os som individ, og hvad tiden kan tilbyde os med hensyn til en større udfoldelse af vores egentlige selv.

to top

Kapitel II

to top

ÅRETS VIGTIGSTE TEMAER

De følgende afsnit beskriver de vigtigste planettemaer, som med stor sandsynlighed vil dominere året, og som kan gennemsyre så godt som hvert eneste område af dit liv. De er som grundtonen i et stykke musik og angiver det grundlæggende tempo og tonenøglen. Selvom andre planetbevægelser kan udgøre en art musikalsk modstykke og betone særlige emner på forskellig måde i løbet af de kommende tolv måneder, så vil disse grundtemaer udgøre det generelle bagtæppe for dette særlige trin i din udvikling.

to top

Den dominerende energi

Da du har tendens til at leve i en romantisk fantasiverden, vil du sandsynligvis føle stor tilfredsstillelse og opfyldelse ved de grundliggende energier, som er virksomme i det kommende år. Selvom du skulle støde på skuffelser eller omvæltninger i din personlige tilværelse, vil disse sandsynligvis være ledsaget af en øget selvtillid og en fornyet påskønnelse af dit individuelle værd. Dine sanser er muligvis usædvanligt levende og åbne over for alt smukt i livet, og dine møder med andre vil formentlig blive dybe og meningsfulde, om end måske ikke altid nødvendigvis harmoniske. I løbet af denne periode kan du forfine din smag, åbne op for nye, kreative eller kunstneriske kanaler, omdefinere dine værdier og rette opmærksomheden mod det, det virkelig gør dig lykkelig. En sådan afklaring kan også indebære, at du finder ud af, hvad der gør dig ulykkelig, eftersom det ene ikke giver mening uden det andet. Det er grunden til, at du måske bliver tvunget til at konfrontere dig med nogle vanskelige problemer i forbindelse med andre mennesker og forholde dig til så vigtige emner som kompromis, rivaliseren og dette at forpligte sig eller binde sig. Men selvom vejen frem måske indimellem synes meget ujævn, vil der sandsynligvis ikke være tale om en trist eller deprimerende periode. Du åbner dig på det følelsesmæssige, seksuelle og æstetiske plan, og du får mulighed for at finde ud af, hvad der for alvor får dit hjerte til at synge. Selvom du måske også har været optaget af universelle spørgsmål tidligere, vil du i løbet af det kommende år sandsynligvis få et dybt indblik i, hvorfor din personlige tilfredsstillelse udgør en vigtig bestanddel af enhver form for stræben mod højere oplevelser.

to top

Konflikter i kærlighed

prog. Sol kvadrat Venus: Midten af Juni 2011 indtil slutningen af Juni 2013

Der er sikkert nogle frustrerede følelser, som forstyrrer din personlige tilværelse lige nu, og du kan opleve skuffelser, ubeslutsomhed eller sårethed i forbindelse med dine nære relationer. Din individuelle udvikling er lige nu i konflikt med nogle idealer og forudfattede meninger om kærligheden, som du har haft længe, og du kan blive nødt til enten at ændre disse idealer eller forlade forhold og værdier, som du er vokset fra. Problemet er, at du måske ikke helt indser, at det er dig selv, der forandrer dig. Du vil kunne skyde skylden for din ulykke på en person, du holder af, som synes at fjerne sig fra dig eller søge kærlighed andre steder. Men det er muligt, at du selv inderst inde har behov for større råderum eller mulighed for at finde en lykkeligere tilværelse, for de værdier, som du engang hyldede, kan med tiden have vist sig ikke længere at være mulige for dig at efterleve.

Dit kærlighedsideal har formentlig haft tendens til at være koncentreret om en uhæmmet udfoldelse af nogle store, romantiske drømme. Det er ikke fordi, der er noget galt med dine idealer. Men lige nu stræber du måske efter større frihed og en bedre definition af dig selv som individ, og dette kan dybest set være uforeneligt med de pågældende idealer i den udgave, hvori du har viet dig til dem og efterlevet dem. Du behøver ikke at forlade nogle værdier, som giver dyb mening for dig. Men det kan være nødvendigt, at du ændrer de strukturer og områder, hvor de pågældende værdier er kommet til udfoldelse i dit liv. Hvis du er ude af stand til at gøre dette, kan du ende med at skulle skilles fra et menneske, som udlever behovet for forandring og vækst for jer begge. En følelse af dyb desillusionering kan ledsage de forandringer, du gennemlever i denne tid. Men pas på ikke at kaste alt, hvad du har troet på, over bord. Hvis din drøm om kærlighed har været sund og rigtig for dig, vil du være i stand til fortsat at leve med den - i et eksisterende, men meget forbedret forhold eller sammen med en anden.

Forsøg at undlade at gå til yderligheder i vrede og jalousi. Jalousi kan være et væsentligt tema i øjeblikket, idet en af de måder, hvorpå du kan komme til at skulle konfrontere dig med uoverensstemmelsen mellem din individualitet og dine tidligere værdier i forbindelse med parforhold, kan være den 'evige' trekant, hvor du kommer til at stå ansigt til ansigt med en rival eller selv bliver splittet mellem to mennesker, som du føler dig stærkt knyttet til. Rivaliseringstemaer i forbindelse med parforhold er altid vanskelige og smertefulde, men de kan også tjene til at kaste lys over de egenskaber, som du selv har brug for at udvikle, men som i øjeblikket synes at tilhøre en anden. I stedet for at beskylde andre for at ødelægge dit liv bør du forsøge at huske, at ingen tredjepart kan ødelægge noget, som to mennesker har opbygget solidt sammen; men praktisk talt en hvilken som helst tredjepart kan vælte en bygning, som er opført på et svagt fundament. Din vej kan være lidt ujævn i en periode, men det går over. Og selvom du måske føler dig såret og vred lige nu, vil du måske opdage, at lykken kun er mulig for dig i fremtiden, hvis du er rede til at acceptere det eftersyn, som din personlige tilværelse formentlig udsættes for i øjeblikket.

to top

Musik fra en anden verden

Neptun trigon Venus: Slutningen af Marts 2011 indtil midten af Januar 2014

De samme temaer betones også af:

Neptun opposition prog. Venus: Midten af April 2009 indtil slutningen af Januar 2016

Dette kan blive en fortryllende periode i din personlige tilværelse, for din romantiske fantasi bliver kraftigt stimuleret, og måske søger du en sjælelig forening, som overskrider almindelige fysiske og følelsesmæssige behov. Dine følelser er formentlig ganske mystisk betonede og dybt medfølende, og i denne tid kan du opleve medlidenhed som et vigtigt aspekt af kærligheden. Du kan blive stærkt tiltrukket af mennesker, som er svagere end dig, eller mennesker, som har haft store lidelser i livet på en eller anden måde. Dit åbne hjerte kan også være ekstremt lydhørt over for musik, poesi og andre medier, som formidler de ubeskrivelige sider af kærligheden og den menneskelige længsel. Hvis du er engageret i kreativt arbejde, kan det blive en umådeligt produktiv tid, for den slags ophøjede følelser kan give det, du skaber, dybde og almengyldighed og øge din påskønnelse af skønheden på alle planer. Selvom perioden romantisk set kan være fuld af magi, kan den også være bedragerisk fortryllende. Dine kærlighedsidealer er måske for høje, og du kan tro, at du har fundet det fuldkomne. Men når fortryllelsen har fortaget sig, skal du komme overens med et virkeligt menneske, og du risikerer at blive dybt skuffet, hvis du tror, at du i stedet har fundet noget overmenneskeligt.

Dine følelser kan i øjeblikket indeholde et stærkt selvopofrende element. Denne forkærlighed for selvopofrelse har altid udgjort en del af dit kærlighedsideal, og den vil formentlig være særligt intens i øjeblikket -måske for intens til dit eget bedste. Måske ønsker du at transcendere enhver form for fornøjelsessyge og lægge større energi i at gøre andre mennesker glade. Selvom sådanne følelser og de handlinger og beslutninger, som måtte udspringe af dem, kan bibringe dig en dyb fornemmelse af fred og sammenhæng med livet, vil det nok være klogt at huske, at du ikke altid vil føle helt den samme mangel på interesse for dine egne individuelle værdier og behov. I øjeblikket hælder dine idealer for kærlighed og menneskelig interaktion formentlig tungt i retning af selvfornægtelse, måske på grund af en spirituel overbevisning, og måske fordi det føles så godt at blive ført ud af sig selv. Men som tiden går, kan du komme til at fortryde, at du har foræret så meget væk med hensyn til personlige behov, resurser og grænser. Prøv at holde tingene i balance lige nu. Følg din vision, respekter din fornemmelse af en højere virkelighed og giv af dit hjerte og din loyalitet, hvis du føler, at du skal. Men prøv også at respektere dit eget selv, den krop du er inkarneret i, og den materielle verden du er inkarneret i; for disse ting fortjener også din kærlighed og hengivenhed. Og lad være med at forvente udfrielse gennem en person, som du elsker. Måske ser du et glimt af frelse og udødelighed i din elskedes øjne. Men visionen kan blegne, og til sidst bliver du nødt til at forholde dig til en almindelig person, der er lige så menneskelig, som du er.

­ ­ ­

to top

Et andet vigtigt tema

Der er en anden vigtig, virksom dynamik på færde dette år, som nogle gange vil støtte, andre gange modarbejde de energier, som er beskrevet ovenfor.

Du har tendens til at leve tæt på myternes verden, og livet skal have en særlig dimension, før du for alvor føler, at du lever. Derfor vil du sandsynligvis reagere positivt og kreativt på de nye opfattelser og oplevelser, som du formentlig støder på i det kommende år. Din sans for fremtidens potentialer kan blive kraftigt udløst, og du vil sandsynligvis finde selvtilliden og modet til at afprøve forskellige nye aktiviteter og muligheder. Sædvanligvis er du ikke bange for at gamble lidt med livet, og i de kommende tolv måneder kan du muligvis blive nødt til at risikere en del for at få mest muligt ud af de muligheder, som med stor sandsynlighed vil opstå. Det betyder ikke, at det bliver en dans på roser, og at du ikke behøver at anstrenge dig. Du har muligvis en tendens til at føle dig så speciel og heldig, at du mister kontakten med virkeligheden og ender i vanskeligheder på grund af uforsigtighed, ekstravagance, arrogance eller en tilbøjelighed til at udstille dig selv for at få opmærksomhed. Prøv at være vågen over for dine svagheder såvel som dine styrker lige nu. Det kan blive en periode fuld af gyldne muligheder og et stort udbrud af kreativ energi. En vis tilbageholdenhed og et skær af ydmyghed vil kunne hjælpe dig med at undgå at vække vrede hos andre, som måske føler, at du træder dem over tæerne.

to top

Store forventninger

prog. Sol trigon Jupiter: Begyndelsen af Juli 2010 indtil midten af Juli 2012

De samme temaer betones også af:

Jupiter kvadrat Sol: Begyndelsen af August 2011 indtil begyndelsen af April 2012

Jupiter opposition prog. Sol: Midten af Maj 2010 indtil begyndelsen af Februar 2011

Du føler dig sandsynligvis fuld af håb og selvtillid lige nu, men ikke på nogen overdreven eller naiv måde. Dine længsler og drømme for fremtiden er i harmoni med dine naturlige evner i øjeblikket, og det betyder, at det, du sigter mod, sandsynligvis er en autentisk afspejling af den person, du er. Du kan derfor støde på mange glimrende muligheder i denne tid og få udbytte af omgivelsernes støtte og opmuntring. Din intuition fungerer sikkert godt, og du er tilbøjelig til at betragte livet på en positiv måde. Disse egenskaber vil sandsynligvis, sammen med en tolerant og generøs indstilling, skaffe dig mange belønninger og fordele. Det vigtigste er, at du er tilbøjelig til at tro på dig selv, og dette kan føre dig langt i retning af helbredelse af tidligere sår, skuffelser eller nederlag. Måske indser du ikke blot, at du er acceptabel, præcist sådan som du er, men også at du kan skabe dig en bedre tilværelse ved hjælp af dine egne evner, bestræbelser og visioner. Du har muligvis en dyb forståelse af, at du ikke er begrænset af de vilkår, som du lever under; ej heller vil du være tilbøjelig til at blive bange ved udsigten til at følge dine fornemmelser og forfølge et mål, som andre måske ikke har mod til at opsøge.

Du vil muligvis føle dig særligt selvsikker og ekspansiv i forbindelse med følelsen af at være forbundet med en højere eller dybere virkelighed og livskilde. Kreativ inspiration eller en dyb, åndelig forpligtelse kan åbne døren til en følelse af medfølelse og samhørighed med andre. I øjeblikket føler du dig sandsynligvis mere end sædvanligt generøs, tolerant og forstående over for andres svagheder, og dette kan afspejle sig i en fornyet varme og hengivenhed i langvarige forhold og i en mulighed for nye tilknytninger. Hvis du indleder et eller flere nye forhold lige nu, vil de sikkert blive umådeligt positive for dig fremover, uanset om der er tale om romantisk kærlighed, eller om de varer ved. Grunden er, at uanset hvilke andre faktorer der måtte optræde i ligningen, vil du sandsynligvis lige nu knytte nogle dybe venskaber, baserede på intellektuel eller spirituel sympati, som vil bibeholde deres oprigtighed og gensidige respekt, selvom de romantiske følelser måske kølner. Mennesker, som kommer ind i dit liv lige nu, kan på en eller anden måde være forbundet med din fremtidige udvikling og fortsatte vækst; og uanset om dit engagement i dem er følelsesmæssigt, seksuelt, intellektuelt, materielt eller spirituelt, så kan kursen for din tilværelse blive ændret til det bedre.

Det kan vise sig at blive en meget gunstig periode, og på grund af din egen balance og indre sundhed er der kun ringe mulighed for ubehagelige kriser. Skulle du støde på vanskeligheder, vil du sandsynligvis håndtere dem med stor selvtillid, tro på tingene og en god dømmekraft. Prøv at udnytte de muligheder, du får, i stedet for blot at læne dig tilbage og nyde livet. Alle frø, du måtte så i øjeblikket, vil sandsynligvis senere afgive en fin høst, og det er værd at kombinere entusiasme, optimisme og intuitiv visdom med hårdt, praktisk arbejde for at sikre, at denne periodes såning og ekspansion bliver forankret solidt i virkeligheden. Enhver følelse du måtte opleve af fornyet tillid, vil ikke være baseret på blind tro eller løfter om fremtidig vinding. Den vil sandsynligvis være sundt forankret i en fornemmelse af din egen unikke identitet og skæbne og en positiv, men realistisk vurdering af dine styrker og svagheder som individ. Din dømmekraft er sandsynligvis god i øjeblikket, og din følelse af livets essentielle godhed kan som en magnet tiltrække den godhed, som findes overalt omkring dig.

to top

Der er ingen grænser

Jupiter kvadrat Jupiter: Slutningen af Maj 2011 indtil begyndelsen af Februar 2012

Det vil sandsynligvis blive en tid præget af rastløshed og uro, og du er måske bevidst om alle de evner, som du ikke har udfoldet, og alle de muligheder, du har ladet passere. Selvom sådan en utilfredshed hverken er negativ eller fuldstændig ubegrundet, bør du måske alligevel kigge omhyggeligt på din tilværelse i de kommende uger for at finde ud af, om du virkelig har brug for at foretage nogle mere radikale ændringer. Måske bliver du nødt til at overveje den måde, hvorpå du behandler spirituelle emner og forholder dig til den indre verden. Dette kan indebære en spirituel eller psykologisk udforskning af en uortodoks karakter. Selvom du måske er fuld af intuitive indfald og anelser om mulige, fremtidige retninger, er tiden sandsynligvis ikke inde til at handle eller beslutte sig. Der er tale om en tid, hvor du kan udvikle dine synspunkter og betragte livet i et bredere perspektiv; og dette kan hjælpe dig med at finde ud af, på hvilke områder du måske har identificeret dig for meget med nogle gamle strukturer eller være for snæver i din tankegang.

Vær ikke for impulsiv lige nu, uanset hvor rastløs du måtte føle dig. Du befinder dig i en flydende sindstilstand, og selvom der kan dukke nye ideer og nye visioner op, er der formentlig ikke noget, der på kort sigt vil antage en mere fast form. Undersøg de områder, hvor du har behov for nogle grønnere græsgange og en bredere horisont. Rejseaktivitet kan være godt for dig lige nu, ikke blot for fornøjelsens skyld, men også for at få et nyt perspektiv på mennesker og på livet. En udforskning af ideer og emner, som kan hjælpe med at udvide dine intellektuelle og spirituelle synspunkter, kunne også være inspirerende. Du kan opleve status quo som meget kedsommelig og være tilbøjelig til at føle, at du bliver begrænset, selvom der ikke er nogen, der begrænser dig. Det kan skyldes, at noget i dit eget indre er vokset fra dine tidligere grænser og har efterladt dig med en følelse af, at dit liv ikke længere passer til de vante rammer. Denne periode er en slags forgemak, hvor du kan have brug for at tage et pusterum og tage den følelse alvorligt, at der findes flere kapitler, som endnu ikke er blevet skrevet, og flere veje at udforske. Det egentlig tidspunkt for handling kan vise sig nogle måneder senere. Men frøene til fremtiden bliver lagt nu, i dine tanker og din fantasi, og du bør forsøge at gøre dig klart, hvad det er for nogle frø, der er tale om.

­ ­ ­

to top

KAPITEL III

to top

VIGTIGE TENDENSER
PÅ DE ENKELTE LIVSOMRÅDER

Da planeternes kredsløb danner et sammensat og kompliceret mønster på himlen, vil ikke alle bevægelser i dit horoskop danse til samme rytme på samme tidspunkt. Der kan være perioder, hvor årets vigtigste temaer synes at blegne en smule, fordi et særligt emner har bragt andre følelser, holdninger og reaktioner frem i lyset. Nogle af disse tendenser og mønstre kan være kortvarige og andre af længere varighed, og de bibringer derved dine livsoplevelser en vis variation i løbet af året.

to top

1. Følelsernes sfære

Der kan være perioder i løbet af året, hvor emner vedrørende dit følelsesliv får forrang på en særligt tilfredsstillende måde. Når dit hjerte bliver lykkeligt berørt, kan andre, mere problematiske spørgsmål miste deres betydning, og det måske med en vis ret; for hvis du er fredfyldt rent følelsesmæssigt, så kan du håndtere andre områder af livet på en mere åben og tillidsfuld måde.

to top

Glæden ved kammeratskab

prog. Venus sekstil Venus: Begyndelsen af September 2011 indtil slutningen af April 2013

Dette kan blive en tid præget af følelsesmæssig tilfredshed. Du har nået en periode i livet, hvor du er i stand til at værdsætte den, du er, og det du har opnået; Dette øgede selvværd kan hjælpe dig med at forholde dig til andre på en mere åben og gavmild måde. Det vil op sin side tiltrække omgivelsernes spontane støtte og hengivenhed, og du vil muligvis være i stand til at afslutte mange gamle konflikter og reparere forhold, som er blevet skadet tidligere. Du vil også kunne indgå nye forbindelser, som bringer harmoni, glæde og kammeratskab ind i dit liv, og det vil sikkert blive en glad periode med hensyn til social omgang, hvor du kan nyde samværet med venner og familie og glæde dig over skønheden i naturen omkring dig.

Du vil muligvis opleve en tid præget af kreativ produktivitet. En sådan indre klarhed og tillid kan helbrede megen gammel usikkerhed og tvivl og kan forny din tro på livet og på dig selv. Uanset hvilke følelsesmæssige vanskeligheder, du tidligere måtte have oplevet, så vil du i de kommende måneder få mulighed for at forsone dig med dine egne og andres fejltagelser og mangler og lægge et nyt fundament af tillid og åbenhed under alle dine fremtidige kontakter.

Der kan også være perioder, hvor der opstår følelsesmæssige vanskeligheder, som det vil være klogt af dig at håndtere så ærligt og generøst, som du kan.

to top

Bedrøvede tanker

Chiron opposition prog. Venus: Begyndelsen af April 2009 indtil slutningen af Januar 2012

De samme temaer betones også af:

Chiron trigon Venus: Slutningen af Marts 2010 indtil begyndelsen af Februar 2012

Mange gamle sår kan blive helbredt i denne periode, især i forbindelse med kærlighed og dine relationer til andre mennesker. Men som en del af denne helbredelsesproces kan du opleve at blive følelsesmæssigt ulykkelig på en eller anden måde. Du kan måske også bare føle dig deprimeret og nedtrykt, tilsyneladende uden grund. Selvom du ikke skulle få smertefulde oplevelser i din ydre tilværelser, vil du sandsynligvis alligevel føle dig ensom, afvist og såret rent emotionelt. Uanset hvad der måtte ske i øjeblikket, så prøv at være lige så bevidst om den proces, der finder sted i dit eget indre, som du er vedrørende det, der foregår omkring dig. Alle dine kærlighedsidealer bliver anfægtet i øjeblikket, og mekanismen, der udløser en forandring, kan være oplevelsen af en urimelighed eller skuffelse i forbindelse med et vigtigt forhold til en anden person. Men selvom du måske finder denne periode vanskelig, vil de indre forandringer sandsynligvis vise sig at være helbredende og konstruktive. Livets realiteter og den menneskelige naturs begrænsninger kan støde sammen med en vis romantisk idealisme. Måske står du i virkeligheden konfronteret med nogle grundlæggende og komplicerede egenskaber ved den menneskelige natur og nogle uundgåelige mangler ved enhver form for tættere forhold og ikke med et andet menneskes ufølsomhed eller intensioner om at skade dig. Hvis du bliver såret i øjeblikket, kan det skyldes, at der i virkeligheden ikke findes andre muligheder for de to implicerede parter. Det er meget vigtigt, at du forsøger at indse dette i stedet for at bebrejde nogen eller synke ned i selvmedlidenhed og nedrakning af dig selv. Selvom du sandsynligvis har udviklet noget, der ligner en accept af kærlighedens begrænsninger, så kan tidlige, sårende oplevelser i det skjulte have gjort dig negativ i dine forventninger om personlig lykke. Prøv at finde ud af, hvordan disse forventninger fra fortiden påvirker din objektivitet i nutiden.

Denne periode vil sandsynligvis udfordre ikke blot ægtheden af dine værdier, men også gennemførligheden af dine forventninger til nære relationer. Måske bliver det ikke nemt at bevare en følelse af selvværd og samtidig give slip på det, der ikke længere er gennemførligt eller værdifuldt i dit liv. Prøv at bevare troen på dig selv og på dine kærlighedsidealer; men indse samtidig, at intet menneske er uden sår eller problemer på et eller andet område, heller ikke du. Du føler dig måske ikke særligt elskelig i øjeblikket, og din energi og optimisme befinder sig formentlig på et lavpunkt. Dette kan til dels have forbindelse med ting, som du oplever gennem andre, for de har måske svært ved at reagerer på dig sådan, som du ønsker det. Men en eventuel overbevisning om, at andre er i færd med at forlade dig, kan faktisk få dem til at gøre det, fordi de føler, at de simpelthen ikke kan gøre dig tilpas og ikke længere orker at blive ved med at forsøge. Prøv at være opmærksom på en kritisk, vred eller fortørnet indstilling hos dig selv, som vil kunne inficere dit følelsesliv, selv uden ydre årsag. Sådan en atmosfære kan få andre til at trække sig tilbage. Og det samme kan en tendens til at bebrejde dem, at de ikke elsker dig, når fakta er, at det måske i virkeligheden er dig, der ikke elsker dig selv nok.

Du kan blive inddraget i et nyt forhold i øjeblikket. Skulle dette ske, så hold øjnene åbne. Da du sandsynligvis føler dig utilstrækkelig og usikker på dig selv, kan du blive særligt fascineret af mennesker, som selv er sårede og har brug for din støtte og omsorg. Den slags mennesker kan få dig til at føle, at du er behøvet og værdsat. Men når din selvtillid vender tilbage, vil du måske opdage, at du har involveret dig med et menneske, som viser sig at være en tung byrde, fordi han eller hun behøver din konstante støtte og hengivenhed. Du kan have en dyb medfølelse med andre menneskers lidelser i øjeblikket, fordi du er i så tæt kontakt med dine egne. Dette kan på frugtbar vis kanaliseres ud i et omsorgspræget eller helbredende arbejde, hvis du har tilbøjeligheder i den retning. Men rollen som helbreder er måske ikke den mest passende indstilling at indlede et nyt parforhold med, for du kan ende med at stå tilbage med en patient i stedet for en partner. Oplevelsen af din egen sårbarhed kan hjælpe dig med at komme til at betragte dit liv med større objektivitet og medfølelse og gøre det muligt for dig at omgås andre på en mere åben og ærlig måde. Hvis du ikke forventer for meget af andre lige nu, kan du rette energien indad, hvor den formentlig i øjeblikket også hører hjemme.

to top

Følelsesmæssige skuffelser

Chiron kvadrat Måne: Slutningen af April 2010 indtil midten af December 2012

Denne periode kan blive karakterdannende og meget styrkende. Men selve processen kan gøre dig en smule sårbar, og du vil sandsynligvis være usædvanligt sensitiv over for afvisninger og sårende bemærkninger eller handlinger i øjeblikket, og du kan endda forestille dig disse ting i situationer, hvor de reelt ikke optræder. Dine følelser kan være primitive og utilslørede, og ubevidst forventer du måske at blive afvist, selvom dine kære forsøger at vise dig deres støtte og påskønnelse på alle mulige måder. Da mistillid og selvforsvar kan få dig til ubevidst at lange ud efter dem, som du føler optræder udeltagende eller ufølsomt, kan du komme til at behandle dem på præcist samme måde, som du anklager dem for at behandle dig. Derved kan du fremkalde netop den afvisning, som du frygter, fordi dine følelser formentlig er i oprør, og din opfattelse af andres motiver og handlinger bliver fordrejet af din egen frygt. Desuden er det formentlig ikke første gang i dit liv, at du uden at være klar over det fremkalder netop den skade, som du har forsøgt at undgå. Du kan i dit indre bære rundt på en følelse, der forbinder emotionel afhængighed med smerte, som sandsynligvis stammer fra nogle barndomsoplevelser, og som i det skjulte farver dine formodninger og forventninger i nære relationer.

Din følelsesmæssige tryghed afhænger i udpræget grad af et trygt og rummeligt hjem og familieliv, og det er på dette område, at du kan føle dig truet, undergravet, isoleret eller svigtet. Din stolthed kan også være på spil, og du kan i øjeblikket være stærkt sensitiv over for at blive opfattet som svag eller afhængig af andre. Kort sagt, du vil sandsynligvis føle dig meget nærtagende og usikker og måske have temmelig ondt af dig selv. Men du kan også bruge denne periode som en mulighed for at finde ud af, hvordan en alt for stor afhængighed - åbenlys eller ubevidst - har forhindret dig i at lære, hvordan du skal værdsætte dig selv og give dig selv næring. Måske har du forventet, at andre mennesker skulle forsyne dig med en følelse af værdifuldhed, som du i virkeligheden har brug for at finde i dit eget indre. I øjeblikket føler du dig sikkert alt andet end værdifuld, for andre er sandsynligvis ikke villige til at lege med. Hvis du forsøger af trække forsikringer ud af dem ved hjælp af manipulation, vil du nok opleve, at det giver et meget voldsomt bagslag.

I øjeblikket tolker du andre menneskers handlinger og ord gennem en linse, der er formet af dine egne oplevelser af tidligere skader. Dette kan få dig til alvorligt at misforstå det, andre mennesker gør, og hvorfor de gør det. Du kan ende med at komme til at såre dem ved at beskylde dem for at såre dig, mens de i virkeligheden blot forsøger at være sig selv. Du kan blive kritisk, krævende, irritabel, vred og måske direkte barnagtig. Men der foregår en helingsproces i dit indre, som kan øge din forståelse af dig selv og dine behov samt hjælpe dig til at blive mere tolerant og medfølende over for andre, som har et temperament og en følelsesmæssig natur, som er anderledes end din. Det bliver muligvis ikke nogen nem periode rent følelsesmæssigt, men den kan blive dybt konstruktiv -forudsat at du kan modstå fristelsen til at lufte din fortørnelse over for dem, som du føler burde elske dig højere, end du elsker dig selv.

to top

En ustabil periode

Uranus konjunktion prog. Måne: Begyndelsen af Oktober 2011 indtil midten af Juni 2012

De samme temaer betones også af:

Uranus sekstil Måne: Begyndelsen af April 2011 indtil slutningen af Januar 2013

Din tilværelse kan i øjeblikket blive forstyrret af følelsesmæssige spændinger, og du kan være nødt til at kæmpe for at befri dig for nogle gamle måder at omgås andre på. Frustrationer i eksisterende forhold eller vage følelser af en lurende eksplosion eller uforudsigelige omvæltninger kan gøre dig ængstelig og urolig. Denne angst og følelse af umiddelbart forestående forandring er formentlig velkendt for dig og kan være særligt urovækkende i øjeblikket. Visse følelsesmønstre, som du har arvet fra din familiebaggrund og opbygget i barndommen, vil formentlig nu blive udfordret. Du er sandsynligvis vokset fra mange af de vaneprægede reaktioner, som længe er blevet taget for givet, og måske vågner du nu op til nogle nye, følelsesmæssige oplevelser og et stærkt ønske om større frihed til at udtrykke dig følelsesmæssigt. Gennem årene har du måske udviklet en tendens til at gøre din følelsesmæssige tryghed afhængig af familie eller fællesskab. Dette kan afspejle en ustabilitet tidligt i dit liv, som kan have gjort de familiære bånd og trygge, hjemlige omgivelser meget vigtige. Men måske er du blevet for afhængig af andre for at kunne føle dig tryg. Nu skal du måske finde den indre tryghed, så du kan forholde dig til dem, du holder af, på en ærlig og spontan måde.

Måske vil du komme til at opleve en vigtig adskillelse i denne periode. Det kan være dig selv, der tager initiativ til den, eller også kan den blive dig påtvunget af andre eller af omstændighederne. Sådan en oplevelse kan især virke foruroligende, fordi det forhold, som måtte ophøre nu, formentlig har udgjort en kilde til følelsesmæssig tryghed. Udsigten til at skulle leve uden dette forhold kan fylde dig med angst og negative forventninger til fremtiden. Men hvis et menneske forsvinder ud af dit liv på dette tidspunkt - på grund af forholdets ophør eller måske ligefrem gennem et dødsfald - så prøv at huske, at dette dybest set kan være nødvendigt for din udvikling. Uanset den smerte du måtte føle, bliver du udfordret ikke blot til at lære større følelsesmæssig selvberoenhed, men også til at lægge nogle gamle omgangsformer bag dig. Det er ikke sikkert, at du kommer til at opleve en så åbenlys omvæltning i din ydre tilværelse. Men psykisk gennemgår du en følelsesmæssig adskillelsesproces, som dybest set ligner barnets, når det forlader sin mor og vover sig ud i den store verden. Sådan en ny begyndelse vil skabe angst, selvom du også føler dig opstemt og spændt ved udsigten til forandring.

Måske vil du også kunne indlede et nyt forhold, som virker fascinerende, spændende og fuldt af fremtidsmuligheder. Selvom det kan være rigtigt af dig at følge dine følelser ind i sådan et nyt forhold, skal du nok også være opmærksom på den tumult og forvirring, som er sandsynlig, når de gamle følelsesmønstre bliver brudt ned, og de behov, som så længe har ligget begravet, begynder at ytre sig. Det, du føler nu, er måske ikke det, du vil føle om seks måneder. Mennesker, som dukker op i dit liv lige nu, vil måske kun blive der i kort tid og kan fungere som katalysatorer, som åbner døren til forandring, men som ikke vil egne sig til at leve sammen med dig i det lange løb. Prøv at være åben over for forandringerne, men lad være med at binde dig for tæt i øjeblikket ved at træffe nogle beslutninger, som du ikke senere kan fortryde. Den mest produktive holdning, du kan anlægge i denne uforudsigelige tid, er formentlig at udvise modtagelighed over for det nye menneske, som dukker frem i dit indre, tilsat en god portion sund fornuft. Impulsivitet og ekstreme humørsvingninger kan plage dig for en tid, og måske skal du lære at flyde med strømmen og alligevel bevare den følelsesmæssige kontrol, mens du finder ud af, hvem du egentlig er som følelsesmæssigt individ.

­ ­ ­

to top

2. Den fysiske verdens sfære

Forhold vedrørende din fysiske og materielle tilværelse vil sandsynligvis også blive vigtige, og nogle af disse ting kan blive særdeles indbringende i det kommende år. Du kan komme til at nyde frugterne af lang tids hårdt arbejde. Eller nogle nye muligheder, som synes at opstå ud af det rene ingenting, kan give dig en følelse af, at tingene virkelig kører for dig på det verdslige plan, og at du nu har mulighed for at udfolde dig på en måde, som skaber håndgribelige, økonomisk og professionelt tilfredsstillende resultater. Prøv at få mest muligt ud af disse muligheder; du bliver måske overrasket over, hvad du er i stand til at opnå.

to top

Nye retninger

Uranus trigon MC: Slutningen af Marts 2010 indtil begyndelsen af Januar 2012

Du kan i denne periode få mulighed for at kræve større uafhængighed rent arbejdsmæssigt, og din målsætning vil sikkert ændre sig og blive bredt mere ud. Måske har du brug for større frihed til at leve dit liv i overensstemmelse med din egen rytme og tidsfornemmelse, men du kan også have behov for at udfolde et større engagement i verden omkring dig. Dine idealer og din spirituelle overbevisning kan få større betydning for dig lige nu, og måske forsøger du at give udtryk for et medfødt begær efter udfordringer og kamp på en sådan måde, at du kan yde et positivt bidrag til den verden, som du lever i. Uventet støtte kan komme fra mennesker, som du netop har mødt, og du kan også have gavn af kontakten med en gruppe ligesindede personer, som du kan udveksle tanker og ideer med. Prøv at udnytte de muligheder, der måtte vise sig, for du er parat til en ændring af livsretning - også selvom det måske ikke medfører et egentligt jobskifte - og måske finder du det også meningsfuldt at deltage i den store, menneskelige familie. Derfor kan nye ideer og nye studiefelter, især af en mere ukonventionel og progressiv art, vise sig værd at forfølge.

Dybest set markerer denne periode en tid, hvor du i psykologisk forstand "flytter hjemmefra". Selvom du måske rent fysisk for længst er flyttet væk fra dine rødder og din familiebaggrund, kan du alligevel ubevidst have overført nogle forventninger fra den tidlige del af dit liv til din voksne tilværelse og den måde, hvorpå du definerer din erhvervsmæssige målsætning og rolle i samfundet. I den forstand er du måske stadig ikke fri til at være den, du er, og har måske været begrænset af nødvendigheden af at skulle opfylde de forpligtelser, som blev pålagt dig via din familiære arv. Nu kan du hævde din ret til at være et individ uden at skabe fjendtlige følelser hos dine nærmeste eller skubbe dem fra dig. Indvendigt har du sandsynligvis større selvtillid og er formentlig i stand til at hævde din ret til at leve i overensstemmelse med dine egne idealer og forhåbninger. Det betyder ikke, at du tager afstand fra fortidens arv eller de mennesker, som har hjulpet og støttet dig. Men det kan betyde, at du indser, at din fremtid ligger i dine egne hænder, og at dine verdslige mål er nødt til for alvor at være dine egne.

Men du kan også blive nødt til at forholde dig til nogle mindre behagelige, verdslige spørgsmål. Du kan møde udfordringer, som får dig til at sætte spørgsmålstegn ved dit arbejde og din plads i verden, og frustrationer kan bringe dit temperament på kogepunktet eller fremkalde en følelse af, at du har fejlet. Prøv at koncentrere dig om det, du kan lære af disse situationer, for du vil muligvis kunne forvandle dem til nogle styrkende erfaringer, som senere, når tidspunktet er rigtigt, kan hjælpe dig med at opnå det, du ønsker.

to top

Skuffede mål

Chiron kvadrat MC: Begyndelsen af Maj 2009 indtil begyndelsen af December 2011

Du bliver opfordret til at definere, hvem du selv er på verdens scene. Da der er tale om en karakterdannende proces, kan du få problemer på dit arbejde eller med ledende personer i øjeblikket. Det kan føles, som om du bliver blokeret eller undergravet i bestræbelsen på at realisere dine mål, af andre mennesker eller af nogle uretfærdige omstændigheder, som gør dig vred og får dig til at føle, at du er blevet ydmyget. Det kan til tider virke, som om alle de bestræbelser, du gør dig for at få andre til at anerkende dit behov for følelsesmæssigt engagement i dit arbejde, er dømt til at mislykkes. Derfor kan du føle dig meget utilfreds på dit arbejde eller hæmmet af sociale eller økonomiske faktorer, som virker uretfærdige. Du kan også få konflikter med en arbejdsgiver eller opleve en smertefuld, social afvisning eller affærdigelse, som gør dig meget usikker på, om du er acceptabel i omverdenens øjne.

Trods det ubehagelige ved disse oplevelser kan du vende dem til en konstruktiv lære- og forandringsproces, hvis du er indstillet på at kaste et granskende blik på din nuværende målsætning og spørge, hvor autentisk den afspejler den person, som du i virkeligheden er. Det billede, som du frembyder for andre, kan være skabt udelukkende for at behage, eller det er måske med årene gradvist blevet alt for stift eller direkte falsk. Du kan også blive nødt til at se livets uretfærdighed og ulighed i øjnene med en mere tolerant og medfølende indstilling. Det er ikke et godt tidspunkt at kaste sig ud i en altomfattende kamp med ledende personer eller offentligt at hævde din ret i en vred og oprørsk ånd. Du kan ende med at få det endnu værre, for din dømmekraft og timing er sandsynligvis ikke særlig god i øjeblikket, og du kan være opfyldt af en vrede, hvis rødder ligger begravet i fortiden, ikke i nutiden. Det er muligt, at du bliver nødt til at undersøge, hvordan nogle gamle forventninger, som går helt tilbage til din barndom, farver din nuværende omgang med andre, og også at overveje den rolle, som du har valgt at spille i verden. I løbet af denne periode vil du kunne slippe af med nogle usunde eller urealistiske forventninger, egne eller andres, som har gjort dig illoyal over for dine dybere behov og din egen natur. Før du kaster dig ud i kamp, indleder et korstog eller fornærmet forlader et job, så prøv at vende blikket indad og se, om du kan lære at forstå, hvad det er for en indre konflikt, der bliver afspejlet i de ydre omstændigheder, som du nu må forholde dig til.

to top

At sætte spørgsmålstegn ved fremtiden

Jupiter kvadrat Saturn: Begyndelsen af Maj 2011 indtil slutningen af Maj 2011

Lige nu kan du meget af tiden være optaget af tanker om døden og en følelse af bedrøvelse over livet, og du vil formentlig svinge mellem at føle, at fremtiden er ved at åbne sig, og at den lukker sig. Du kan opleve en deprimerende stemning, som tapper dig for energi og gør dig træt og lettere syg og ulykkelig. Men måske indser du også, at frygt for at miste kontrollen kan have fået dig til at holde dine følelser tilbage, og at der nede under depressionen måske lurer nogle stærke følelser af vrede og lidenskab. Du har formentlig altid haft svært ved at forene en naturlig optimisme og begejstring med en defensiv, følelsesmæssig tilbagetrækning efter nogle vanskelige oplevelser, og denne konflikt kan have bidraget til, at du i perioder af dit liv har været skiftevis dumdristig og overdrevent forsigtig. Lige nu forsøger du muligvis at forsone dig med kløften mellem din tro på livets gavmildhed og din opmærksomhed over for livets begrænsninger, og der er sikkert øjeblikke, hvor du føler dig dybt modløs, frygtsom, deprimeret eller kynisk vedrørende forestillinger og idealer, som du engang dyrkede. Prøv at give dig rigtig god tid til alle former for beslutninger, for dine humørsvingninger kan gøre dig overdrevent optimistisk det ene øjeblik og overdrevent pessimistisk i det næste. Der kan ligge mange muligheder og vente på dig, men urealistiske forventninger eller ubeslutsomhed kan få dig til at gå for vidt. Ligeledes kan du være nødt til at fortsætte, selvom en kynisk, indre stemme fortæller dig, at du lige så godt kan holde op. Formentlig vil du blive nødt til at træffe nogle vigtige beslutninger i denne periode, især i forbindelse med dit arbejdsliv eller din situation derhjemme, som du måske finder restriktiv eller begrænsende. Men du vil ikke have nemt ved det.

Selvom det kan se ud, som om andre er skyld i de sårede følelser eller begrænsninger, som du oplever i øjeblikket, vil du muligvis opdage, at det i virkeligheden stort set har været dig selv, der i det skjulte sørgede for, at du ikke blev såret, ved at anlægge en snæver eller defensiv holdning. Oplevelser af tab, adskillelse eller økonomiske eller erhvervsmæssige problemer kan udløse en dyb indsigt. Prøv at kigge på, om du måske selv har bidraget til den nuværende krise - eller reagerer på udfordringerne på en måde, som er mere negativ end nødvendigt. Et eller andet dybt i dit indre bliver udfriet af slaveriet lige nu. Din fornemmelse af egne mangler og begrænsninger er muligvis alt for stor, og du har måske nægtet dig selv mange følelsesmæssige og kreative kanaler, fordi du frygtede nederlag eller afvisning. Lige nu er du måske i stand til at se, hvor disse blokeringer ligger. Du er i fuld gang med at gro og bevæge dig hinsides de indre og ydre strukturer, som du har opbygget omkring dig af tryghedsmæssige årsager eller af hensyn til social accept. Du kan blive nødt til at søge efter et nyt arbejdsfelt eller et nyt parforhold; men når den slags ændringer er påkrævede, bør de foretages med omhu og omtanke, ikke impulsivt på baggrund af frustration og vrede. Pas på at du ikke giver efter for din utålmodighed; det er mere sandsynligt, at du vil få brug for en rolig omtanke og anerkendelse af dit eget bidrag til ethvert aktuelt forekommende dødvande. Der kan blive tale om en uhyre frugtbar tid, hvis du kan bevare ligevægten mellem en realistisk vurdering af dine begrænsninger, behov og evner og så en voksende følelse af, at livet rummer mange muligheder, som tidligere er blevet dig nægtet, og som du nu er ivrig efter at udnytte.

­ ­ ­

to top

3. Den mentale sfære

Udviklingen af din forstand og dyrkelsen af nye færdigheder vil også kunne optage meget af din energi på forskellige tidspunkter i løbet af året. Forstandens liv er lige så vigtigt som hjertets liv og din bankkontos liv, og denne periode kan blive meget vigtig for hævelsen af dit kundskabsniveau og anvendelsen af dine evner. Prøv at udnytte alle muligheder for at komme til at dyrke nogle nye studieområder og interesseområder, og hvis du får chancen for at erhverve nogle nyttige færdigheder på det praktiske felt, så brug denne periode på den bedst mulige måde. Den slags muligheder er måske ikke altid tilgængelige, og du kan blive overrasket over, i hvor høj grad livet åbner sig, når din egen opfattelse ændres og udvides.

to top

Ny inspiration

Uranus trigon Merkur: Begyndelsen af Juni 2010 indtil slutningen af Marts 2012

De samme temaer betones også af:

prog. Merkur sekstil Uranus: Midten af September 2009 indtil begyndelsen af Juni 2011

Dit intellekt bliver sandsynligvis stærkt stimuleret lige nu, og du kan føle dig tiltrukket af nye emner, nye studier og en helt ny måde at betragte tilværelsen på. Gamle holdninger, som du har båret rundt på i mange år som en slags overvægtsbagage, kan nu blive kigget grundigt efter i sømmene eller helt opgivet, og måske vil du føle dig draget af ukonventionelle eller såkaldte "New Age"-emner, som giver dig et helt andet syn på den menneskelige natur, på samfundet, på verden og på dig selv. Du er formentlig hurtigere og skarpere end normalt og er også i stand til at danne dig et overblik og se forbindelserne mellem forskellige emner. Du er i stand til at tænke universelt og vidtfavnende i øjeblikket og oplever måske, at du er dybt og ægte tolerant over for forskellige meninger og holdninger, fordi du kan se de almene punkter, hvor tingene mødes. Frisind, tolerance, inspiration og en villighed til at undersøge nogle gavnlige, nye interesseområder vil sandsynligvis udgøre nogle af de mest kreative aspekter ved denne tid.

I løbet af denne periode kan du have gavn af at uundersøge nogle måder, hvorpå du kan omstrukturere dit daglige forbrug af tid og energi og udvikle nye færdigheder, som kan forbedre dit forhold til din egen krop og dine omgivelser. Uanset hvad du måtte have troet på tidligere, så vil dit livssyn sandsynligvis ændre sig - men ikke på en rigid eller fanatisk måde, som kan give dig følelsen af at blive låst fast eller revet midtover. Den vækkelse, der måtte foregå på det mentale niveau, er harmonisk og konstruktiv, og måske vil du være i stand til at opbygge et nyt syn på livet og fremtiden samtidig med, at du bevarer de værdier og holdninger, som gennem årene har vist sig at være sunde og fornuftige. Selvom du måske tænker på en inspireret og ukonventionel måde i øjeblikket, vil du sandsynligvis hverken have forskruede eller fastlåste meninger. Derfor vil du sikkert knytte mange nye kontakter, som du på venskabelig vis kan dele og diskutere de emner med, som optager dig. Tag dine interesser og inspirationer seriøst i denne tid; for den energi, der er virksom i dit indre, er umådeligt kreativ, og alle forsøg på at anvende den kan i høj grad berige dit liv.

Men du kan også støde ind i problemer, især i forbindelse med kommunikationen med andre og den generelle tone i din mentale indstilling i denne periode. Hvis du oplever, at du er usædvanligt negativ, kritisk eller deprimeret, så prøv at finde ud af, hvad det i virkeligheden er, der plager dig, i stedet for at lade det gå ud over andre eller uafvidende skabe vanskeligheder i forbindelse med materielle forhold, fordi du ikke er bevidst om din egen negativitet.

to top

Byrdefulde tanker

prog. Merkur kvadrat Saturn: Slutningen af September 2009 indtil midten af Juni 2011

De samme temaer betones også af:

Saturn konjunktion prog. Merkur: Midten af November 2011 indtil begyndelsen af Oktober 2012

Du gennemgår muligvis en nøgtern og alvorlig tid, hvor dine tanker er tunge og dybe, og hvor du bliver opfordret til at klare nogle irriterende problemer i din ydre tilværelse. Økonomiske eller helbredsmæssige spørgsmål kan bekymre dig, eller måske oplever du et sammenbrud i kommunikationen med et menneske, som står dig nær. Eller måske føler du dig simpelthen bare tynget, træt, kynisk eller tilbøjelig til at misforstå andres motiver. Men selvom du sandsynligvis vil støde på problemer af den ene eller den anden art, så behøver der ikke at være tale om en destruktiv periode. Dybest set får du mulighed for at opdage mange områder, hvor forældede tankebaner og forsvarsmønstre fra din fortid har hæmmet din evne til at omgås andre frit og forholde dig åbent over for nye ideer. Din mentale indstilling ændrer sig, og i øjeblikket synes der at opstå en konflikt mellem din uddybede opfattelse og så nogle rigide, indre strukturer, som muligvis bliver afspejlet af strukturer i det ydre. Hvis de ydre strukturer virker truede, kan dette skyldes, at de indre har overskredet deres holdbarhedsdato.

Du føler dig muligvis meget ensom og misforstået lige nu, og du kan have tendens til at være ekstremt kritisk over for dine nærmeste. Sådanne følelser er formentlig ikke nye for dig; og det samme gælder det alvorlige livssyn, som du sandsynligvis hælder til i øjeblikket. Du vil muligvis opleve en adskillelse af en eller anden art, og du kan blive nødt til at sige farvel til et kapitel af dit liv. Hændelser af denne art kan, også selvom de er forbigående, udløse en dyb følelse af utilstrækkelighed med hensyn til din mentale og fysiske balance og trivsel, og sådanne følelser kan have rod i tidligere oplevelser af sårethed, afsavn eller isolation. I øjeblikket bliver fortid og nutid blandet sammen. Hvis du er ærlig over for dig selv, vil du måske indse, at de følelser, som du oplever lige nu, ikke er nye. Du har haft det sådan før, og det kan være grunden til den usædvanlige negativitet, som måske forstyrrer dig i øjeblikket. Tiden er egnet til dyb refleksion, introspektion og koncentration om vanskelige eller komplicerede studier eller opgaver, som kræver, at du trækker dig lidt tilbage fra dit engagement i den ydre verden. Forsøg ikke at kæmpe imod dine depressive følelser; udforsk dem i stedet. Forsøg at lade være med at have ondt af dig selv. Selvmedlidenhed vil ikke hjælpe dig med at løse ydre problemer, og den kan hæmme din evne til at indse betydningen af den indre proces, som finder sted. Du får mulighed for at konfrontere dig med nogle områder, hvor du ubevidst har forsvaret dig imod livet og lukket af for kommunikationen med andre mennesker. Det er kun ved at konfrontere disse indre hæmninger, at du kan åbne døren til en friere og mere spontan tilværelse.

to top

For mange ideer

Jupiter kvadrat Merkur: Begyndelsen af Juni 2011 indtil midten af Februar 2012

De samme temaer betones også af:

Jupiter opposition prog. Merkur: Begyndelsen af Maj 2011 indtil slutningen af Maj 2011

Dit intellekt søger sandsynligvis nye udfordringer og nye horisonter lige nu; og dette kan gøre dig mentalt uopmærksom, rastløs, ukoncentreret og tilbøjelig til at fremkomme med nogle spændende nye ideer, som en time senere er glemt, fordi nogle endnu mere storslåede ideer har taget deres plads. I denne periode vil du kunne udvide dit intellektuelle overblik og udforske nye emner og kundskabsområder. Men fordi du er uvillig til at give de finere detaljer megen opmærksomhed, er det ikke en tid, der er særlig velegnet til at arbejde med projekter eller forretningsforehavender, som kræver grundighed og koncentration. Indberetninger til skattevæsenet kan være en rigtig dårlig idé lige i øjeblikket. Prøv at koncentrere dig om de store linjer på nogle områder, hvor dine interesser ikke vil lide under, at du overser en vigtig detalje eller planlægger på en lidt skødesløs måde. Der er mange positive elementer i gang i dit liv lige nu, for du er sandsynligvis åben over for nye og ekspansive ideer og ivrig efter at udforske verden, rent bogstaveligt eller intellektuelt. Dette kan løfte dig op over de mere kedsommelige rutiner og fortærskede holdninger og indgyde dig en frisk og kreativ inspiration. Men du bør nok også være realistisk vedrørende dine egne evner i øjeblikket; og tålmodighed og koncentration figurerer formentlig ikke blandt disse lige for tiden. I virkeligheden har de næppe nogensinde gjort det; for du har et rastløst og videbegærligt sind, som måske egner sig bedst til de brede forbindelser og skabelsen af nogle progressive og inspirerede ideer, som andre kan forsyne med en mere detaljeret grundplan. Du må sandsynligvis arbejde specielt meget på at sikre, at du har begge ben fast plantet på jorden.

Dine tanker er muligvis optaget af, hvordan du kan ændre eller forbedre dine praktiske kundskaber og konkrete færdigheder, og du kan derfor have gavn af at udvikle nogle nye interesser og aktiviteter i så henseende. Rejser kan også være lige, hvad du har brug for i øjeblikket, især hvis de indebærer indlæring af et nyt sprog eller et møde med uvante skikke og forestillinger, som åbner din tankegang for andre synsvinkler. Men vær forsigtig i alle økonomiske forehavender samt i din bedømmelse af andre mennesker. Du ser dig måske ikke ordentligt for i øjeblikket og kan overdrive eller simpelthen overse vigtige kendsgerninger og følelser, som kan skabe vanskeligheder senere. Og allervigtigst, lad være med at gamble - med penge eller med følelser. Du vil sandsynligvis satse på den forkerte hest i øjeblikket eller overdrive dine forestillinger om din egen eller andres ufejlbarlighed. I alle spekulationsprægede aktiviteter bør du bevæge dig langsomt og forsigtigt eller endnu bedre, helt lade være med at foretage dig noget. Det er en frodig og kreativ tid, når det gælder ideer og udforskning, både på rejser og i form af studier. Gør bedst mulig brug af perioden ved at arbejde inden for rammerne af den energi, som er til din rådighed; og hold dig fra krukker med guld for enden af regnbuen, for de kan komme til at koste dig langt mere, end du forestiller dig.

­ ­ ­

to top

4. Den spirituelle sfære

Det, der giver mening til alle de former for følelsesmæssige, materielle eller intellektuelle udfordringer og forandringer, som du måtte støde på, er dit spirituelle liv, og også her kan du opleve nogle vigtige forandringer i opfattelse og indstilling. Den slags ændringer kan være skjulte og kun langsomt blive registreret af din bevidsthed, men de kan dybtgående påvirke den måde, hvorpå du oplever og tolker det, der sker for dig i det kommende år. Du kan imidlertid også ende i nogle vanskeligheder. Du kan opleve tidspunkter med tvivl og desillusionering, og du vil måske spekulere på, om det, du tror på, nu også virkelig er værd at bruge sin energi og tro på. Den slags perioder præget af spirituelt mismod kan imidlertid være gavnlige i det lange løb, fordi de kan give en værdifuld indsigt i nogle urealistiske forventninger eller i en alt for streng verdensanskuelse eller et alt for snævert, spirituelt livssyn. Hvis du tænker grundigt over det, der sker, i stedet for at henfalde til kynisme, så kan de prøvelser, du oplever lige nu, i sidste ende hjælpe dig med at opbygge en varig tro på dig selv og på livet.

to top

Et sløret udsyn

Jupiter opposition Neptun: Begyndelsen af Juli 2011 indtil midten af Marts 2012

Dette vil sikkert blive en tid præget af fortryllelse og stor idealisme, og dine tanker og følelser vil muligvis ofte være eksalterede og verdensfjerne. Du kan føle dig specielt optaget af menneskelig trivsel og nære en særlig medfølelse med dem, der er ulykkelige eller lider; og du er sandsynligvis ikke så optaget af din egen trivsel eller dine egne interesser. Det vil være en tid præget af ambivalens, hvor både dit hjerte og din sjæl sandsynligvis vil være åbne over for mange skjulte lag i livet. Men du kan også være usædvanligt godtroende og modtagelig for udnyttelse. Du kan også være urealistisk med hensyn til dit eget held og få lyst til at gamble med resurser, som du ikke har råd til at miste. Du har altid haft en intuitiv følelse af, at du kunne have tillid til den usynlige verden, og dette har sandsynligvis fungeret for dig på nogle tidspunkter og skabt problemer for dig på andre. Selvom din medfødte idealisme måske er skjult bag en mere pragmatisk indstilling, er den et værdifuldt træk, som uden tvivl har været berettiget, i hvert fald noget af tiden. Men i øjeblikket bør du være særligt omhyggelig med hensyn til, hvor du færdes og sammen med hvem. Dine idealer vil ikke beskytte dig mod selvbedrag eller fejlplaceret tillid. Grænsen mellem at føle sig forbundet med en højere eller spirituel kilde og at føle sig unddraget livets love og krav er faktisk meget fin, og i øjeblikket lægger du muligvis ikke tilstrækkeligt mærke til, hvor den går.

Du bør muligvis være særligt forsigtig i sager, som vedrører dine religiøse og spirituelle idealer. Måske leder du efter en forløser eller en frelser i øjeblikket, og din kritiske sans fungerer muligvis ikke særlig godt. Da du sandsynligvis føler dig meget idealistisk lige nu, søger du måske fuldkommenhed eller udfrielse gennem et andet menneske eller gennem en mulighed, som ser ud til at kunne løse alle dine materielle problemer. Hvis du afgiver ansvaret for dit eget liv på denne måde, kan du åbne døren til en stor skuffelse og desillusion senere. De idealer, som du støtter lige nu, og den dybe forbundethed med livet, som du måtte opleve, er begge vigtige og værdifulde, og en følelse af samhørighed med andre mennesker kan udgøre et af de rigeste og mest udbytterige aspekter af denne periode. Men du har muligvis ikke begge ben på jorden, og du kan blive nødt til at lære i det mindste at have det ene ben plantet der, så du kan spare dig selv for skuffelse og tab senere. Intet er gratis, men i øjeblikket forventer du det måske - og mere end det. Prøv at være realistisk vedrørende dig selv og de mennesker, du møder; undgå snyd, for det vil sandsynligvis give dig problemer; og lad være med at sætte ting på højkant, som du ikke har råd til at miste, det være sig følelsesmæssigt eller materielt.

to top

Tab af livsretning

Neptun kvadrat MC: Begyndelsen af Marts 2010 indtil slutningen af December 2012

Det kan være et dårligt tidspunkt at træffe vigtige beslutninger vedrørende erhvervsmæssig forfremmelse eller din retning i livet. Formentlig befinder du dig i en tilstand af forvirring med hensyn til, hvor du er på vej hen, og hvilken rolle du forventes at spille i verden, og du kan komme til at forveksle fantasi med virkelighed og undervurdere eller overvurdere dine faktiske evner og begrænsninger. Måske bliver det billede på intensitet og troskab, som du er tilbøjelig til at projicere ud i verden, ikke udtrykt på den rette måde eller viser sig at være for begrænsende i den måde, du lever det ud på. Du forandrer dig i øjeblikket, og dette kan kræve, at du søger nye muligheder for at komme til at føle tilfredshed i dit arbejde. Men du har måske slet ikke lyst til at erkende dette behov for forandring, for det kan afkræve dig visse ofre. Desuden har dit rationelle ego ikke helt styr på sagerne lige nu. Omstændigheder af en uforudsigelig og usædvanlig art kan blande sig i dine omhyggelige planer, og du kan også ubevidst komme til at sabotere dig selv ved at træffe nogle dårlige beslutninger eller involvere dig med de forkerte mennesker. En følelse af ubehag og irritation over, at du ikke har fuld kontrol over tingene, kan få dig til at trække dig tilbage til fantasier om, hvordan du ønsker, at tingene skal være. Dette kan gøre dig urealistisk og skabe problemer i din omgang med personer i ledende stillinger, hvis du forventer for meget for hurtigt. Derfor vil det måske være klogest ikke at forsøge at foretage nogen større ændringer foreløbig. Hvis forandring viser sig uundgåelig på grund af ydre omstændigheder, så prøv at lade være med at reagere impulsivt og hold alle følelser af vrede eller selvmedlidenhed i skak. Og frem for alt, engager dig ikke i forehavender eller planer til forbedring af din position, som ikke er absolut åbne og ærlige.

Dybest set bliver du udfordret til at slippe fortiden. Mange aspekter af det selvbillede, som du projicerer ud mod andre, kan have rod i forventninger og formodninger fra din familiebaggrund, og måske forsøger du, uden at være helt klar over det, at leve op til andres forhåbninger og drømme frem for dine egne evner og længsler. Du overskrider disse mønstre på dette tidspunkt i livet, men det kan give dig skyldfølelse, hvis din familie har måttet bringe mange ofre, for at du kunne blive den, du er i dag. At give afkald på en rolle, som ens familie har valgt, kan virke sårende og kan få dig til at føle dig meget alene og adskilt - især hvis du ikke er fuldkommen bevidst om, hvad der foregår. Du kan også på et dybt, ubevidst niveau komme til at projicerer fortiden ind i nutiden og opfatte personer i ledende stillinger som forældrefigurer, der vil modarbejde eller undergrave dig, hvis du gør noget som helst forsøg på at gå videre i en selvvalgt, uafhængig retning. Dette kan gøre dig undvigende og hemmelighedsfuld samt ekstremt utryg og usikker på dig selv. Prøv at være opmærksom på, om den slags mønstre er virksomme i øjeblikket. Jo større klarhed du har over alle de dybe, følelsesmæssige temaer, som måtte ligge bag din nuværende forvirring, desto bedre udrustet vil du være til tydeligt at erkende, hvilke ændringer der er påkrævet, og hvilke valg der kan føre frem til den rette, fremtidige kurs.

­ ­ ­

to top

5. Det Indre Selvs sfære

En langt dybere og mere dybsindig karakter end de begivenheder, som indfinder sig på de nævnte områder, har Selvets udvikling, der løber som en understrøm gennem alt, hvad der hænder os i livet. Dette udgør den egentlige kerne i mysteriet om skæbnen, for hvis der rent faktisk er en skæbne på spil i vores individuelle liv, så ligger den gemt i vores indre, og de astrologiske mønstre afspejler blot mulighederne i dette skjulte udviklingsmønster på et hvilket som helst givet tidspunkt. Måske vil du kun få nogle få glimt af dette aktive, indre mønster i form af en erkendelse af, at nogle oplevelser er livsnødvendige, selvom de er smertefulde. Måske vil du også nogle gange fornemme det formålstjenlige i det, der sker omkring dig og i dig, selvom du måske ikke kan finde en fornuftig forklaring på dine fornemmelser. Ved hjælp af bestemte følelser og situationer, som får dig til at gro, kan du etablere en stærk forbindelse til den indre verden, selvom dit hjerte gør ondt, eller du møder vanskeligheder på det verdslige plan. Men denne form for forbindelse afhænger af, hvor villig du er til at kigge indad og betragte de dybere mønstre i dit liv, uanset hvad du føler på det pågældende tidspunkt, eller hvem dine følelser er rettet mod.

to top

Meningen med historien

Pluto trigon Pluto: Slutningen af Februar 2010 indtil slutningen af December 2012

I denne periode vil du sandsynligvis opleve en underfundig, men gennemgående følelse af, at dit liv har et dybere formål eller en bestemt "skæbne". Din indstilling til ægteskab og partnerskab kan blive dybt påvirket af en følelse af uundgåelighed eller af, at noget andet end dit bevidste jeg blidt fører begivenhederne hen imod et usynligt mål. Hvad enten det er de ydre omstændigheder, der udløser denne ændrede oplevelse, eller ej, så vil du sikkert bruge meget tid på at tænke over livets mysterier og forsøge at forstå den komplicerede menneskelige natur med større indsigt.

Men selvom det er sandsynligt, at der vil ske forandringer i dit personlige livssyn og din indstilling til livet, så vil du også opleve en ændring, som påvirker mange andre i din aldersgruppe. Nogle af de ideer, som du har til fælles med andre i din generation, kan antage ny mening, nye former og større vægt i dit liv. Det kan til dels skyldes, at du har nået en alder, hvor modenheden uddyber dit perspektiv, og til dels at kollektivet, ligesom det enkelte individ, gennemgår bevidsthedsmæssige forandringer på forskellige afgørende tidspunkter i historien. Selvom du måske ikke tænker synderligt over det, så kan din følelse af overlevelse, ligesom hos mange andre i din aldersgruppe, afhænge af et harmonisk forhold til naturen og et velordnet liv, som respekterer det fysiske miljø. Overlevelsens "bundlinje" bliver måske sjældent om nogensinde fuldt mobiliseret bortset fra i krisesituationer, hvor man må kæmpe for at bevare sit materielle eller psykologiske ståsted. Men i øjeblikket kan omstændigheder i den store verden fremkalde en slags krisepunkt, som får dig og mange andre til at kigge nærmere på, hvad der betyder mest for jer - i forbindelse med evnen til at overleve og klare tilværelsen og muligheden for at udvikle nye resurser, som kan hjælpe jer med at udtrykke jeres værdier på en kreativ måde.

to top

Gentagelse af fortiden

Chiron konjunktion Chiron: Begyndelsen af April 2010 indtil midten af Februar 2013

I løbet af denne periode har du mulighed for at slippe mange vanskelige oplevelser fra tidligere perioder i dit liv. Fortidens ekko kan forfølge dig i øjeblikket, især hændelser og oplevelser, som gjorde dig ked af det, såret eller magtesløs over for livets uretfærdighed. Det vil sandsynligvis ikke blive nogen nem periode rent følelsesmæssigt. Du kan miste din selvagtelse eller blive pinligt opmærksom på de problemer, du ofte har haft med hensyn til at udtrykke dig selvsikkert over for omverdenen. Det er sandsynligt, at en nutidig hændelse eller situation vil tjene som udløser af visse tidligere skader. Du kan have ekstremt stærke følelser af vrede og skuffelse, fordi et efterslæb af tidligere beklagelser og vrede løber over og ind i din nuværende tilværelse. På et dybere plan har du nu mulighed for at erkende og bearbejde disse gamle sår, som måske har ligget skjult, men som aldrig er helet ordentligt. Men først må du indse, hvad disse sår handler om, og en mangel på indre erkendelse kan være årsagen til, at sårende situationer i nutiden har en så kraftigt indvirkning på dig. I stedet for at reagere med raseri, fortørnelse eller selvmedlidenhed kunne du forsøge at finde ud af, hvornår du tidligere har været udsat for lignende tildragelser. Du kan blive nødt til at gå langt bagud ad en snoet vej, som fører helt tilbage til den tidlige del af dit liv, hvor der kan have fundet begivenheder sted, som bibragte dig en varig følelse af utilstrækkelighed eller selvbebrejdelse.

I øjeblikket fuldfører du en vigtig livscyklus, selvom du måske ikke selv er klar over det. Hvert eneste menneske oplever at blive såret i kraft af livets grundlæggende uretfærdighed, og den slags sår ligger sædvanligvis nede under bevidsthedstærskelen og bliver først aktiveret, når det hele gentages i en tilsvarende situation. Men disse sår kan også påvirke os dybt og gøre os uafvidende defensive og lukkede over for livet på visse områder. Dette kan gælde dig lige nu. Tidlige møder med menneskelige mangler og menneskelig lidelse kan have fået dig til at beslutte at ville beskytte dig selv, så du aldrig mere kommer til at føle dig så sårbar. En sådan forsvarsmekanisme kan have fået dig til at lukke af over for livet. Nu har du muligheden for at åbne døren og udtrykke dig mere frit og åbent. At finde helbredelse gennem egen sårbarhed er en proces, som kræver masser af personlig ærlighed og selverkendelse. Udstyret med disse egenskaber vil du være i stand til at vende det, der i begyndelsen tog sig ud som en ulykkelig situation, til noget, der kan hjælpe dig med at udvikle dig til et mere tillidsfuldt og medfølende menneske.

En filosofisk indstilling kan være gavnlig lige nu. Sådan en indstilling indebærer ikke kynisme, men en villighed til at se hinsides personlige tab eller beklagelser til et dybere og mere universelt mønster, som er på færde i livet. Måske vil denne form for objektivitet få dig til at indse, at der findes mange ting i livet, som det enkelte menneske ikke kan gøre noget ved. Den slags forhold ligger uden for vores kontrol, selvom vores reaktion på dem er vores egen og er et udslag af vores frie valg. En filosofisk indstilling er imidlertid ikke det samme som resignation. Den indebærer en villighed til at indse, at det menneskelige jeg ikke er den stærkeste kraft i livet. Hvorvidt dine nuværende omstændigheder åbner for muligheden af en dybere spirituel eller psykologisk granskning, er op til dig. Men tidspunktet er virkelig velegnet til en undersøgelse af sådanne områder, så du kommer til en større forståelse af dig selv og tydeligere kan definere, hvad du i virkeligheden tror på. Hvis du føler, at du behøver hjælp til at forstå din egen sammensatte natur, bør du ikke tøve med at opsøge den. Stolthed, især den hårdnakkede udgave, er muligvis ikke en særlig nyttig egenskab lige i øjeblikket, og måske har du behov for at vide, at andre er blevet brændt af den samme ild som du. Hvis du er villig til at vende blikket indad i denne vanskelige tid, vil du måske opdage, at der under de nuværende begivenheders overflade foregår en dybt frigørende og helbredende proces.

to top

Advarsel: sprængfare

Chiron opposition Pluto: Midten af April 2011 indtil slutningen af Februar 2013

De samme temaer betones også af:

Pluto sekstil Chiron: Begyndelsen af Januar 2010 indtil slutningen af Oktober 2012

Dette bliver sandsynligvis en foruroligende tid. Du kan støde på nogle stærke følelser i dit eget indre, som truer med at vælte dit billede af dig selv, dit syn på livet og nogle af de strukturer, som du har baseret din tryghed på. Nogle ydre begivenheder af en uforudsigelig og muligvis sårende art vil kunne udløse disse følelser hos dig. Men følelserne kan være ude af proportion med hændelserne og afsløre nogle dybere aspekter af din indre verden, som du måske tidligere har forsøgt at undgå. Dit basale overlevelsesinstinkt bliver aktiveret i øjeblikket, og dette kan få dig til at reagere på ydre pres eller skuffelse, som om der var tale om en kamp på liv og død. Hvis du lader dig overvælde af disse følelser, kan du forsøge at udøve magt over andre for at forsvare dig. Eller du kan synke ned i en mørk stemning af passivitet og martyrium. Ingen af disse reaktioner vil gavne dig ret meget i øjeblikket. Du vil også kunne finde nogle skjulte resurser præget af styrke og udholdenhed lige nu, og få en dyb indsigt i din egen dybere natur. Livet vil sandsynligvis udfordre dine hidtidige opfattelser og kræve, at du nøje undersøger de følelsesmæssige understrømme og "skjulte dagsordener" i dine nære relationer. Du vil sandsynligvis ikke opnå noget ved at reagere på verden, som om den søger at forfølge dig. Dit nylig vakte overlevelsesinstinkt skal bruges til at tjene din velfærd og din selvforståelse, ikke til at styre andre mennesker eller slås med dem.

Det kan vise sig vanskeligt at stå fast uden at påtage sig rollen som aggressor. Hvis du slår først eller kaster dig ud i en hævnakt, kan du vække en meget stærk modstand, som kan betyde, at du kommer til at føle dig besejret og ydmyget. Forsøg at indtage en mere uhildet holdning og en indstilling, som tillader dig at erkende og respektere dine følelser, samtidig med at du forsøger at rumme disses mere primitive elementer. Opdagelsen af en sådan indre intensitet og styrke vil på et dybere plan kunne forvandle ikke bare dit syn på dig selv, men også din forståelse af den menneskelige natur. Men en sådan forvandling afhænger af din evne til at acceptere de mørke elementer hos dig selv og hos livet. Måske er du i øjeblikket særligt opmærksom på tilværelsens uretfærdighed og på, hvor nemt den menneskelige destruktivitet - herunder også din egen - kan slippes løs. Selvom dette måske ikke er en behagelig afsløring, så er den realistisk og kan give dig den fornødne objektivitet og styrke til at klare situationer i livet, som er dybt foruroligende, men som hænder for selv det pæneste og mest anstændige menneske.

Der findes ingen nem opskrift, som kan fortælle dig, hvad du skal gøre lige nu. Du bliver opfordret til at acceptere nogle sider af tilværelsen, som måske er i strid med dine personlige værdinormer, din religiøse overbevisning eller din ideologi. Men du kan have gavn af at anerkende disse områder, selvom du måske ikke bryder dig om dem. Forsøg at drage næring af din egen styrke og integritet uden at tage del i det magtspil, som optager så mange menneskers tid og energi. Du er muligvis meget vred, såret eller føler dig svigtet på grund af de ydre hændelser, som finder sted i dit liv i denne tid. Og dine følelser kan være fuldt berettigede. Men det vigtige er, hvor disse følelser fører dig hen, og du har sandsynligvis mange flere valgmuligheder, end du er klar over. At bilde sig ind, at alt er fint, blot du tænker positivt, kan være alt for naivt. At fortælle dig selv, at målet helliger midlet, kan være kynisk og destruktivt. Her er tale om en særdeles vigtig periode, hvor du bliver stillet over for nogle underfundige valg, som kan føre til en rodfæstelse af de værdier og den etik, som virkelig betyder noget for dig.

to top

Karakterdannelse

Saturn kvadrat Saturn: Begyndelsen af Oktober 2011 indtil slutningen af September 2012

Du har nået et vigtigt vendepunkt i din udviklingscyklus, og livet vil sandsynligvis afprøve soliditeten og ægtheden i dine mål og din følelse af personlig identitet. Du befinder dig nu på det, der kaldes 'toppen' af livet - ung nok til at have mange produktive år foran dig, og dog gammel nok til at have brændt fingrene og taget ved lære af erfaringen. Selvom verden anser dig for at være 'nået frem', føler du dig formentlig indvendigt alt andet end klar og selvsikker i øjeblikket; for måske erkender du alle de områder, hvor du har måttet svigte dig selv for at opnå tryghed, såvel som de områder, hvor du ikke har forberedt dig ordentligt, følelsesmæssigt såvel som fysisk, på ældningsprocessen. Måske bliver du nødt til at opgive visse gamle holdninger og mønstre og påbegynde nogle nye forehavender eller forhold på dette tidspunkt, baseret på en stigende følelse af selvberoenhed og nogle mere modne mål og aspirationer. Men du vil sikkert blive udfordret, ikke blot af den ydre verden, men også af din egen frygt, og de ting, du påbegynder nu, skal måske bevise deres værd i mødet med konkurrence eller vanskeligheder. Du kan opleve modstand mod eller hindring af det, som du forsøger at opnå, og nogle ydre situationer kan måske fremkalde en dyb usikkerhed hos dig. Men hvis du er i stand til at stå fast på det, som du ved er rigtigt for dig, vil du dukke ud på den anden side af denne periode med en langt dybere fornemmelse af egen styrke og overlevelsesevne og en større accept af dine menneskelige grænser.

Måske bliver du tvunget til at definere dig selv klarere, når det gælder dit forhold til den indre verden. Helbredsproblemer eller irrationelle bekymringer, stemninger og fantasier kan få dig til at kaste et nærmere blik på dig selv, og måske får du brug for at undersøge, hvordan en skjult frygt, der udspringer af barndommen, kan have gjort dig alt for styrende og bange for din spirituelle, følelsesmæssige og intuitive side. Det kan blive nødvendigt, at du forholder dig til dine problemer med personlig grænsesætning, og det samme gælder spørgsmålet om, hvor selvberoende du i virkeligheden er. Måske vil du få en stærk følelse af adskilthed, også selvom du befinder dig i et stabilt og kærligt parforhold, og dette kan få dig til at føle dig ensom og isoleret. Du kan også blive nødt til at give slip på selvforsvar og ydre staffage, som du har brugt til at skabe en illusion om styrke og kompetence, således at du kan udvikle en større ægthed og en mere ærlig selvrespekt. Foregiv ikke, at du er noget, som du ikke er. Hvis du opdager nogle svage områder hos dig selv eller erfarer, at din ydre situation ikke er helt så gyldig eller stabil, som du troede, så skal du måske indstille dig på at konfrontere dette ærligt og gøre det nødvendige for at opbygge et bedre fundament. Og hvis et område i din private eller professionelle tilværelse for alvor viser sig ikke at være levedygtigt, så kan du blive nødt til at opgive det.

Der er tale om en periode, hvor du kan luge ud i dit livsgrundlag, styrke det og definere det bedre. Det er formentlig bedst, at du ikke kaster dig hovedkulds ud i nye relationer eller forehavender, før du føler, at grunden under dig er mere solid, og du er mere sikker på dig selv. Vær ikke bange for denne periodes udfordringer. Livet forsøger ikke at være ondskabsfuldt; alle de vanskeligheder eller forhindringer, som du måtte støde på, kaster lys over, hvilke områder af dit liv du bør arbejde med, og hvis du forstår budskabet, kan du skabe et langt stærkere fundament for alle fremtidige valg og aktiviteter. Det er også en tid, hvor du kan opleve en form for psykologisk adskillelse fra din familiebaggrund og kollektivet omkring dig - uanset din alder. Du kan blive nødt til at definere, hvem du er, selvom det måtte betyde, at du løsriver dig fra den ubevidst sammensmeltning eller identifikation med andre, som tidligere gjorde dig sikker og tryg. Forhåbentlig vil denne adskillelsesproces ikke medføre en faktisk, fysisk adskillelse fra mennesker, som du holder af. Men skulle det ske, så kan det betyde, at de pågældende relationer har opfyldt deres formål eller ikke længere tillader dig at gro og modnes som selvstændigt individ. Det mest smertefulde problem, du måtte stå over for nu, kan være en dyb og arketypisk følelse af ensomhed. Hvis du kan lære at håndtere denne følelse, vil du blive i stand til at bruge denne periode kreativt og konstruktivt til at opbygge en bedre fremtid.

to top

Lær at respektere grænser

prog. Mars kvadrat Saturn: Begyndelsen af Oktober 2010 indtil begyndelsen af Oktober 2013

I øjeblikket kan du føle dig som en anden Herkules, der står over for at skulle rense ud i kong Augias' stalde, kun udstyret med en ske til at gøre det. Det kan blive en irriterende periode, og du kan føle dig forfulgt af hindringer og problemer, som gør dig ekstremt vred og giver dig lyst til at kæmpe blindt mod de begrænsninger, du oplever. Men inden du tilkalder de væbnede styrker, ville det nok være klogt at tænke lidt over, hvad det i virkeligheden er, der foregår. Den frustration og begrænsning, du formentlig føler, skyldes måske kun delvist ydre faktorer. Måske konfronteres du i virkeligheden med nogle rigide eller defensive mønstre i dit eget indre, som får dig til at handle uberegneligt og slingrende som en, der forsøger at køre bil med håndbremsen trukket. Du både skubber og holder igen på samme tid, ivrig efter at hævde din vilje og få styr på dit liv og alligevel bange for nederlag eller ydmygelse, hvis du forsøger. Selvom du tidligere måske har haft nemmere ved at acceptere begrænsninger på grund af en i bund og grund realistisk og selvdisciplineret holdning, har du dog formentlig altid oplevet en vis frustration og konflikt mellem din frygt og dit ønske om at hævde dig. En dyb ængstelse vedrørende dine bestræbelser på at komme videre kan også i øjeblikket få dig til at tvivle på din gennemslagskraft som mand og kan endda volde dig unødige bekymringer vedrørende din seksuelle potens eller din evne til at bevare din uafhængighed i nære forhold. Jo bedre du er i stand til at se, hvordan din egen konflikt muligvis overdriver - eller måske endda udløser - de aktuelle, ydre vanskeligheder, desto bedre vil du klare denne vanskelige, men potentielt meget kreative periode.

Du har formentlig altid været ret frygtsom, om end i det skjulte, med hensyn til dine egne anelser, humørsvingninger og fornemmelser af fysisk og følelsesmæssigt ubehag, og måske har du ikke indset, i hvor høj grad du har forskanset dig i en bestemt måde at forsvare din sårbarhed mod omverdenens stormløb. Du virker muligvis ikke ængstelig eller frygtsom; i virkeligheden har du måske overkompenseret og overbevist andre og dig selv om din styrke og selvberoenhed. Men denne tilsyneladende styrke kan nu blive udfordret, og du vil måske opdage, at du bag facaden måske slet ikke er så sikker på, hvordan du skal klare tingene. Der kan ligge mange, stadigt virksomme og komplekse faktorer bag din ængstelse, især tidlige oplevelser af sårethed eller frustration, som har gjort dig fast besluttet på, at ingen nogensinde skal såre eller styre dig igen. I øjeblikket indser du måske, at du for at få det, du ønsker dig i livet, må konfrontere denne frygt og sætte dig ud over den.

Du vil ikke opnå dette ved at kaste dig ud i slagsmål med omgivelserne. Hvis du bliver defensiv og aggressiv, kan du vække andres fjendskab og give dig selv problemer med autoriteter og arbejdsgivere samt med mennesker, du holder af. Du kan også være nødt til at styre dit temperament med fast hånd, så du ikke tiltrækker aggression eller vold fra andre og ikke optræder klodset, når du omgås biler eller andet mekanisk udstyr. Men samtidig bør du ikke forsøge at undertrykke din vrede, for så kan den dukke frem på en skjult måde, der kan være ødelæggende for dit helbred og dit forhold til andre. I denne periode vil du kunne opdage en stor grad af stædighed og udholdenhed hos dig selv, som kan give dig større selvtillid og selvværd i fremtiden. Men du får brug for tålmodighed, hvis du skal kunne rumme din vrede, og også for medfølelse med den frygt, som i det skjulte kan have fået dig til at undgå eller forsvare dig imod nødvendige livserfaringer. Dit egentlig slag gælder fortiden og de sider af din egen natur, som har reageret på livets ulighed og uforudsigelighed ved at forsøge at styre verden omkring dig. Hold fast i dine dybeste overbevisninger og brug energien på nogle realiserbare mål. Men prøv at være opmærksom på, hvornår livet fortæller dig, at du skal sagtne farten, søge kompromis eller give slip; og skab ikke fjender i det ydre, som i virkeligheden ikke er der.

to top

Spændinger og frugtbargørelse

prog. Måne opposition prog. Sol: Midten af Oktober 2011 indtil midten af April 2012

Du er ved at nå højdepunktet i en følelsesmæssig cyklus, som blev indledt for cirka fjorten år siden, hvor dine behov og din følelsesmæssige indstilling gennemgik nogle dybe ændringer, og frøene blev lagt til en helt ny måde at reagere på over for tilværelsen. Følelsesmæssigt vil du muligvis ikke finde denne periode specielt nem, eftersom du er dig tydeligt bevidst, hvor langt du har bevæget dig væk fra fortidens mønstre og måske fra de mennesker, som har været en del af dit liv gennem lang tid. Du kan have brug for at forene den person, du er blevet til, med den, du tidligere var, og dette kan kræve tilpasning, kompromis eller luftning af langvarige spændinger og konflikter. Men selvom du måske ikke altid føler dig fredfyldt, så er der tale om en periode med store muligheder for at blomstre, og hvor du er uhyre opmærksom på din egen individualitet og også kan opfatte andres med en usædvanlig grad af objektivitet og sensitivitet. De emner, som du sandsynligvis vil komme til at fokusere på, er din materielle og følelsesmæssige selvstændighed versus dit behov for at dele disse ting med andre og være afhængig af deres støtte. Selvom der sandsynligvis vil opstå konflikter og ændringer i forbindelse med din materielle tryghed og evne til at udvise økonomisk og følelsesmæssig uafhængighed, kan disse afspejle nogle værdier og behov, som har været under udvikling igennem de seneste fjorten år.

Hvis du har givet dit behov for nærhed med andre lov til at hæmme din trang til at være et særskilt individ, så kan du blive udfordret til at hævde dine værdier og idealer med større ærlighed og åbenhed. Ydre konflikter og problemer i forbindelse med parforhold kan sætte fokus på den kendsgerning, at du har brug for at finde en ny og mere kreativ balance mellem disse to sider af dig selv. Selvom du vil kunne opleve spændinger eller gnidninger med dine nærmeste, kan det vise sig at blive en uhyre produktiv periode, som vil teste alle de bestræbelser, du har udfoldet de senere år for at respektere og udtrykke begge sider af din personlighed. Og har du ikke tidligere fundet den rette balance, så vil du få rig mulighed for at gøre det nu og dermed lægge grunden til en mere smidig og ærlig måde at omgås tilværelsen på i årene, der kommer.

­ ­ ­

to top

Kapitel IV

to top

KONKLUSION

Den græske filosof Heraklit skrev engang, at intet er bestandigt bortset fra forandring. Den menneskelige psyke befinder sig altid i en proces præget af forandring og udfoldelse, og planetstillingerne, som afspejler dit udviklingsmønster i det kommende år, vil ændre sig til nye stillinger, som afspejler nye mønstre i årene, der kommer. Når vi går glip af en mulighed, vender den som regel tilbage igen i en ændret skikkelse og på et andet niveau, for livet ændrer sig ikke blot, det bevæger sig i kredsløb, som bliver afspejlet i planeternes kredsløb på himlen. Hvad "skæbne" end måtte være, så er den ikke en stram plan, som nægter os friheden til at vælge, gro, begå fejl, vælge om og gro på ny.

Hvert af de ovenstående afsnit beskriver nogle planetmønstre, som du dybest set på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde har til fælles med andre mennesker. Det, vi oplever, er ikke så unikt, som vi måske tror; vi oplever alle glæde, smerte, fremgang, tab, ensomhed, samhørighed, lys og mørke, og vi har alle nogle bestemte behov og drifter til fælles med alle andre. Men timingen og den præcise udfoldelse af dit bestandigt skiftende vækstmønster er enestående for dig, og det samme gælder det individuelle hjerte, sind, krop og ånd, som oplever dette mønster. Uanset hvad der måtte ske i din ydre tilværelse i det kommende år, så kan dette at finde mening i det og forbinde denne mening med den, du er, og det, du virkelig søger i livet, åbne for nogle hidtil uanede reserver af energi og kreativitet og kan give dig en større vifte af valgmuligheder i fremtiden. Som børn lærer vi, at vi skal "bruge tiden klogt". Hvad betyder det? Den mest dybsindige betydning er måske, at tiden har bestemte kvaliteter, og hvert eneste øjeblik i tiden har en særlig betydning for os som individer. Og hvis vi forstår og samarbejder med disse kvaliteter og betydninger, så kan det forvandle den måde, hvorpå vi oplever omstændighederne i vores liv.

to top

APPENDIKS

to top

Forslag til yderligere læsning

Om planeternes kredsløb og bevægelser:
"The Gods of Change" af Howard Sasportas (transitter for Uranus, Neptun og Pluto)
"Transitter" af Betty Lundsted
"Transits" af Rob Hand

Om de enkelte planeter og deres betydning:
"The Astrological Moon" af Darby Costello
"Prometheus the Awakener" af Richard Tarnas
"Venus and Jupiter" af Erin Sullivan
"The Inner Planets" af Liz Greene og Howard Sasportas
"The Luminaries" af Liz Greene og Howard Sasportas
"Exploring Jupiter" af Stephen Arroyo
"The Outer Planets" af Liz Greene
"Saturn" af Liz Greene
"Neptune" af Liz Greene
"Chiron and the Healing Journey" af Melanie Reinhart

Om emnet skæbne:
"Synchronicity: An Acausal Connecting Principle" af C. G. Jung
"Skæbnens astrologi" af Liz Greene

Andre Astro*Intelligence rapporter skrevet af Liz Greene kan øge værdien af nærværende rapport, for jo større din forståelse af dig selv er, desto klogere kan du samarbejde med tidens mening. Med henblik på en dybtgående analyse af dit fødselshoroskop kan du bestille Psykologisk Horoskop Analyse. Med henblik på et dybere indblik i dine relationer til andre mennesker kan et Samlivshoroskop give dig et nyt syn på tingene. Hvis du stadig leder efter dit særlige kald, så kan Karriere og Erhverv give dig nogle nye impulser. Og med henblik på at opleve en større værdsættelse af dit barns enestående personlighed eller af din egen barndom kan du bestille et Børnehoroskop.

Et større overblik over dine personlige udsigter gennem en periode på seks år tilbydes i en Langtidsanalyse.

Du kan bestille disse rapporter fra det samme salgssted, hvorfra du modtog den rapport, som du lige nu sidder og læser, eller fra en af de mange andre licensdistributører i mange af verdens lande.

På Internettet vil du finde flere oplysninger om disse rapporter og andre værdifulde, astrologiske tjenester på den webadresse, som står anført på forsiden af denne rapport eller ved at søge under nøgleordene "astro*intelligence" eller "Liz Greene".

to top

Tekniske oplysninger

Til skabelsen af denne analyse er følgende astrologiske faktorer blevet undersøgt:
- større progressive aspekter (konjunktion, opposition, kvadrat, trigon, sekstil) fra Solen, Månen, Ascendanten, MC, Merkur, Venus og Mars til fødselsplaneter og -akser.
- større aspekter (konjunktion, opposition, kvadrat, trigon, sekstil) fra transit Pluto, Neptun, Uranus, Chiron, Saturn og Jupiter til både fødsels-og progressive planeter og akser.
- konjunktioner og oppositioner fra transit Mars til både fødsels- og progressive planeter og akser.
- aspekter mellem progressive planeter, især progressiv ny- og fuldmåne.
Særlig betydning er tillagt positioner for transitterende planeter tæt ved fødselsplaneter og -akser. Der er ikke alene lagt vægt på karakteren af de berørte progressive eller transitterende planeter og akser, men også på fødselshoroskopets konfigurationer, som danner klangbund for de progressive og transitterende aspekter, på huspositionerne for fødsels-, transitterende og progressive planeter, og på den generelle balance blandt elementer og konfigurationer i fødselshoroskopet. Internt er resultaterne fra Psykologisk Horoskop Analyse anvendt ved udarbejdelsen af det enkelte horoskop.

Eftersom indflydelsen fra transitterende eller progressive aspekter ikke blot er begrænset til tidspunktet for det eksakte aspekt, men strækker sig over en periode både før og efter dette, er de forskellige aspekters orbis blevet anvendt. Disse anerkender energiens opbygning og gradvise aftagen under den enkelte planetbevægelse. Følgelig bliver der beskrevet nogle aspekter, som måske først bliver eksakte det efterfølgende år, men som allerede begynder at vise deres virkning, eller aspekter, som måske allerede har nået deres eksakte position det foregående år.

Rapporten, som er resultatet af disse overvejelser, er sammensat af udvalgte, tolkningsmæssige tekstafsnit. Ikke alle transitter eller progressioner, som finder sted i løbet af et år, er medtaget i den trykte rapport, kun dem, der er udvalgt efter Liz Greenes tolkningsmodel. Ved alle Liz Greenes arbejder er Placidus' hussystem benyttet.


Astrologiske data brugt ved Årsanalyse fra Januar 2011 til December 2011
for Barack Obama (mand)
fødselsdato: 4 Aug 1961 lokaltid 19:24
sted: Honolulu, HI (US) U.T. 05+24
157w52, 21n18 sid. tid 15:46:38

PLANETPOSITIONER
planet tegn grad bevægelse
Sol Løve 12°32'53 i hus 6 direkte
Måne Tvilling 3°21'27 i hus 4 direkte
Merkur Løve 2°19'54 i hus 6 direkte
Venus Krebs 1°47'22 i hus 5 direkte
Mars Jomfru 22°34'36 i hus 7 direkte
Jupiter Vandbærer 0°51'31 i hus 12 retrograd
Saturn Stenbuk 25°19'51 i hus 12 retrograd
Uranus Løve 25°16'15 i hus 7 direkte
Neptun Skorpion 8°36'21 i hus 9 direkte
Pluto Jomfru 6°58'40 i hus 7 direkte
Chiron Fisk 5°19'01 i hus 1 retrograd

HUSPOSITIONER (Placidus)
Ascendant Vandbærer 18°02'41
2.Hus Fisk 25°53'53
3.Hus Tyr 0°17'21
Imum Coeli Tyr 28°53'07
5.Hus Tvilling 23°58'28
6.Hus Krebs 19°01'00
Descendant Løve 18°02'41
8.Hus Jomfru 25°53'53
9.Hus Skorpion 0°17'21
Medium Coeli Skorpion 28°53'07
11.Hus Skytte 23°58'28
12.Hus Stenbuk 19°01'00

Transitter
prog. Sol kvadrat Venus Midten af Juni 2011 indtil slutningen af Juni 2013
Neptun trigon Venus Slutningen af Marts 2011 indtil midten af Januar 2014
prog. Sol trigon Jupiter Begyndelsen af Juli 2010 indtil midten af Juli 2012
Jupiter kvadrat Jupiter Slutningen af Maj 2011 indtil begyndelsen af Februar 2012
prog. Venus sekstil Venus Begyndelsen af September 2011 indtil slutningen af April 2013
Chiron opposition prog. Venus Begyndelsen af April 2009 indtil slutningen af Januar 2012
Chiron kvadrat Måne Slutningen af April 2010 indtil midten af December 2012
Uranus konjunktion prog. Måne Begyndelsen af Oktober 2011 indtil midten af Juni 2012
Uranus trigon MC Slutningen af Marts 2010 indtil begyndelsen af Januar 2012
Chiron kvadrat MC Begyndelsen af Maj 2009 indtil begyndelsen af December 2011
Jupiter kvadrat Saturn Begyndelsen af Maj 2011 indtil slutningen af Maj 2011
Uranus trigon Merkur Begyndelsen af Juni 2010 indtil slutningen af Marts 2012
prog. Merkur kvadrat Saturn Slutningen af September 2009 indtil midten af Juni 2011
Jupiter kvadrat Merkur Begyndelsen af Juni 2011 indtil midten af Februar 2012
Jupiter opposition Neptun Begyndelsen af Juli 2011 indtil midten af Marts 2012
Neptun kvadrat MC Begyndelsen af Marts 2010 indtil slutningen af December 2012
Pluto trigon Pluto Slutningen af Februar 2010 indtil slutningen af December 2012
Chiron konjunktion Chiron Begyndelsen af April 2010 indtil midten af Februar 2013
Chiron opposition Pluto Midten af April 2011 indtil slutningen af Februar 2013
Saturn kvadrat Saturn Begyndelsen af Oktober 2011 indtil slutningen af September 2012
prog. Mars kvadrat Saturn Begyndelsen af Oktober 2010 indtil begyndelsen af Oktober 2013
prog. Måne opposition prog. Sol Midten af Oktober 2011 indtil midten af April 2012