Kapitel I.
INTRODUKTION
At favne fremtiden
Den græske filosof Heraklit skrev engang, at intet er sikkert bortset fra, at alt forandrer sig. I de
seneste to årtier er vi blevet tvunget til at indse denne ældgamle sandhed, for mange af vore
hævdvundne og pålidelige religiøse, økonomiske og sociale strukturer og definitioner på virkeligheden
er undergået store omvæltninger. Da mennesker instinktivt frygter forandring, forestiller vi os
kolossale katastrofer såsom virkningerne af global opvarmning eller den store tsunami i december
2004; eller vi sætter vores håb til verdens frelse eller dybe ændringer i samfundets karakter, som på
mirakuløs vis vil genskabe freden og tilliden til vore medmennesker. Er dette nye århundrede virkelig
så specielt, åndeligt og materielt set? Er der virkelig tale om en ny tidsalder, en New Age, der
venter i kulissen? Eller er der tale om en fantasi, en metode til at lindre vores evigt
tilstedeværende frygt, mens verden ændrer sig hurtigere, end vi selv synes at gøre?
De astrologiske kredsløb tager ikke hensyn til den menneskelige kalender, og planeternes bevægelser
har deres egen logik og timing. Hvis vi tog en hvilken som helst seksårsperiode i historien, ville vi
sandsynligvis finde et antal mulige planetstillinger, som giver den pågældende periode farve og
betydning. Men den kendsgerning, at vi tillægger vores nylige indtræden i det 21. århundrede så stor
vigtighed, medfører, at vi vil komme til at opleve denne tids farve og betydning med en helt særligt
orienteret indstilling. Vi forventer en hel del af de kommende årtier, det være sig godt eller
dårligt; og derfor er vi, set fra et psykologisk synspunkt, særligt lydhøre over for tidens
strømninger og måske i stand til at reagere skarpere, med større forhåbning og øget kreativitet. I en
vis forstand betyder det ikke noget, om vores opdeling af tiden i århundreder og årtusinder er
kunstig. Den menneskelig psyke gør det betydningsfuldt, og det er det, der tæller.
Hvori består da denne periodes særlige farve? Hvad kan astrologien fortælle os, efterhånden som vi
bevæger os længere ind i det 21. århundrede? Astrologerne henviser ofte til den tilstundende
Vandbærerens Tidsalder, men hvad betyder det egentlig?
Begyndelsen på Vandbærerens Tidsalder
Tidsaldrenes skiften er styret af forårsjævndøgnspunktets (den første grad i zodiakken) bevægelse ind
i et nyt stjernetegn. Dette finder stort set sted med to tusind års mellemrum. I øjeblikket skifter
det fra Fiskenes tegn til stjernetegnet Vandbæreren. Den slags store, kosmiske bevægelser afspejles
først og fremmest i menneskelige forhold ved den måde, hvorpå vi opfatter Gud, og i det livssyn, vi
anser for at være "sandt". Hvis vi kaster et blik tilbage i historien, fremgår det klart, at
menneskets opfattelse af virkeligheden ved begyndelsen på Fiskenes tidsalder ændredes radikalt,
hvilket blev afspejlet i fremvæksten af nye religioner (både kristendommen og islam) og en helt anden
forestilling om livets essentielle mening og formål. Kolossale ændringer som disse foregår ikke
førstkommende torsdag kl.15, men strækker sig over en periode på et par århundreder, og
overgangstiden er ofte præget af et kaos, hvor gamle værdier og gamle guder begynder at miste deres
værdi og betydning, og en tiltagende ængstelig og forvirret menneskehed søger efter nye veje.
Hvad kan denne ændring fra Fiskene til Vandbæreren da betyde for os alle? Vandbæreren er et tegn, der
tilhører det astrologiske element luft, og dette betyder, at forstanden snarere end hjertet
sandsynligvis vil begynde at antage størst værdi. Den menneskelige snilde og opfindsomhed, som
afspejles i teknologien og en større forståelse af, hvordan universet fungerer, udgør vigtige sider
af Vandbærerens etik. Det menneskelige broderskab er ligeledes umådelig vigtigt. De værdier, som får
nationer til at anerkende, ikke blot hinandens rettigheder, men også indbyrdes ligheder, vil
sandsynligvis blive afspejlet i en stigende globalisering, en følelses af at være "verdensborgere".
Vandbæreren er også massernes tegn, og dette betyder en afbalancering af yderpunkterne og en søgen
efter fællesnævnere inden for uddannelse, penge, mode, kunst og alle andre områder, hvor den
menneskelige kreativitet og stræben sætter sit præg. Er der da tale om en "god" eller en "dårlig"
tidsalder? Det afhænger af, hvad vi gør den til. Efterhånden som vi bevæger os ind i det 21.
århundrede, står hver eneste af os over for den udfordring at skulle reagere på og arbejde med den
nye energi, som i øjeblikket skaber så dybe forandringer inden for videnskab, religion, kommunikation
og sociale og politiske strukturer.
Kapitel II
Planetstillingerne
Hver eneste af os har et individuelt horoskop, som vil blive
påvirket af det ændrede planetare billede, som dannes af de
langsomtgående planeter. Disse planetstillinger skal, selvom de
ikke er direkte forbundet med ændringen af den astrologiske
tidsalder, ikke desto mindre opfattes som markører af vigtige skift
og ændringer i den kollektive psyke, som er mere synlige på det
sociale plan end på det individuelle. De tre ydre planeter -
Uranus, Neptun og Pluto - afspejler ændringer i vore holdninger til
fremskridt, spirituel længsel og overlevelse. Deres gang foregår
uanset, om en "New Age" er på trapperne eller ej, men når der
optræder vigtige planetstillinger i en tid, hvor vi rent
psykologisk er så opfyldt af forventninger - både om ulykker og
mirakler - så antager vore reaktioner en særlig farve. Hvad betyder
det for os alle sammen? Efter Anden Verdenskrig spirede der overalt
en ny følelse, til dels næret af det mørke og den lidelse, som så
mange mennesker var plaget af, men også optændt af et brændende håb
og ønske om nyskabelse og en luftig drøm om harmoni og fred i
verden. Der spirer en tilsvarende følelse i dag. Disse tre ydre
planeter, som alle handler om kollektive bevægelser og tendenser,
synes at tilbyde os en vision om en forbedret og lysere verden.
Det betyder ikke, at vi alle sejler ind i fremtiden opfyldt af
glæde og fri for problemer. I mange egne af verden findes der store
lidelser og en skræmmende utryghed, og mennesker må stadig klare
udfordringer, som er smertefulde og frustrerende. Den vision, som i
øjeblikket synes at smitte så mange mennesker, virker heller ikke
nødvendigvis tiltrækkende for alle. Idealisme og vision kan også
være ledsaget af en mangel på anerkendelse af individuelle
rettigheder og følelser, og den kollektive stræben efter
fremskridt, som kan være retorisk stærk, kan nu og da savne en
anerkendelse af tid og menneskelig skrøbelighed. Nogle mennesker
kan føle sig pressede og overbebyrdede af tidens tendenser, som om
de forventes at skulle lære alting med det samme og opgive deres
hårdt tilkæmpede værdier og personlige tryghed, blot fordi
kollektivet kræver det. For at forstå og få mest muligt ud af de
ydre planeters kommende stillinger, som falder sammen med
tidsaldrenes skiften, må vi først forstå os selv og indse, hvordan
disse planeter vil påvirke os personligt.
Pluto i Stenbukken
Pluto i Stenbuk: 2008 indtil 2023 |
Pluto er stortrommen i planeternes panteon, idet den er omkring 249
år om at rejse hele zodiakken rundt. Den gik ind i Stenbukkens tegn
i 2008 og vil ikke gå ind i Vandbæreren før i 2023. Det andet årti
i det 21. århundrede er således domineret af Plutos vigtige færd
gennem geden Stenbukkens tegn, som er optaget af strukturer,
hierarkier, autoritet og styreformens karakter. Pluto symboliserer
de dybe, underjordiske kræfter i den kollektive psyke, som
nedbryder og fornyr det, der er gammelt, udslidt og forældet. Den
arbejder som en maskine, der renser en dambund for mudder og
bringer alt der, der er råddent og klar til kompostdyngen, op til
overfladen, således at der kan opstå nyt liv, renere, lysere og
stærkere end før. Da den gik gennem Skytten, oplevede vi en
lidenskabelig fokusering på vore definitioner af Gud og moral. Nu
har vi nået et punkt, hvor vi søger ændringer i de
autoritetsstrukturer, som skaber sammenhæng og lov og orden i vores
verden. På det globale plan kan vi forvente mange ændringer -nogle
gennem enighed og andre gennem kamp - inden for politik, økonomi og
de love, vi bliver styret af. Magtmisbrug, som engang blev taget
for givet, vil nu sandsynligvis blive udfordret, og det samme
gælder vores måde at vælge vore ledere på og tildele dem autoritet
over os. Nationale grænser og kollektive, politiske enheder kan
ændres radikalt, efterhånden som idealismen bliver erstattet af en
mere realistisk vurdering af, hvad mennesker har brug for. Vi kan
også forvente nye holdninger til miljøet og nye love, hvormed vi
kan bevare og beskytte det - herunder planetens dyreliv, som så
længe har været henvist til hierarkiets bund.
De dybe dilemmaer vedrørende personlig og kollektiv ansvarlighed,
som Pluto rejser på sin færd gennem Stenbukken, kan iagttages på
mange niveauer i den ydre verden. De kan også udfordre dig på en
meget personlig måde, og måske erkender du i begyndelsen ikke, at
de problemer, som du står konfronteret med, ikke kun er dine, men
også deles af mange andre mennesker, som kæmper på hver deres måde
for at omdefinere det, de forstår ved autoritet. Selvom Plutos
bevægelse påvirker nogle meget personlige områder af dit liv, så
kan det være værdifuldt i sidste instans at stille disse spørgsmål:
"Hvad er den dybere mening bag det, jeg gennemgår? Hvad er det
meningen, at jeg skal lære af det? Hvordan kan jeg bruge denne
periode til at omdefinere mit ansvar for mig selv, mit samfund og
mit land? Og hvor ægte selvberoende er jeg i virkeligheden i en
verden, som kræver, at jeg finder nye måder at stå på egne ben på,
uden at vakle?"
At grave ned til rødderne
Pluto i 4.Hus: 1998 indtil Februar 2014 |
Dybt nede ved dit livs rod kan Plutos udrensende og forvandlende
egenskaber blive mærkbare i forbindelse med omgangen med din
familie og din følelse af at høre til. Dette vil sandsynligvis ikke
blot påvirke din bopæl, men endnu vigtigere din følelse ved at bo
der. Langsomt og umærkeligt, men ubønhørligt vil dit forhold
forandres til dem, du er bundet til ved blodets bånd, ligesom din
følelse af tilknytning til dit nærmiljø og måske endda dit land.
Måske føler du, at du er vokset fra en bestemt fase i dit liv, og
det er muligt, at du på et eller andet tidspunkt i denne afgørende
tid vil få lyst til at flytte, emigrere, kraftigt renovere din
bopæl eller bygge eller købe en helt ny bolig, hvor du føler, at du
i højere grad kan være dig selv. De dybe og ubønhørlige ændringer,
som denne lange Pluto-transit gennem Stenbukkens barske og
hårdnakkede tegn symboliserer, kan få dig til at bryde gamle bånd
og genopbygge din tilværelses fundament fra bunden. Efterhånden som
tiden går, vil du måske opdage, at du kommer til at betragte din
familiebaggrund på en anden måde og kan give slip på gamle sår og
beklagelser. Eller såfremt du alt for længe har fundet dig i visse
vanskeligheder, så er du måske nu følelsesmæssigt stærk nok til at
forlade fortiden og skabe dig en ny tilværelse.
Til tider kan du måske føle dig en smule isoleret eller rodløs,
mens disse dybe ændringer finder sted i dit indre. Hjem og rødder
på det fysiske plan er også symboler for, hvad vi opfatter som de
vigtigste værdier og forestillinger, der udgør fundamentet i vores
liv, og måske stiller du dig selv nogle dybtgående spørgsmål af en
spirituel og psykologisk art med hensyn til, hvor du kommer fra, og
hvilket formål du er her for at opfylde. En følelse af skæbne kan
måske nu og da få dig til at sætte spørgsmålstegn ved de mere
traditionelle trossystemer, og måske får du et glimt af nogle
dybere mønstre, som er på færde i dit liv, og som kan få dig til at
genoverveje din fortid. Alt dette udgør en dyb udrensningsproces,
som kan gøre dig til et friere og klogere menneske og bibringe dig
en dyb følelse af, at dit liv rummer mange mysterier og en højst
individuel vej, som du altid har fulgt, bevidst eller ubevidst.
Sommetider kan det føles, som om nogle kræfter fra fortiden, som er
uden for din kontrol, har forladt dit liv, og måske kan du ikke
umiddelbart se, hvor du er på vej hen. Men det behøver ikke at være
en negativ følelse, og hvis du kan give slip og prøve at stole på
de langsomme og tyste, men magtfulde strømninger, som lukker døren
til det, der er gået forud, vil du måske finde fornyet tillid, ikke
bare til dig selv, men også til de kræfter, som understøtter den
vej, du skal følge fremover.
At lukke op for det indre barn
Pluto i 5.Hus: Februar 2014 indtil December 2014 |
I løbet af Plutos lang færd gennem Stenbukkens barske og
hårdnakkede tegn vil et bestemt spørgsmål sandsynligvis lyde om og
om igen i dit liv: Hvem er du i virkeligheden? Hvad er det, der gør
dig til et særligt individ? Plutos forvandlende karakter vil
sandsynligvis komme til udfoldelse i forbindelse med dit
individuelle selvudtryk, og det omfatter også din måde at være
kreativ på og din evne til at finde nogle passende redskaber, som
kan give form til det, som du inderst inde føler ligger dit hjerte
nærmest. Denne periode kan afspejle en ny, kreativ fødsel, hvor du
opdager et talent, som du ikke vidste, at du besad, eller finder en
ny kunstnerisk måde at udtrykke det på, som findes i dit indre. Nye
forretningsforetagender, nye kreative projekter og en fornyet
tillid til din ret til at være dig selv kan være nogle af de
smukkeste frugter ved denne proces. Hvad enten de børn, som denne
periode afføder, er fysiske eller produkter af fantasien, så er der
dybest set tale om en fødsel, og selvom svangerskabet kan strække
sig over lang tid, vil du sandsynligvis få en dyb indsigt i dit
eget værd som individ.
Ingen fødsel kan imidlertid finde sted uden en vis grad af kamp, og
måske er der tale om, at nogle mønstre i dit liv må ophøre.
Kærlighedsforhold kan, selvom de er mere lykkelige end byrdefulde
(og lykke er lige så sandsynlig som kriser i denne periode) kræve,
at du bearbejder nogle gamle, psykiske holdninger, som du har arvet
fra din familiebaggrund -holdninger, som du vil have bedre af at
være foruden. Du kan også blive nødt til at tænke dybt og længe
over, hvilken type forælder du er eller gerne vil være, hvilken
type barn du selv engang var, og hvad du forventer af og behøver
fra dine egne børn. Det er i virkeligheden barnet i dit eget indre,
som bliver aktiveret og bragt op til overfladen af den proces, som
afspejler Plutos bevægelse, og du kan blive nødt til at se alle de
områder i øjnene, som rummer en blokering af dine behov i
barndommen og en kvælning af dine barnlige drømme og din
inspiration. Evnen til at udtrykke dit indre barn er en målestok
for din evne til at være kreativ og glad i livet. Ved du, hvordan
man leger? Kan du opleve barnets glæde, følelsen af undren over
livet og tilliden til, at du kan udtrykke dine forestillinger i
kreativ form? Eller er du hæmmet af bekymringer for, hvad andre
tænker, eller af urealistiske forventninger og normer, som lammer
dit selvudtryk? Denne evne til at udtrykke dig uden materiel
vinding eller ideologisk retfærdiggørelse afslører, hvem du dybest
set er, og det er det, du sandsynligvis kommer til at opdage i de
kommende år. Hvert eneste menneske har et område, hvor han eller
hun kan være kreativ, og du kan have brug for at opdage dette på
nye niveauer.
Pluto kvadrat Saturn: Slutningen af Januar 2010 indtil slutningen af November 2012 |
Gammel psykologisk bagage - frygt, bekymringer og
forsvarsmekanismer fra fortiden - kan vige til fordel for en ny og
mere selvsikker holdning, for du er ved at vokse fra de
begrænsninger, som måske indtil nu har indskrænket din tilværelse.
Dette kan indebære en vis grad af ærlig granskning af din egen sjæl
og tillige en omformning eller ændring af det materielle eller
erhvervsmæssige fundament, som dine verdslige forhold hviler på. I
virkeligheden kan alt det, der skaber tryghed -følelsesmæssigt og
intellektuelt såvel som materielt - trænge til at blive revurderet.
Modsæt dig ikke forandringerne; byd dem velkommen, for de kan give
dig større indre og ydre frihed. Tænk grundigt over, hvilken kurs
du ønsker at tage, og hvad der måske hidtil har forhindret dig i at
opnå det, du ønskede. Forudsat at du er villig til at være ærlig
vedrørende de ting, som du hidtil har bygget op, og grundene til,
at du har gjort det, så har du en chance for at opnå en ny følelse
af sikkerhed og selvberoenhed, og nogle nye muligheder kan hjælpe
dig med at realisere både dine verdslige og dine følelsesmæssige
mål.
Pluto kvadrat Jupiter: Midten af Marts 2010 indtil slutningen af Oktober 2013 |
Der vil finde nogle dybe ændringer sted i dit syn på livet og den
type bestræbelser, som driver dig. Måske føler du, at du omsider
har fundet nogle mål, som berører dig åndeligt såvel som materielt,
og det er muligt, at du kan opnå temmelig meget i denne tid, fordi
lidenskaberne giver brændstof til dine ydre beslutninger og
handlinger. Du indeholder den rette intensitet og målrettethed lige
nu til at sigte højt og nå dine mål. Faktisk kan der måske ligefrem
være noget tvangsmæssigt over det, for der synes at opstå en indre
trang hos dig til at bevise, at du kan overskride dine grænser og
kræve det, du ønsker, på trods af modstanden. Det kan blive en
kolossalt kreativ og produktiv tid. Men vær mild over for dig selv,
for du har tendens til at overdrive aktiviteten lige nu og mangler
måske visdommen til at sørge for perioder med hvile og refleksion.
Alle mennesker har grænser, og du bør huske dine egne - også selvom
det måske for en tid føles, som om du kan overvinde alle
forhindringer og bestige en hvilken som helst bjergtinde.
Pluto opposition Mars: Midten af Januar 2014 indtil begyndelsen af December 2016 |
Du har muligvis ikke vidst, hvor stærkt lidenskabelig og målrettet
du kan være vedrørende visse ting; men formentlig kommer du til
klarhed over det nu. Livet rører på en eller anden måde ved dit
dybeste begær, og du får mulighed for at finde nogle nye, indre
resurser af udholdenhed og engagement, som kan forvandle dit
billede af dit selv og radikalt ændre dine mål og ønsker for
fremtiden. Men balance er en meget vigtig ting lige nu. Prøv at
indse, hvornår det eventuelt er klogest at vente eller søge et
kompromis i forhold til andres ønsker, og hvornår det er tydeligt,
at du bør give slip. Det bliver muligvis ikke nemt, for dine
lidenskaber er særligt stærke og din vilje særligt magtfuld i
øjeblikket. Men du kan komme til at presse andre for meget og skabe
modstand, og det vil måske være bedre at kombinere din stærke vilje
med nogle grundige overvejelser over andres begrænsninger - og
faktisk også dine egne. Overdriv ikke tingene. Du er sandsynligvis
i besiddelse af større reserver af fysisk og følelsesmæssig styrke,
end du plejer at være, og det giver dig mulighed for at arbejde
hårdt og længe for at nå et yndet mål. Men vær venlig mod din krop
og lad være med at presse den ud over dens naturlige grænser. Din
viljestyrke er så stor lige nu, at du kan glemme, hvornår du skal
holde inde og tage en pause. Du vil kunne udrette rigtig meget og
lære en hel del om din egen magt og styrke - forudsat at du også
anvender din sunde fornuft og udviser en vis sensitivitet over for
andres følelser. Hvis du bliver nødt til at vente på de ting, du
ønsker, så lær at gøre det villigt. Og hvis du trods alle
anstrengelser skal give slip på noget, så forsøg også at acceptere
det så beredvilligt som muligt. Det kræver et lige så stort mod at
lære at afstå fra ting som at presse hårdt på for at nå et mål.
|
Pluto trigon Venus: Midten af Januar 2016 indtil begyndelsen af December 2018
De samme temaer betones også af:
prog. Venus konjunktion Pluto: En transit der nærmer sig sin afslutning, fra midten af Juli 2009, varer indtil slutningen af Marts 2011
|
Du vil i denne periode sandsynligvis i al stilhed forsone dig med
de værdier og mål, du har i forbindelse med omgangen med andre
mennesker. Du ved en hel del mere om, hvem du er, og hvad du
behøver for at kunne føle dig lykkelig og tilfreds, og du vil være
bedre i stand til at acceptere realiteten af det, du faktisk har,
frem for at jagte regnbuer, henfalde til overdreven romantik eller
svælge i fortørnelse, fordi livet ikke er perfekt. Dine følelser
bliver dybere og mere modne, og dette vil sandsynligvis give dig en
god indsigt i andres følelser og motiver såvel som dine egne. Måske
vil du opleve, at din egen ændrede holdning bliver afspejlet i
forandringer i din ydre tilværelse. Nye personer kan dukke op i dit
liv, som du kan udveksle med på et langt dybere og følelsesmæssigt
mere ærligt plan, og du har muligvis også større tillid til din
egen tiltrækningskraft. Du kan også være parat til at slippe visse
adfærdsmønstre i forholdet til andre - og måske endda nogle
bestemte forhold - som du er vokset fra, eller som aldrig har været
dybere forankret i dit hjerte og dine inderste værdier. Det vil
sandsynligvis ikke være en periode præget af ydre kriser. Men den
er alligevel ekstremt vigtig, fordi du er bedre i stand til at
acceptere både de mørke og de lyse sider af kærligheden og kan tage
folk, som de er, frem for sådan som du kunne ønske, at de var.
Tanken om det mulige har altid kunnet begejstre dig; lige nu vil du
måske opdage, at den menneskelige virkelighed er lige så spændende.
Og det kan betyde en større tilfredsstillelse og en rigere og mere
lønsom tilværelse, følelsesmæssigt og seksuelt.
Neptun i Vandbæreren
Neptun i Vandbærer: 1998 indtil April 2011 |
Neptun er 165 år om at fuldføre et kredsløb gennem zodiakken, og
den står nu i Vandbæreren for første gang siden 1834, idet den gik
ind i tegnet i 1998. Den forlader Vandbæreren og går ind i Fiskene
i foråret 2011. Denne planet afspejler de bestandigt skiftende og
gentagne kredsløb af kollektive drømme og længsler, og vi kan se
dens forfinede, emotionelle virkninger i de ting, som synes at love
frelse, fred, fuldkommenhed og frihed fra lidelse. Neptun spejler
vores længsel efter at smelte sammen med den store helhed og undgå
den smertefulde følelse af isolation, som ledsager enhver
individuel inkarnationsrejse. Det tegn, som Neptun passerer
igennem, beskriver derfor på mange forskellige niveauer de
kvaliteter, genstande og mennesker, som vi tror vil løfte os ud af
smerte og ensomhed og føre os ind i den Paradisets Have, som vi
mistede engang for meget længe siden. Det, vi oplever som
moderigtigt, afspejles også i Neptuns aktuelle stjernetegn, og
musik, kunst og fortolkninger af skønhed ændres og skifter alle
ligesom Neptuns bølger, efterhånden som vi ændrer vore
forestillinger om, hvad der vil kunne tilfredsstille vores evige
længsel.
Da Neptun gik igennem Vandbæreren i det 19. århundrede, var det
første gang, at betegnelsen et "forenet Europa" blev anvendt i
politisk sammenhæng. Under denne tidligere transit var drømmen om
alle globale konflikters ophør ledsaget af en forstærket følelse af
broderskab og åndeligt fællesskab mellem mænd og kvinder af alle
racer og nationer. Samtidig fejede nationalismens passionerede
bølge gennem Europa og Amerika og bragte alle drømme om global
enhed til ophør. Nu hvor Neptun på ny går gennem Vandbæreren,
drømmer vi atter om et verdensomfattende fællesskab, som vil betyde
alle konflikters ophør. Desværre bliver ikke alle Neptuns drømme
til virkelighed, og sommetider ligger der en bitter skuffelse og
venter i og med, at vores øgede fornemmelse af, hvad der kunne være
muligt, støder sammen med verdens virkelighed og den menneskelige
naturs begrænsninger. For første gang i mere end halvandet
århundrede fyldes vi på ny af en forestilling om menneskeligt
fællesskab, som kunne afføde mange umådeligt kreative resultater.
Men sådan en forestilling kan også gøre os blinde over for
erkendelsen af vore grænser, og vore lidenskabelige drømme om, hvad
der "burde være" godt for alle, kan komme til at trampe på den
enkeltes rettigheder og følelser. Det, vi oplever som smukt,
moderigtigt og ønskeligt, ændrer sig også. Som kollektiv mister vi
sentimentaliteten vedrørende fortiden og fokuserer på det, der er
nyt, nyskabende, teknologisk avanceret og i stand til at skabe et
mere effektivt og sammenhængende samfund.
Neptun i Fiskene
Neptun i Fisk: April 2011 indtil 2025 |
Neptun går ind i Fiskene i 2011 og forlader dem først igen i 2025.
Neptuns færd gennem Fiskene i det 19. århundrede prægede fødslen af
den spiritualistiske bevægelse i Amerika, som hurtigt spredte sig
gennem Europa og vakte en ny fornemmelse af alternative
virkelighedslag og den fortsatte eksistens af et liv efter døden.
Selv videnskabelige opdagelser blev påvirket af Neptuns magiske
færd gennem sit eget stjernetegn: hypnosen blev opdaget, og der
blev indledt undersøgelser af den ubevidste psykes karakter, som
førte til fødslen af moderne dybdepsykologi og psykoterapi.
Samtidig fejede den romantiske nationalismes passionerede bølge
gennem Europa og Amerika og bragte tidligere drømme om global enhed
til ophør. Efterhånden som Neptun træder ind i tegnet for Det Store
Dyb, drømmer vi atter om at trænge igennem til hemmelighederne bag
den materielle virkeligheds slør og finde frelse i nogle romantiske
forestillinger om et nyt samfund og en ny verden. For første gang i
mere end halvandet århundrede fyldes vi på ny af en forestilling om
det eviges mysterium og skønhed. Men sådan en forestilling kan også
gøre os blinde over for den jordiske verdens krav, og vore
lidenskabelige, kollektive drømme om opofrelse og transcendens kan
kræve et mere realistisk og objektivt blik. Det, vi opfatter som
smukt, moderigtigt og ønskeligt, ændrer sig også. Som kollektiv
mister vi tilliden til videnskabernes alvidenhed og den sociale
lovgivnings virkningsfuldhed og fokuserer på det menneskelige
hjertes og den menneskelige sjæls mysterier.
Forankring af fantasien
Neptun i 6.Hus: 2004 indtil April 2016 |
Du føler dig muligvis noget usikker på din arbejdsretning, og den
vante orden i din verdslige tilværelse kan se ud til at skride.
Dette er et karakteristisk udtryk for Neptun, som blidt nedbryder
snævre strukturer og afslører en mystisk og magisk verden
nedenunder. Dens indvirkning vil højst sandsynlig komme til udtryk
i dit arbejdsliv og i den måde, hvorpå du forholder dig til den
materielle virkelighed, herunder din egen krop, i hverdagen. Hvis
du er låst fast i en stram arbejdsstruktur, kan du meget vel
opleve, at du længes efter noget mere flydende og meningsfuldt, og
det kan være et frugtbart tidspunkt at undersøge nogle
udfoldelsesmuligheder, som indebærer kunstnerisk arbejde, eller
hjælpe andre med at udvikle sig i kraft af dine helbredende eller
rådgivende færdigheder. Du har måske ikke den store tålmodighed med
verdslige detaljer og kan opleve, at dine tanker befinder sig langt
borte i en fantasiverden, samtidig med at du forventes at klare
almindelige, verdslige gøremål. Men denne periodes dybe indvirkning
indebærer en blid og forfinet åbning ind til virkelighedens skjulte
lag, og dette gælder måske ikke kun dit forhold til hverdagen, men
også din opmærksomhed over for din egen fysiske krop og dens intime
forbindelse med dine følelsesmæssige og psykiske tilstande.
Hvis du oplever vanskeligheder på disse verdslige områder af dit
liv, så prøv at se bag om det umiddelbare problem for at få indblik
i den skjulte mening. Måske har du behov for at opfatte din egen
rolle i livet anderledes og bruge dine færdigheder og evner i
forbindelse med noget, som er mere meningsfuldt. Er dette
tilfældet, vil du sandsynligvis opleve at blive utilfreds og
rastløs på dit arbejde, og du kan endda få problemer med
arbejdsgivere eller ansatte, hvilket afspejler din egen dybe
længsel efter at engagere dig i noget, der i højere grad bidrager
til andre menneskers liv. Hvis du får konkrete problemer af en
helbredsmæssig eller økonomisk art, gør det samme sig gældende -
prøv at forstå, hvad det i virkeligheden er, der bliver sagt af din
egen dybere psyke. En ny og mere dybsindig indstilling til den
fysiske virkelighed er den store gave, der kan optræde som følge af
Neptuns aktuelle, langvarige, forfinede, men kraftfulde påvirkning,
og du har nu mulighed for at tilpasse og ændre den ydre form på din
tilværelse, så den giver et sandere billede af, hvem du er
indvendig. Den mest dybtgående effekt af Neptuns gang gennem
Vandbærerens idealistiske tegn og Fiskenes mystiske, poetiske tegn
er for dit vedkommende muligheden for at opdage sammenhængen mellem
indre og ydre. Selvom der er tale om en dybsindig, spirituel
erfaring, vil du sandsynligvis opleve den på et mere hverdagsagtigt
plan, og det kan give dig en følelse af at være dyb forbundet med
naturen, med kroppen og med hverdagslivets ritualer og rytmer.
Neptun trigon Mars: Slutningen af Maj 2016 indtil begyndelsen af December 2019 |
En trang til harmoni og fred vil sandsynligvis få dig til at søge
efter en venligere og mindre belastende måde at forfølge dine mål
på og omgås andre på, og den følelse af enhed, som i øjeblikket er
virksom i kollektivet, vil sandsynligvis påvirke dig personligt ved
at bringe alt det frem i din natur, som er blidt og fredselskende.
En målsætning af en mere altruistisk karakter kan påvirke dine
fremtidige bestræbelser, og måske ønsker du at engagere dig mere i
den menneskelige trivsel på en direkte og praktisk måde. Du kan
også få lyst til at bruge tiden på at drømme, og det behøver ikke
at være noget dårligt, for din intuition og kreativitet vil
sandsynligvis være forstærket. Alle kunstneriske projekter kan have
gavn at den stimulation af fantasien, som du oplever i øjeblikket.
Selvom det muligvis ikke er nogen god idé at være alt for passiv
eller magelig - du lever jo trods alt stadig i denne verden! - så
kan evnen til at flyde med tidens strøm hjælpe dig med at klare
nødvendige forandringer og udfordringer på en rolig og taktfuld
måde.
Uranus i Fiskene
Uranus i Fisk: 2003 indtil Maj 2010 |
Uranus er syv år om at gå gennem et stjernetegn og retter
kollektivets opmærksomhed mod en ny sfære, hvor der skal indføres
forandringer og udfoldes fremskridtsidealer. Efterhånden som Uranus
går gennem Fiskene, er det nye århundrede godt i gang, og den
tidligere kollektive følelse af begejstring over den nye æra,
fremkaldt af det nye årtusinde samt de goder, der er frembragt
gennem videnskab og teknologi, er veget til fordel for en mere
skjult og dyb forandring i den kollektive tankegang. Da Fiskene er
optaget af åndens verden og de lag af virkeligheden, som ligger
hinsides den verdslige verden, vil vi måske opleve, at religiøse og
spirituelle interesser får førsteprioritet på det globale niveau.
Vi vil også kunne opleve store, nye, kunstneriske bevægelser, for
Fiskene er den kreative forestillingsevnes tegn. Ændringer i de
ortodokse religioners strukturer er sandsynlige, efterhånden som
den kollektive psyke vågner op til dåd for nogle mere rummelige,
åndelige værdier. Der afspejles en vis ængstelse i denne syvårs
Uranus-transit, for dens nedbrydende, nyskabende energi vil på sin
vej gennem Fiskene påvirke os følelsesmæssigt snarere end
intellektuelt. Dette betyder ikke blot ændringer i den måde, vi
opfatter Gud på, men giver også mulighed for en tid med kunstnerisk
blomstring, hvor den menneskelige forestillingsevne søger nye
former og redskaber at udtrykke sig gennem.
Uranus i Vædderen
Uranus i Vædder: 2010 indtil 2018 |
Efterhånden som Uranus går gennem Vædderen, vil den vågnende
bevidsthed om nye, åndelige værdier og berigelsen af den kreative
forestillingsevne vige til fordel for en mere udadvendt og
nedbrydende energi. Da Vædderen er optaget af den menneskelige
korsfarerånd, som søger forandring i verden ud fra en storslået og
brændende vision, vil der sandsynligvis bryde mange bevægelser frem
i kollektivet - politiske, religiøse, videnskabelige og
kunstneriske - som i sidste instans søger at vælte og forvandle de
eksisterende strukturer og måder at tænke på for at opfylde en
entydig drøm om fremskridt. Det vil sandsynligvis være en tid
præget af revolutioner inden for den menneskelige tænkning og måske
også revolutioner på et mere verdsligt niveau, efterhånden som
kollektivet forsøger at gøre sine individuelle idealer gældende
over for truslen om en ensartet globalisering. Der vil afspejle sig
en vis turbulens i denne syvårs Uranus-transit, for dens
nedbrydende, nyskabende energi vil påvirke os intuitivt snarere end
praktisk. Det betyder ikke blot ændringer i vores måde at definere
frihed og individuelle rettigheder på, men giver også mulighed for
en tid præget af videnskabelige opdagelser, efterhånden som den
menneskelige forstand søger nye former at indføre fremskridtet
gennem.
Nye indsigter
Uranus i 8.Hus: Maj 2011 indtil 2019 |
Den kollektive spirituelle og kunstneriske vækkelse og det
tvingende behov for forandring, som afspejles i Uranus' gang gennem
Fiskene og Vædderen, kan ytre sig på en skjult måde i dit liv -
især på følelsesområdet og i kontakten til dine dybere lidenskaber
og skjulte motiver. Det er muligt, at det til tider kan opleves
lidt utrygt, især hvis du ikke har den store psykologiske erfaring.
Du vil sandsynligvis opleve nogle stærke følelser og udsving i din
emotionelle tilstand, som er uvante for dig, og som får dig til at
spekulere på, om du nu også har så stor kontrol over dit liv, som
du tror. Men bliv ikke skræmt eller alarmeret, hvis du begynder at
opdage nogle dybder hos dig selv, som du ikke vidste, at du
indeholdt. Da Uranus' energi handler om en udvidelse af dine
forestillinger og udviklingen af et bredere syn på livet, vil de
oplevelser, som du får rent følelsesmæssigt, sandsynligvis føre til
en dybere og mere omfattende forståelse af dig selv og af andre
mennesker. Og dette kan åbne døren til en ægte interesse for og et
ønske om at studere den menneskelige psyke og livets mysterier
nærmere. Det, der stiger op indefra for at vække dig, har altid
været der; der er ikke tale om, at noget nyt "udefra" invaderer dit
liv. Du bliver mere bevidst, og det er det mest positive og
dynamiske træk ved denne planetbevægelse i dit liv.
Måske vil du også opleve, at nogle af mønstrene i dine forhold til
andre mennesker ændrer sig. Du kan opnå større distance og indse
nødvendigheden af afslutninger og nye begyndelser, og du vil også
kunne lære en hel del om, hvornår og hvordan du skal give slip, og
hvornår det er tid at gå videre - både materielt og
følelsesmæssigt. Dette kan resultere i en større følelsesmæssig
frihed og en voksende evne til at betragte dine følelser objektivt
i stedet for at blive overskyllet af dem. Du kan også have nemmere
ved at definere dine grænser i nære relationer med mindre frygt for
at blive ensom og en større evne til at opleve din adskilthed fra
andre, uden at det føles som et tab eller en trussel. Det er alt
sammen ændringer, som kan finde sted i din grundlæggende,
følelsesmæssige indstilling, og det kan frigøre dig fra gamle
familiemønstre, som måske tidligere har virket indespærrende og har
begrænset dit emotionelle udtryk. Det vigtigste for dig i denne
afgørende periode er, at du er villig til at åbne dig for
forandring, især med hensyn til den måde, du omgås andre på, og den
holdning, du måtte have til dybe forhold. De forandringer, som
måtte finde sted i din personlige tilværelse i denne tid, vil
sandsynligvis være nødvendige og i sidste ende oplysende og
frigørende.
|
Uranus opposition Saturn: Begyndelsen af Juni 2011 indtil slutningen af Marts 2013
De samme temaer betones også af:
Saturn konjunktion Uranus: Midten af Februar 2014 indtil begyndelsen af December 2014
|
Ustabilitet er temaet for tiden, selvom der sandsynligvis vil være
tale om en form for kreativ ustabilitet, som indvarsler en ny og
mere produktiv fase i livet. Du har måske selv truffet nogle
beslutninger, som indebærer, at du skal give slip på fortiden og
afstå fra situationer eller holdninger, som tidligere har gjort dig
tryg, især materielt. Men hvad enten der lige nu er tale om
selvvalgte eller tilsyneladende uforudsete ydre hændelser, så
afspejler de et dybt behov hos dig for at bryde med indre
begrænsninger og frygt og gå til livet med større selvtillid og
større udsyn. Du skal ikke blive bekymret, selvom du måske oplever
en vis ængstelse; det er naturligt og menneskeligt og en uundgåelig
ledsager ved alle større forandringer. Det vigtigste er, at du kan
give slip på det, der er udslidt i dit liv, og byde de ændringer
velkommen, som skal foretages. Måske opdager du, at mange af de
ting, som du har hængt fast ved, egentlig ikke tilfredsstiller dig,
men blot findes i dit liv, fordi de giver dig noget, der minder om
tryghed. Men selvom tryghed er vigtig, så kan den også blokere
energiens strøm og dæmme op for de kreative muligheder. Hvis du
holder øjnene åbne og hovedet klart, vil du finde ud af hvilke
ting, du bør holde fast ved, og hvilke du bør slippe. Senere vil du
kunne se tilbage på denne periode og indse, hvor frigørende og
befriende den har været på mange niveauer, indre såvel som ydre.
Uranus opposition Jupiter: Begyndelsen af April 2012 indtil slutningen af Januar 2014 |
Det kan lige nu se ud, som om der ikke er nogen grænser for dine
muligheder, og du vil sandsynligvis være særligt inspireret og fuld
af nye ideer og nye fremtidsmuligheder. En følelse af befrielse og
nyfundet frihed ligger i luften, og dette kan være meget
opløftende. Nogle af dine ideer kan meget vel vise sig
gennemførlige og vise vej til en helt ny retning i forbindelse med
dit arbejde, dine kreative tiltag eller dit spirituelle engagement.
Andre af dine ideer kan være interessante, men upraktiske; og andre
igen kan simpelthen være for vilde. Brug noget tid på at tænke over
alt det, der inspirerer dig, så du kan skelne tingene fra hinanden,
tøjle din rastløshed og træffe nogle kloge valg, som kan ændre din
fremtid i den rigtige retning. Du kan få mange nye intuitioner og
inspirationer af en spirituel art lige nu, og du vil sandsynligvis
være særligt modtagelig og åben over for usædvanlige, nye
tankegange. Dette kan vise sig umådelig kreativt for både dit
intellektuelle og dit spirituelle liv. Det er muligvis ikke det
mest velegnede tidspunkt til materiel spekulation, for det, der
inspirerer dig mentalt, kan måske vise sig at være temmelig
risikabelt rent økonomisk, hvis du ikke er meget forsigtig. Tøjl
din impulsivitet for en stund, og du vil få det bedst mulige
udbytte af denne potentielt meget kreative og inspirerende tid.
Uranus trigon Merkur: Slutningen af Maj 2013 indtil midten af Marts 2015 |
Usædvanlige nye ideer og kreative inspirationer vil sandsynligvis
gøre dit livssyn bredere og mere rummeligt, og du vil måske især
være åben over for emner som astrologi, psykologi eller spændende
ny forskning inden for den videnskabelige eller teknologiske
verden. Din sædvanlige sunde fornuft forbindes smukt med
inspirationen og intuitionen i øjeblikket, og det kan være et
glimrende tidspunkt at engagere sig i nye projekter, især sådanne
som indebærer visse kommunikationsfærdigheder. De emner, som
interesserer dig, kan være katalysatorer for en forvandling af dit
livssyn, og du kan også opdage nye talenter, som er værd at udvikle
med henblik på fremtiden. Udnyt denne potentielt meget produktive
periode ved at bruge din forstand på nye ting og tag det udvidede
livssyn alvorligt, som du sandsynligvis kommer til at opleve.
Uranus kvadrat Mars: Begyndelsen af Juni 2013 indtil slutningen af Marts 2015 |
Du føler dig sandsynligvis stærkt egenrådig i øjeblikket og mere
utålmodig, end du plejer, over for personer eller ting, som sinker
dig eller griber ind i din jagt på bestemte mål og idealer. Blot du
er i stand til at udfolde en vis grad af sund fornuft, især i
situationer hvor en for hurtigt udløst vrede ville være upassende
(f.eks. i omgangen med myndighederne eller under bilkørsel), kan du
finde nogle kolossale resurser i form af energi og begejstring, som
du kan investere i nogle nye projekter, især sådanne som indebærer
et arbejde med grupper, eller som er motiveret af bestemte idealer
eller forestillinger. Der foregår en frigørelsesproces i dit indre,
som også kan gøre dig bedre i stand til at udtrykke dine egne
ønsker over for andre. Hvis du tidligere har haft svært ved at vise
vrede og hævde dig på en ubesværet måde, så vil du muligvis opdage,
at du ikke har nogen problemer med at gøre dette nu. Denne periodes
forløsning af energien kan vise sig umådeligt produktiv. Sørg for
at bevare begge ben fast plantet på jorden og øv dig i tålmodighed,
så du kan gøre bedst mulig brug af den.
Kapitel III
Indre forandringer
Ikke alt det, der foregår inden i og omkring dig, er forbundet med
de store kredsløb på himlen. Du har også dit eget højst
individuelle udviklingsmønster, og nogle udfordringer og
forandringer vil sandsynligvis indfinde sig, fordi tiden er inde
til det. Dette dybe, indre vækstmønster er enestående for dig, og
selvom der sandsynligvis vil finde en vis overlapning sted med
ændringerne ude i verden, så vil du på dette område opdage, at dine
oplevelser helt er dine egne, og de kreative muligheder, som de
måtte indeholde, næsten udelukkende afhænger af din egen forståelse
og villighed til at arbejde med den, du er, og den, du er ved
udvikle dig til.
Årene 2011 og 2012
De temaer, som afspejles i planeternes bevægelse i dit
fødselshoroskop i løbet af de kommende seks år, er opført i
kronologisk orden nedenfor. Nogle af dem er temaer, som du allerede
er blevet fortrolig med gennem det seneste år eller to, og de kan
vare mange år endnu; dem vil vi begynde med. Andre af temaerne er
nye, kommer først ind i dit liv nu og er af kortere varighed -
selvom de på det pågældende tidspunkt kan virke meget intense.
At bære verden på sine skuldre
|
prog. Merkur konjunktion Saturn: Slutningen af September 2010 indtil midten af Februar 2012
De samme temaer betones også af:
Saturn kvadrat Merkur: Midten af Januar 2013 indtil midten af November 2013
Saturn sekstil Merkur: Slutningen af Oktober 2010 indtil begyndelsen af September 2011
|
Dine tanker er muligvis tunge og dybe i øjeblikket, og det kan være
et glimrende tidspunkt at engagere sig i omhyggelig forskning eller
et arbejde med opgaver, som kræver tålmodighed, koncentration og
grundighed. På det verdslige plan vil du kunne opnå en hel del på
områder, hvor et længerevarende arbejde skal færdiggøres, og hvor
du skal udvise vedholdenhed for at nå dine mål. Du er i stand til
at koncentrere din mentale energi kolossalt lige nu. Men du er
formentlig ikke videre let til mode, og måske mister du din
humoristiske sans for en tid. Dit syn på tilværelsen kan være lidt
dystert og dit syn på dig selv unødigt nedgørende. Måske føler du
dig isoleret, misforstået, nærtagende eller snarere rigid og
defensiv i din tankegang. Du kan endda være noget af en
"lyseslukker" for dem, der står dig nær, såfremt du ikke lærer at
le lidt ad dig selv. Men på et dybere niveau er denne alvor
formentlig passende, for der finder en vigtig, indre forvandling
sted, som kan kræve en periode med indadvendthed og refleksion.
Du har altid haft tendens til at være en smule defensiv med hensyn
til dine langsigtede tryghedsbehov, og nogle af dine holdninger og
reaktioner på dette felt kan være overdrevent rigide og
selvbeherskede. Du har måske også følelser af usikkerhed og tvivlen
på dig selv, som har bidraget til en defensiv og overfølsom
indstilling i omgangen med andre. Du er lige nu i stand til at se
disse adfærdsmønstre mere tydeligt og forstå, at de sandsynligvis
udspringer af nogle meget tidlige oplevelser i dit liv. Dette
betyder, at du kan være langt mere bevidst om din måde at omgås
andre mennesker og tilværelsen på. Selvom du måske er en anelse
generet af, i hvor høj grad du ubevidst har brug for at bevare
kontrollen i situationer, hvor du føler dig sårbar, kan denne
indsigt betyde, at du kan løse en smule op og lade andre komme
tættere på. Prøv at tøjle alle tendenser til at mistro andre i
øjeblikket, for du kan være tilbøjelig til at misforstå dem - også
selvom du måske føler, at det er dem, der misforstår dig. Hårde ord
kan i øjeblikket fremkalde afstandtagen eller endda en adskillelse,
som du i virkeligheden hverken ønsker eller har brug for. Brug din
omhu og grundighed til at færdiggøre nogle arbejdsprojekter, som
ligger og venter, og brug din alvorlige indstilling til at opnå en
dybere forståelse af dig selv.
Kampinstinkt
|
Saturn kvadrat Mars: Slutningen af Oktober 2010 indtil begyndelsen af September 2011
De samme temaer betones også af:
prog. Mars sekstil Saturn: Midten af August 2014 indtil slutningen af Oktober 2017
|
Omstændighederne kan synes at hæmme dig i øjeblikket, og du kan
føle dig voldsomt frustreret. Måske kæmper du med vanskeligheder og
konflikter med dine venner eller din sociale eller faglige gruppe,
og du kan være tilbøjelig til at kaste dig ud i kamp og køre hårdt
på mod det, der begrænser dig. Men jo mere du presser på, desto
større sandsynlighed er der for, at du vil vække andres fjendskab,
især når det gælder personer i ledende stillinger. Hvis du mister
selvbeherskelsen, vil du måske blive uforsigtig, når du kører bil
eller håndterer mekaniske eller elektriske redskaber, og kan
afstedkomme mindre uheld og skader. Før du eksploderer, bør du
standse op og tænke over, hvad det er, der foregår i dit indre. Det
kan blive en meget produktiv periode, og du vil kunne opdage nogle
nye resurser i form af indre styrke og udholdenhed. Du kan også i
stigende grad blive bevidst om et behov for større autonomi og
ønsker måske i højere grad at styre din egen tilværelse. Men du kan
blive så utålmodig og impulsiv, at du forpurrer netop det, som du
ønsker mest.
Først og fremmest kan du have brug for omhyggeligt at undersøge, på
hvilken måde dine egne ubevidste handlinger og holdninger tidligere
kan have bidraget til din nuværende følelse af at være begrænset og
blokeret. Det er muligt, at du ikke har været i stand til at give
klart og ærligt udtryk for dine ønsker, og at du har kompromitteret
dig på grund af et behov for tryghed eller en frygt for
fremmedgørelse fra andre. Nu er de strukturer, som du selv har
opbygget, muligvis blevet for snævre, og måske sparker du mod dem.
Men er dette tilfældet, så bliver du nødt til at ændre din egen
indstilling, før du kan blive fri; for hvis du bliver ved med at
være ambivalent og usikker på, hvem du er, og hvad du ønsker, så
vil du blot opbygge nogle nye strukturer, som med tiden vil spærre
dig inde på samme måde, som du lige nu føler dig indespærret. Det
er din selvfølelse og din tro på din egen ret til at få de ting i
livet, som du ønsker dig, som trænger til at blive styrket.
Undersøg dette tema først, inden du reagerer i blinde på det, du
oplever som undertrykkelse eller begrænsning fra verden omkring
dig.
Du får brug for masser af tålmodighed i denne periode foruden en
evne til at tilpasse dine mål efter den ydre verdens realiteter.
Heller ikke på dette punkt har du måske udviklet en tilstrækkelig
evne til at gå på kompromis. Livet har muligvis været sort-hvidt
for dig, idet nogle mennesker har domineret, og andre har
underkastet sig. Lige nu er du måske fast besluttet på ikke at
underkaste dig; men løsningen ligger muligvis ikke i at forsøge at
dominere. Du har altid haft en stærk vilje og en god evne til at
arbejde hårdt for nogle realistiske mål. Men du har sikkert også
været plaget af en dyb mangel på selvtillid, hvilket har gjort dig
bange for nederlag, og dette kan enten have fremkaldt en alt for
stor passivitet (som dækker over en dyb vrede) eller en alt for
stor aggression (som dækker over en dyb angst). I øjeblikket kan
disse gamle følelser af utilstrækkelighed, frygt og fortørnelse
have gjort det svært for dig at betragte nutiden med objektive
øjne. Måske bør du omhyggeligt afveje dine egne ønsker mod det, der
er reel mulighed for, frem for det dine brændende følelser eller
din sårede stolthed forsøger at overbevise dig om, at du ønsker. Du
føler muligvis, at du er kastet ud i en dødelig kamp og må bevise
din styrke og effektivitet eller lide et ydmygende nederlag. Prøv
at lade være med at identificere dig for meget med de
konventionelle definitioner på maskulinitet, for gør du det, kan du
måske ende med at gå rundt og føle dig impotent og utilstrækkelig,
fordi du ikke er i stand til at leve op til et kollektivt billede.
Din følelse af mandlighed skal være individuel og have rod i en
indsigt i dine egne individuelle styrker og svagheder, ikke i en
fjernsyns- eller biografskabt karikatur på styrke. Det kan være
dine egne forestillinger, som gør de udfordrende, ydre faktorer til
truende eller undertrykkende kræfter. Prøv at finde ud af, på
hvilke områder du eventuelt er for rigid og ufleksibel i dit krav
om at få alting sådan, som du vil have det. Måske gør du dig selv
skyld i lige netop det, du beskylder andre for. Hvis du er villig
til at foretage nogle justeringer og fungere inden for nogle
realistiske rammer, så kan du bevæge dig langsomt og støt fremad
mod dine mål og udrette meget med den energi og disciplin, som nu
er til din rådighed.
Udvidelse af horisonten
prog. Merkur konjunktion Jupiter: Begyndelsen af Juli 2011 indtil slutningen af November 2012 |
Dine interesser og din mentale indstilling udvikler og ændrer sig i
øjeblikket, og tidspunktet kan være ideelt til at supplere din
uddannelse eller dyrke nogle nye færdigheder og studieområder, som
afspejler din øgede entusiasme og nysgerrighed over for livet.
Selvom du måske ikke tidligere har lagt særlig stor vægt på din
mentale udvikling, vil den sandsynligvis blive vigtig for dig nu -
ikke nødvendigvis i akademisk forstand, men på et niveau, som kan
gøre dig i stand til at lære noget om en mere omfattende verden og
et større univers. Rejser kan også være særligt værdifulde og
berigende i øjeblikket, og du bør gribe og nyde enhver mulighed for
at udforske verden. Der er ikke kun tale om, at du kan begive dig
ud på en rent fysisk rejse, for dit behov for at finde en dybere
mening med livet vil sandsynligvis bibringe alle fysiske
undersøgelser en følelse af, at du samtidig udforsker nogle dybere
eller højere spørgsmål.
Det kan være et glimrende tidspunkt at bruge energien på at
markedsføre dine særlige færdigheder og talenter og udfolde dem i
nogle materielt gennemførlige projekter. Din intuition er sikkert
specielt aktiv i øjeblikket, og du er måske i stand til at se
forbindelser og muligheder med en klarhed, som du ikke tidligere
har oplevet. Men du skal også handle i forhold til disse
muligheder, for alverdens vidunderlige intuitioner betyder kun
lidt, medmindre de bliver forankret i den praktiske hverdag. Du kan
blive nødt til at arbejde hårdt for det, og du kan også blive nødt
til at væbne dig med tålmodighed for at få mulighed for at opleve
frugterne af det, du påbegynder i øjeblikket. Nye kontakter, som
kommer ind i dit liv i øjeblikket, kan vise sig uhyre nyttige og
støttende i forhold til dine mål, og enhver indsats for at rodfæste
dit ekspanderende udsyn ved hjælp af disciplin og praktiske
bestræbelser vil blive rigeligt belønnet. Du kan formentlig se
højere og længere end normalt lige nu, og fremtiden kan forekomme
fuldkommen klar. Forsøg at gøre den til den fremtid, som du ønsker
og fortjener, ved at gøre mest mulig brug af de nye ideer og evner,
som du sandsynligvis opdager i øjeblikket.
Viljen til magt
|
Saturn konjunktion Pluto: Begyndelsen af Oktober 2011 indtil begyndelsen af August 2012
De samme temaer betones også af:
Pluto kvadrat Saturn: Slutningen af Januar 2010 indtil slutningen af November 2012
|
Du vil sikkert føle dig uforklarligt utilpas i denne tid, som om
verden var fuld af mennesker, som ønskede at komme dig på tværs
eller hindre dine fremtidsplaner og mål. Det, der i virkeligheden
sker, er, at et dybt rodfæstet overlevelsesinstinkt bliver vakt hos
dig sammen med en følelse af, at tiden er inde til at ændre din
tilværelse radikalt. Afslutningen på et livskapitel og begyndelsen
på et nyt vil uundgåeligt mobilisere disse grundlæggende instinkter
for at sikre din overlevelse i denne foranderlige tid. Problemet
er, at du formentlig også føler frygt - for at fremtiden ikke vil
fungere, at andre vil blokere eller ydmyge dig, at alting vil gå
galt. Det er disse ængstelige følelser, som kan få dig til at
opleve andre som uvillige til at hjælpe eller direkte aggressive.
Prøv at forstå, hvordan din egen mistænksomhed kan udløse andres
defensive adfærd. Hvis du handler tankeløst på grund af angst og
bange anelser, kan du, om end uden at ville det, komme til at
skubbe til andre eller tyrannisere dem, så de hævner sig og rent
faktisk forsøger at stille sig i vejen for dig.
I løbet af denne periode vil du kunne opdage en overraskende kilde
af styrke, udholdenhed og instinktiv visdom i dit eget indre. Måske
har du aldrig indset, hvor meget af en overlever du rent faktisk
kan være, når du bliver trængt. På de områder af dit liv, der
handler om tryghed og materiel stabilitet, har du formentlig - med
eller mod din vilje - måttet lære at gå dine egne veje uden at være
afhængig af andres støtte. Nu bliver du endnu engang bedt om at
skabe din egen vej fra fortiden og ind i fremtiden. Andre vil måske
ikke være villige eller i stand til at hjælpe dig; dine kære
tilbyder måske deres støtte, men noget i dit eget indre ønsker
muligvis ikke deres hjælp. Måske har du brug for at finde ud af,
hvem du i virkeligheden er, og hvad du ønsker, i kraft af en
forståelse af dine egne emotionelle behov og ikke ud fra de råd,
som andre giver dig med hensyn til, hvad der er den 'rigtige' måde
at leve og opføre sig på. Det kan godt blive en ensom og angstfyldt
proces, som ikke er let for nogen. En villighed til at kaste et
mere seriøst blik på dit liv og forsøge at forstå mere om de
psykologiske temaer, som har formet dig før i tiden, kan være til
stor hjælp på den rejse, du i øjeblikket er kastet ud i.
Perioder som denne, præget af forvandling, bliver ikke nødvendigvis
afspejlet i en ydre krise eller omvæltning. Men man kan måske møde
eller blive tiltrukket af mennesker, som på en underligt præcis
måde spejler de følelser og holdninger, som man selv bærer rundt
på. I øjeblikket kan 'overlevere' - individer, som er blevet stødt
og slået af livet, men som på en eller anden måde har kunnet kæmpe
videre uden at blive væltet helt omkuld - virker måske særligt
tiltrækkende på dig i øjeblikket. På det følelsesmæssige plan vil
du sikkert føle dig usikker, mere negativ end normalt og mistroisk,
ikke blot over for andre, men også over for dig selv og din evne
til at navigere i hårdt farvand. I virkeligheden er du absolut i
stand til at klare de situationer, som opstår lige nu - men du bør
lytte til dine instinkter og lære at forstå dig selv bedre i stedet
for at stole på rationelle svar eller på kollektivets nemme, sort-
hvide formularer. Måske vil du opdage en kilde til visdom og magt i
dit eget indre, som kan påvirke alle dine fremtidige handlinger og
give dig mulighed for at opnå større psykologisk uafhængighed. Du
vil også kunne nå nogle materielle eller professionelle mål, som du
har arbejdet hårdt og længe for at realisere, men som i sig selv
kan forekomme en anelse truende, fordi din succes kan isolere dig
fra dem, du har ladt bag dig. Prøv at give slip på alt det fra din
fortid, som du er vokset fra. Du bærer rundt på alt for meget
bagage, som du vil have bedre af at lægge fra dig.
Årene 2013 og 2014
Planeterne står ikke stille, men bliver ved med at afspejle nye
temaer, som optræder i dit liv. Nogle planetbevægelser er begyndt
året før og er stadig relevante og fortjener at blive nævnt igen;
andre er nye og vil give dig mange nye oplevelser i løbet af denne
periode.
Forhindringer og frygt
prog. MC kvadrat Saturn: Midten af Juni 2013 indtil slutningen af August 2015 |
Dette er en periode med store udfordringer og muligheder, som giver
dig en chance for at teste din egen styrke på verdens scene. Men
den kan også til tider føles vanskelig - du kan få frustrationer på
dit arbejde i denne periode eller støde ind i forhindringer på din
vej frem mod nogle attråede erhvervsmæssige og sociale mål. Disse
vanskeligheder kan udløse en dybt rodfæstet følelse af usikkerhed
og frygt vedrørende din fremtidige materielle stabilitet, og det
kan virke, som om ingen ønsker det, du forsøger at give. Du vil
kunne opleve tilbageslag på dit arbejde eller opdage, at du må
arbejde ekstremt hårdt for at bevise dit værd eller opnå den
respekt og anerkendelse, som du fortjener. Du kan også opleve
konflikter med ledelsespersoner eller føle, at kollektive eller
sociale forventninger hindrer dig i at give udtryk for, hvem du
inderst inde er. Og dit liv på hjemmefronten er måske heller ingen
dans på roser, eftersom din indre usikkerhed, kombineret med andres
adfærd, kan betyde, at du føler dig afvist eller isoleret fra dem,
du holder af. Men trods vanskelighederne med den ydre verden ligger
den egentlig konflikt i øjeblikket begravet i dit eget indre. Du er
ved at lære, hvordan dine specielle evner og behov kan tilpasses
den verdslige virkeligheds krav, og det kan betyde, at du må indgå
nogle kompromisser, som du måske netop nu ikke just er i humør til.
Du kan også være nødt til at formulere dine mål klarere og tilpasse
dem til det, der er muligt, frem for til det, som du kunne opnå,
såfremt verden var ideel. Alt dette kan irritere og frustrere dig
og indgyde dig en følelse af personlig fiasko og nederlag.
Alligevel kan det vise sig at blive en yderst gunstig og
konstruktiv tid. Du bliver opfordret til at definere, hvem du
ønsker at være i verden, med respekt både for dine egne ønsker og
for karakteren af den virkelighed, du møder. Du kan blive tvunget
til at træffe nogle vigtige valg vedrørende dine mål og din
karriere, og også med hensyn til hvor du vil bo, og hvem du vil bo
sammen med. Sådanne valg bør træffes langsomt, omhyggeligt og med
selvtillid frem for i vredt oprør eller deprimeret passivitet. Og
hvad der er allervigtigst er, at den rolle, du vælger at spille
derhjemme og i verden, muligvis skal være mere fleksibel og
afspejle dine dybere værdier frem for at være et overfladisk eller
kompensatorisk image, som du håber, at andre vil fæste lid til.
Hvis du har foregivet noget tidligere, vil du muligvis ikke være i
stand til at gøre dette meget længere; verden kræver autenticitet
og forpligtelse af dig nu, og du bliver udfordret for at lære at
give det. Du er således i færd med at lægge grunden til dit
fremtidige arbejde, og hvis du går langsomt frem og udviser
indsigt, vil du lægge dette fundament på en solid måde og kan høste
frugterne i årene, der kommer.
Elsket og fuld af kærlighed
prog. Sol konjunktion Venus: Midten af Oktober 2013 indtil begyndelsen af November 2015 |
På det indre plan vil denne periode sandsynligvis vise sig at blive
et af de vigtigste år i dit liv. Du vil sikkert blive udfordret til
at erkende og vedgå dine dybeste og vigtigste værdier. Tidligere
har dine værdier -det, du elsker og respekterer hos dig selv og
andre, din definition på kærlighed, det, du føler, gør livet værd
at leve, det, der gør dig glad -måske ikke rigtig været dine egne,
men har været under skjult eller direkte indflydelse fra din
familiebaggrund og dine sociale omgivelser. Dette kan have været
uundgåeligt og naturligt, men nu er tiden inde til at definere,
hvad der betyder noget for dig. I denne tid vil der sikkert blive
kastet lys over hvert eneste område, hvor en mangel på ægte
selvværd måtte have anbragt dig i en begrænsende eller ulykkelig
situation. Dit personlige image kan have været baseret, ikke på
den, du i virkeligheden er, men på det, du håbede ville behage
omverdenen. Processen med at bekræfte dig selv som et værdifuldt
individ kan medføre et vist mål af smerte, hvis du f.eks. er
involveret i et parforhold, som ikke kan rumme en sådan forandring.
Men det er mere sandsynligt, at du vil få nogle gode oplevelser i
øjeblikket, som vil afspejle, hvad det er, der betyder mest i dit
liv. Måske opdager du, at du er utilfreds med mennesker og
fornøjelser, som tidligere forekom dig fuldkommen
tilfredsstillende. Du kan også opdage en ny fornøjelse og glæde ved
mennesker og ting, som du måske tidligere har overset.
Frem for alt vil du sikkert finde ud af, hvad der betyder noget for
dig i omgangen med andre. Dette kan indebære et nyt parforhold,
hvor du finder en tilfredsstillelse, som du ikke har følt
tidligere. Din evne til at værdsætte dig selv betyder, at du
formentlig vil bryde med nogle tidligere selvfornægtende
adfærdsmønstre, som dengang kan have skabt problemer i dine
parforhold. Du vil også kunne opleve, at et langvarigt forhold
ophører - enten frivilligt, eller fordi den anden person ønsker
det, eller fordi omstændighederne gør det uundgåeligt. Men selvom
du måske ikke er den, der tager initiativ til adskillelsen, så er
du formentlig den, der har mest brug for den - også selvom du føler
smerte, vrede eller såret stolthed undervejs. Det er sandsynligt,
at dine ubevidste forventninger til kærligheden og din opfattelse
af, hvad det vil sige at give og modtage, ligesom hos de fleste
andre har været kraftigt influeret af det, du så i dine forældres
ægteskab og i din familiebaggrund generelt. I denne periode vil du
kunne bevæge dig ud over alle fortidens destruktive adfærdsmønstre
og opdage din egen evne til at give og modtage kærlighed. Det kan
give dig et nyt kærlighedsforhold, eller det kan betyde, at du må
give afkald på et gammelt - eller måske begge dele. Den nye
kærlighed behøver ikke at være en seksualpartner - det kan også
være et barn eller et dybt venskab. Da der er tale om en periode,
hvor dine værdier for alvor bliver dine, vil de ting, der sker,
gøre dig til et mere ægte og forstående menneske.
En stærkere følelse af selvværd kan også give genlyd på andre
områder. Mennesker definerer ikke blot deres værdier i deres
forhold til andre, men også i forbindelse med materielle ting. I
øjeblikket kan du opleve, at du rent materielt er bedre stillet end
tidligere, til dels på grund af at en tro på, at du fortjener
bedre, klinger igennem til omverdenen og påvirker din adfærd i
forbindelse med dit arbejde. Måske vil du også erfare, at du er i
stand til at nyde de ting, du har, og kan tillade dig at forkæle
dig selv og forfine din personlige smag i forbindelse med tøj,
kunstneriske interesser, dit fysiske udseende, indretningen af dit
hjem eller personlig livsstil. Der er tale om en periode præget af
en indre blomstring. Det kan godt være, at du også får oplevelser,
som er triste eller vanskelige. Men skulle det ske - og især hvis
det drejer sig om en kærlighedsmæssig skuffelse - så forsøg at
huske, at disse forandringer måske afspejler en nedbrydelse af
gamle opfattelser og forventninger i dit forhold til andre
mennesker. Måske har du ikke været tilstrækkelig oprigtig over for
dig selv eller har måske undervurderet din mulighed for at blive
elsket af andre og har derfor accepteret situationer, som er
ødelæggende for din selvagtelse. Giv det, der findes i dit indre,
lov til at blomstre. Hvis det viser sig nødvendigt at give afkald
på nogen eller noget, så vil du formentlig indse, at du først nu
for alvor er ved at være klar til at lukke ægte tilfredshed og
selvaccept ind i dit liv.
Kampen mod begrænsningerne
Saturn kvadrat Sol: Slutningen af Oktober 2013 indtil slutningen af August 2014 |
I øjeblikket kæmper du muligvis hårdt for at klare nogle byrder,
som får dig til at føle, at du er fanget i en fælde. Den ydre
verden kan synes at have rottet sig sammen for at holde dig
fastlåst, og du føler dig måske frustreret eller tømt for energi.
Men samtidig opdager du formentlig nogle nye reserver af styrke og
stædighed og kan føle dig fast besluttet på ikke alene at bevise,
at du kan klare dine byrder, men også at du er i stand til at vende
dem til noget konstruktivt. Du gennemgår en proces, som minder om
hærdningen af stål. Du kan få nogle stød og slag, men det vil blot
gøre dig meget stærkere, mere realistisk og bedre i stand til at
skabe din egen vej i livet. Og du vil måske også få en meget større
følelse af selvtillid, hvis du reflekterer lidt over det
paradoksale i din situation. Du finder sandsynligvis ud af, hvad du
ønsker, ved at det bliver dig nægtet. Dette er ofte en mere
effektiv måde at opdage værdier og mål på end alle uvirksomme
spekulationer eller drømmerier, mens livet går godt.
Du er muligvis stærkt bevidst om dig selv som et særskilt individ,
der har ansvaret for dit eget liv, og denne bevidsthed kan vise sig
uhyre vigtig og kan hjælpe dig med at bruge denne periode til at
lægge fundamentet til fremtiden. Tingene vil næppe forløbe glat
eller nemt, men hver eneste centimeter, som du erobrer, vil du
komme til at beholde. Du kan have et stærkt behov for at bekræfte
din identitet gennem et dybere forhold til den indre verden ved
hjælp af nogle kreative og spirituelle forehavender. I øjeblikket
kan der hele tiden synes at være noget, der kommer på tværs, når du
forfølger disse forhåbninger. Til tider kan du få følelsen af, at
der er nogle mystiske vejspærringer, som sørger for, at du bliver
holdt fast på en kurs, som du ikke selv har valgt, men som er
forudbestemt af kræfter i dit indre eller uden for dig, kræfter som
du kun ved meget lidt om. Og måske er det sådan, at noget i dit
indre, som er klogere end dig, vejleder dig, selvom denne
vejledning kan synes at optræde i skikkelse af ting, du ikke kan
gøre, frem for ting, som du kan gøre. Du er formentlig nødt til at
stå fast i øjeblikket, og det kan være rigtigt af dig at slås for
at nå et ønsket mål; men det betyder ikke, at du skal kæmpe imod
dine egne dybere behov og din egen natur. Du bør muligvis tænke
længe og dybt over, hvad det er, du forsøger at opnå, og hvorfor,
så du kan være sikker på, at du kæmper for noget, som virkelig
betyder noget, og ikke bare forsøger at bevise, at du kan slå al
modstand ned. I så fald vil du kunne lægge al din styrke og
beslutsomhed i selen for den person, som du virkelig er, frem for
den, som andre tidligere forventede, at du skulle være.
Det er muligvis ikke noget særlig godt tidspunkt at påbegynde nye,
kreative forehavende, for din energi og din selvtillid er sikkert
lav. Men en forfinelse af dine færdigheder og en færdiggørelse af
nogle projekter, som kræver en periode med hårdt og måske
kedsommeligt slid, kan være passende lige nu. Det vil sikkert
heller ikke være det bedste tidspunkt at indlede et nyt forhold,
eftersom de personer, som du tiltrækkes af i øjeblikket, formentlig
vil afspejle din egen følelse af tyngde og kynisme. Hvis du mener,
at livet bør være hårdt, så vil du kunne vælge ledsagere, som gør
det hårdt for dig, frem for mennesker, som kan hjælpe dig med at
finde lykke og tilfredsstillelse. Men en bearbejdning af dine
eksisterende relationer og en skabelse af nogle nye og mere
fleksible roller kan vise sig meget gavnlig lige nu, for du er i
stand til at definere dig selv tydeligere som individ og kan derfor
være mere ærlig over for din partner. Du kan have brug for at
styrke det, der betyder noget for dig, men du kan også blive nødt
til at give afkald på situationer eller forhold til andre, som
viser sig at være forkerte for dig. Dette er en periode, hvor du
skal luge ud, kæmpe videre og lære dig selv og dine styrker og
begrænsninger at kende på et meget dybt niveau. Prøv at være
tålmodig. Alle de følelser, du måtte have af at være træt og uden
håb, er subjektive, og denne belastende periode vil passere. I
virkeligheden kæmper du for at finde ud af, hvem du er, og hvad du
ønsker af livet. Prøv at få større klarhed over dette, før du
træffer større beslutninger. Jo mere tålmodig og rolig du er
indvendig, desto bedre vil du få det, fysisk og følelsesmæssigt, og
desto sundere vil det grundlag være, som du bygger for fremtiden.
At blive voksen
|
Saturn konjunktion Måne: Begyndelsen af December 2013 indtil slutningen af Oktober 2014
De samme temaer betones også af:
prog. Måne kvadrat Saturn: Slutningen af August 2012 indtil slutningen af Oktober 2012
prog. Måne trigon Saturn: Slutningen af Januar 2015 indtil midten af Marts 2015
|
Denne periode kan blive ganske udfordrende rent følelsesmæssigt. Du
kommer til at lære, hvor stor styrke og selvberoenhed du i
virkeligheden besidder, og denne erkendelse vil vise sig umådeligt
værdifuldt i fremtiden. Men du kan føle dig tynget i dine nære
relationer og kan have tendens til at føle dig ensom, misforstået
eller overset af dem, du holder af. Din selvtillid er sandsynligvis
ringe, og måske bryder du dig ikke synderligt om dig selv i
øjeblikket; og du kan også have temmelig ondt af dig selv. Alle
disse følelser vil måske, måske ikke blive afspejlet i nogle ydre
vanskeligheder. Men selvom alt går godt i din ydre tilværelse, vil
du alligevel få den slags følelser. Hvis du ikke gør en indsats for
at forstå det, der foregår i dit indre lige nu, kan usikkerhed,
sårede følelser og fortørnelse få dig til at optræde på en
ufrivilligt krævende, manipulerende eller afvisende måde over for
andre - som så til gengæld kan reagere ved at trække deres
følelsesmæssige støtte tilbage. Der vil dukke nogle følelser op til
overfladen, som kan udgøre nogle vigtige markører af indre temaer,
der trænger til at blive undersøgt. Hvis du reagerer blindt på
disse følelser, kan du ende med at skabe endnu flere vanskeligheder
for dig selv.
Du kommer muligvis til at indse, hvor stor følelsesmæssig
afhængighed du rummer. Det betyder ikke, at du skal holde op med at
have brug for andre mennesker. Alle mennesker har brug for andre
mennesker, og alle nære relationer rummer både nogle helt basale
tryghedsbehov og nogle mere individuelle følelser af kærlighed og
beundring. Men ubevidst klynger du dig måske til nogle sårende
eller selvdestruktive følelsesmønstre fra din barndom, og du kan
pludselig begynde at føle, at der slet ikke findes nogen i hele
verden, som forstår eller overhovedet bekymrer sig om dine behov. I
virkeligheden er det dig, der bør bekymre dig om dig selv og indse,
hvordan du skal give dig selv følelsesmæssig næring. Uanset din
alder, og uanset hvor praktisk, veltilpasset eller kundskabsrig du
er i livet, så findes der et skjult barn i dit indre, som nu rent
følelsesmæssigt er ved at blive voksent, og den proces nyder du
muligvis slet ikke. Du har nok ikke så meget at give andre lige nu,
og det kan være vigtigt, at du søger fred og uforstyrrethed for at
kunne vurdere, hvor ærlig du er i stand til at være med hensyn til
at udtrykke dig over for andre.
I øjeblikket kommer du måske til at indse, at andre ikke altid kan
forsyne dig med uophørlig varme, kærlighed og tryghed. Måske
trænger du også til at komme til at forstå, at det at ofre dig selv
for at tage vare på andre ikke er nogen garanti for, at de til
gengæld vil tage vare på dig; og måske bør du være mere ærlig og
selvcentreret på en sundere måde, så du kan give frit og uden
skjulte, emotionelle bindinger. Det kan forekomme at være en barsk
lektie; men hvis du ikke har lært den før, så kan du blive nødt til
at lære den nu. Dine kære er mennesker, der ligesom du selv vil
forsøge at give kærlighed og støtte, så godt de kan på deres egen
personlige måde. De har også problemer, begrænsninger og mangler,
ligesom du har. De kan ikke imødekomme alle dine behov, og du kan
have brug for at lære at eksistere som et selvstændigt individ,
uden bitterhed eller resignation. Lige nu er du måske som et barn,
der flytter hjemmefra og lærer at leve uden garanti for nogle
kærlige forældres følelsesmæssige støtte. Dette kan genopvække
nogle gamle minder om sårethed og forsømmelse i barndommen, og
måske er du i øjeblikket særligt bevidst om, hvad dine forældre
gjorde forkert, frem for hvad de gjorde rigtigt. Prøv at lægge lidt
distance til de følelser, som dukker op til overfladen. Negativ
kritik, af dig selv eller af andre, kan være din værste fjende i
øjeblikket. Efterhånden som du bliver følelsesmæssigt stærkere og
klogere, vil du måske også opdage, at denne periode kan gøre dig
mere ægte tolerant og medfølende og mere ærlig med hensyn til din
egen menneskelighed.
En søgen efter det umulige
prog. MC kvadrat Jupiter: Begyndelsen af September 2014 indtil midten af November 2016 |
Du føler dig muligvis særligt begrænset på dit arbejde lige nu og
ivrig efter at finde en ny og mere ekspansiv rolle i livet. Der kan
opstå utilfredshed og irritation over for ledelsespersoner såvel
som medlemmer af din familie, og du er muligvis klar over, at du
rummer mange potentialer og talenter, som ikke bliver brugt fuldt
ud. Måske bliver du vred på arbejdsgivere, kolleger og dem, du
holder af, fordi de ikke synes at ænse dit behov for større
økonomisk fleksibilitet og en mere kreativ brug af dine talenter og
resurser. Hvis du føler, at du bliver hindret eller overset, er det
muligt, at du uden at vide det formidler dine ønsker på en negativ,
krævende eller arrogant måde. Behovet for forandring og ekspansion
er ægte og gyldigt på dette tidspunkt. Men i øjeblikket kan du
måske til tider føle, at andre mennesker opfører sig som den
amerikanske forfatter Ambrose Bierces definition på en egoist: de
har den dristighed at tro, at de er mere betydningsfulde, end du
er. En smule omhu i forbindelse med den måde, hvorpå du udtrykker
dine mål og afslører dine bagvedliggende følelser vedrørende
værdien af andre menneskers behov, vil kunne spare dig for mange
unødvendige konflikter.
Du søger efter vækstmuligheder på dit arbejde og i din personlige
tilværelse og ønsker at sætte dig nogle nye og spændende mål, som
kan give dig en større fornemmelse af mening. Men du kan også være
urolig over for den slags forandringer, bange for at forlade nogle
trygge og sikre strukturer og usikker på eller måske ligefrem med
en vag følelse af skyld vedrørende din ret til at bede livet om
mere. Denne spændingstilstand og indre usikkerhed kan få dig til at
forværre problemerne. Forsøg at tænke dig godt om, før du forlader
et job, indleder et slagsmål med en kollega eller forlader et
ægteskab eller hjem. Hvad er det, du inderst ønsker at gøre, og
hvem ønsker du at være? Har du en målsætning, eller flagrer du blot
i vinden? Skyldes din utilfredshed en ægte uretfærdighed eller
nogle ægte begrænsninger, eller skyldes den din egen tøven ved at
skulle yde den indsats og forpligtelse, som er nødvendig for at
opnå ægte succes? Der er mange spørgsmål, som du måske bør stille
dig selv i øjeblikket, så den rastløshed, som har grebet dig, kan
vendes i en positiv retning med henblik på fremtiden. Hvis du
bliver fristet af en ny mulighed, så undersøg den grundigt; hvis du
føler dig forulempet af et andet menneskes handlinger på dit
arbejde eller derhjemme, så bør du overveje, hvorvidt du selv bærer
en del af skylden. Hvis du er i stand til at holde hovedet koldt og
reflektere over, hvad der sker, kan denne periode vise sig at blive
umådeligt kreativ med hensyn til opdagelsen af nye muligheder og
nye forhåbninger.
Årene 2015 og 2016
Du bliver ved med at forandre dig og gro, og planeternes fortsatte
kredsløb bliver ved med at væve deres særlige bagtæppe, ikke som et
udtryk for "skæbne", men bestandigt fremhævende de sider af din
tilværelse, som er modne til udvikling og udfoldelse.
Definitionen af grænser
prog. Ascendant konjunktion Saturn: Begyndelsen af November 2014 indtil begyndelsen af August 2017 |
Du kan i de kommende måneder være nødt til at lære en vigtig og i
sidste instans styrkende lektie vedrørende grænsesætning og
selvberoenhed. Selvom det nok ikke bliver nogen nem tid, kan den
vise sig umådeligt værdifuld i forbindelse med udviklingen af en
solid og varig følelse af personlig identitet. I en periode kan du
blive nødt til at leve med en følelse af ensomhed og nedtrykthed,
også selvom du bliver støttet af mennesker, som holder af dig, og
befinder dig i forstående omgivelser. Tidligere har du måske brugt
materielle resurser eller følelsesmæssige "garantier" til at
definere dit værd over for andre og over for dig selv. Måske har du
også klynget dig stærkt til materiel og følelsesmæssig tryghed,
selvom dette har medført, at du har måttet kvæle nogle kreative
potentialer eller finde dig i nogle ulykkelige relationer til andre
mennesker. Lige nu har du mulighed for at udvikle en større grad af
selvberoenhed. Måske går det op for dig, at dine egne evner og
resurser kan indeholde nogle positive overlevelsesmidler, og en
stærk følelse af selvværd kan hjælpe dig med at undgå situationer,
hvor din personlige integritet bliver bragt i fare.
I denne periode vil grundlaget under din individualitet
sandsynligvis blive testet, og du kan ende med at dukke frem som en
mere autentisk person, præget af en større selvtillid. Enhver form
for falsk tryghed i dit liv kan blive udfordret, og ethvert
forhold, som indadtil har været utilfredsstillende, men udadtil
"passende" eller materielt trygt, kan begynde at afsløre sine
dybere mangler. Vigtige forpligtelser kan forekomme meget tunge i
en periode, også selvom du i sin tid valgte dem frivilligt, og du
kan føle dig fastlåst og omgivet af alt for mange ansvarsområder.
Du kan blive udsat for materielle udfordringer, som vil teste din
tillid til dine egne evner, og som løsriver dig fra afhængigheden
af andre som en kilde til tryghed. Disse oplevelser vil
sandsynligvis blive vanskeligere, hvis du ubevidst har forventet,
at andre skulle være ansvarlige for din overlevelse og din mening
med livet. Men hvis du kan møde de aktuelle udfordringer med et
åbent sind og en villighed til at lære større selvberoenhed, så kan
du få kolossal gavn af denne periode. Der er ved at blive dannet en
fast kerne i dit indre, som kan hjælpe dig med at takle følelsen af
adskilthed; og dette betyder, at du er i stand til at lade andre
være, som de er, for du er ikke længere bange for at miste dem. Og
når du først bliver klar over, at du ejer de indre resurser til at
skabe din egen, selvstændige vej i livet, så behøver du aldrig mere
at bringe dine egne, individuelle værdier i fare.
Følelsen af hjemløshed
Saturn konjunktion IC: Slutningen af Januar 2015 indtil begyndelsen af December 2015 |
Du føler dig sandsynligvis dybt utilfreds med mange ting i dit liv
lige nu, og til tider kan det virke, som om et helt livskapitel er
ved at være afsluttet. Dybest set er det rigtigt, for du er ved at
fuldføre en cyklus og har endnu ikke kastet dig ud i den næste
fase. Gennem det seneste år eller så har du muligvis følt dig
tiltagende deprimeret og utilfreds med den, du er, og det, du har
bygget op, erhvervsmæssigt og personligt. Aktiviteter og mennesker,
som måske engang begejstrede og tilfredsstillede dig, kan nu virke
blottede for glæde og interesse. Det kan næsten føles, som om al
din energi er faldet ned i et sort hul og forsvundet. Måske bryder
du dig heller ikke om det sted, hvor du bor, og føler dig måske
isoleret og afskåret. Før du foretager nogen radikale ændringer i
din tilværelse, bør du prøve at indse, at mange af dine
fornemmelser kan være højst subjektive og farvede af den negative
stemning, som sikkert plager dig i øjeblikket. Måske vil du ikke
føle dig nær så utilfreds, når denne periode er passeret. Det kan
være klogt af dig at vente, indtil du får en tydeligere forståelse
af, hvad du skal give slip på, og hvad du skal bevare for
fremtiden.
Måske er du dødtræt af altid at skulle være fornuftig og rationel
og kan længes efter en chance til at stole på din intuition og dine
anelser. En af de ting, du muligvis bør undersøge, er den rolle,
som du har spillet over for andre, både professionelt og privat.
Dybest set har denne rolle måske til dels været kraftigt påvirket
af nogle forventninger fra din barndom og af den måde, hvorpå du
omgikkedes andre af familiens medlemmer. Du kan have brug for at
bryde med nogle gamle mønstre, således at nogle mindre åbenlyse,
men lige så vigtige sider af din natur kan komme til udtryk og
blive accepteret. I den forstand er du på et dybt psykologisk
niveau i færd med at 'flytte hjemmefra' og har afgjort nået
afslutningen på et indre kapitel i dit liv.
Du vil muligvis opleve et tab eller en adskillelse i løbet af denne
periode, eller måske er det sket inden for det seneste år. Det er
også muligt, at du forlader dit job eller finder ud af, at du er
nået så langt i en bestemt retning, som det nu engang er dig
muligt, og har nu brug for at knytte an til noget nyt. Dette kan
udgøre en del af en gradvis opgivelse af fortiden; og selvom sådan
en adskillelse eller forandring kan volde dig smerte, sorg eller
ængstelse, er du måske nødt til at indse, at tiden dybest set er
inde og oplevelsen nødvendig. De beslutninger, du træffer nu, kan
få en dyb indvirkning på din kurs i livet mange år frem. Mens det
forgangne år sandsynligvis har været præget af en gradvis
tilbagetrækning, så kan du nu langsomt begynde at vise ansigt og
opdage nye muligheder og nye ting, hvormed du kan bidrage til
livet. Følelsen af depression kan være nødvendig og passende til
sådan en rite de passage eller overgang. Du vil sandsynligvis have
brug for masser af tid alene og bør måske være særligt opmærksom på
dine fysiske og følelsesmæssige behov - også selvom dette betyder,
at du skal sætte dig selv i første række og risikere, at vække
vrede hos de mennesker, som har vænnet sig til din altid
tilstedeværende hjælpsomhed. Tag dig god tid; det er værd at vente
på, at du finder ud af, hvad det er for en fremtid, du i
virkeligheden ønsker dig og har behov for.
En frugtbar periode
prog. Måne opposition Sol: Midten af Oktober 2015 indtil begyndelsen af December 2015 |
Du har nået et vendepunkt i din følelsesmæssige udvikling, som
afspejler den frugtbargørelse af værdier og omgangsformer, som blev
indledt for cirka fjorten år siden. Det kan blive en periode præget
af en del spændinger og omvæltninger, men det vil også være en tid,
hvor du tydeligt kan se konturerne af dine egne dybeste,
instinktive og følelsesmæssige behov og vil være opmærksom på,
hvordan disse stemmer med eller er i modstrid med din livsretning
og dit selvbillede. Det er sandsynligt, at du vil erkende disse
ting i forbindelse med et parforhold, hvor du skal finde en måde,
hvorpå du kan afbalancere dit behov for en anden person i forhold
til din egen særskilte individualitet. Dette behøver ikke at være
negativt eller ubehageligt; men meget afhænger af, i hvor høj grad
du de senere år har været i stand til at give ærligt udtryk for,
hvem du er, og hvad du har behov for. Hvis du har ofret dine egne
følelsesmæssige krav for at forfølge bestemte mål i livet, kan din
ophobede følelsesmæssige frustration skabe konflikt mellem en
følelse af forpligtelse over for en højere eller mere spirituel
virkelighed og et behov for at leve i den daglige, almindelige
verden.
Hvis du har givet din følelsesmæssige afhængighed af andre lov til
at hæmme din trang til at være et særskilt individ, så vil du kunne
opleve konflikter og kan blive udfordret til at hævde dine egne
værdier og idealer med større ærlighed og åbenhed. De ting, du
kommer til at stå over for, vil i sidste instans handle om en
tvedeling mellem dit behov for nærhed og dit behov for adskilthed,
og ydre konflikter og spørgsmål i forbindelse med parforhold kan
fremhæve den kendsgerning, at du har behov for at finde en ny og
mere kreativ balance mellem disse to. Der er tale om en splittelse,
som du formentlig er stødt på mange gange i livet, men du har haft
tendens til at forsøge at vælge mellem behovene i stedet for at
forsøge at forene dem. Selvom du måske kommer til at opleve mange
spændinger, så vil der blive tale om en umådeligt produktiv
periode, som vil teste alle de bestræbelser, du har udfoldet de
senere år for at respektere og udtrykke begge sider af din
personlighed. Og har du ikke fundet den rette balance tidligere, så
vil du få rig mulighed for at gøre det nu og dermed lægge grunden
til en mere smidig og ærlig måde at omgås tilværelsen på i årene,
der kommer.
Tid til at lære
prog. Merkur sekstil Merkur: Slutningen af November 2015 indtil begyndelsen af Juni 2017 |
Åbenhed over for nye ideer og en smidig og rummelig tankegang er
sandsynligvis nogle af denne periodes intellektuelle gevinster. Din
mentale energi er formentlig stor, men afbalanceret og harmonisk,
og din evne til at formulere og forstå ting er sikkert rigtig god.
Det kan være et glimrende tidspunkt at søge supplerende uddannelse
samt udvikle færdigheder inden for skrift, tale, undervisning,
medier eller forretningsforhold. Hvad enten du fokuserer på
økonomiske forhold eller på mere abstrakte interesser, vil du
sandsynligvis tænke hurtigt, se tingene klart og skarpt og
formulere dine planer med maksimal gennemslagskraft.
Forsøg at udnytte denne periodes mentale klarhed til at udvikle
dine evner, lære nye færdigheder eller skabe orden i dine
forretningsmæssige og hjemlige forhold. Måske kan du have gavn af
at udforske den indre verden ved hjælp af psykoterapi,
psykologistudier, kunstneriske medier eller spirituelle
discipliner. Du kan også få nogle nye kontakter i øjeblikket, som
deler dine ideer eller giver dig nogle stimulerende, nye,
intellektuelle udfordringer. Det kan også være en produktiv periode
med hensyn til at etablere nye forretningsforbindelser eller
kooperative arbejdsforetagender, som kræver diskussion og
holdarbejde. Praktiske færdigheder kan også være nemme at udvikle i
øjeblikket. Selvom du måske aldrig har opfattet dig selv som
mekanisk ekspert eller et teknologisk interesseret mennesker, så
vil du måske opdage, at du i øjeblikket kan erhverve den slags
færdigheder uden det store besvær. Lad være med at sløse tiden bort
i en rastløs faren hid og did. Brug den klogt, for gavnen heraf vil
kunne vare i mange år.
Verbalt fyrværkeri
prog. Merkur kvadrat Mars: Midten af April 2016 indtil midten af Oktober 2017 |
Du kan være temmelig febrilsk og irritabel i øjeblikket og
tilbøjelig til at sige mere, end du havde til hensigt, og på en
måde, som andre måske ikke bryder sig om. Utålmodighed, rastløshed
og skødesløshed kan hæmme dine tanker og handlinger, og du kan have
tendens til at føle dig selvretfærdig og krænket over andres kritik
eller uenighed. Disse følelser kan til dels skyldes en konflikt
mellem din mental indstilling og din egenrådige natur. Selvom du
måske ikke er helt bevidst om denne konflikt, kan virkningerne af
den få dig til at svinge mellem ubeslutsomhed og overdreven
impulsivitet. Du ønsker måske én ting og tror, at det er noget
andet, du ønsker; eller du kan pludselig ændre opfattelse, efter at
du har fået det, som du ønskede. Du kan måske også forsøge at befri
dig for denne anspændthed og forvirring ved at handle og tale for
hurtigt eller rette en urimelig vrede imod dem, der lægger stemme
til det, som du selv i det skjulte ønsker.
Måske bør du give dine mål og forventninger et grundigt eftersyn.
Prøv også at lægge mærke til, hvordan du meddeler dig om de ting,
du ønsker, og hvorvidt du evner at udtrykke dine følelser og ønsker
på en ligefrem måde over for andre. Dit sind er sandsynligvis meget
aktivt og rastløst i øjeblikket, og du kan udnytte denne energi til
at lægge opfindsomme planer og udvikle nye færdigheder. Du kan
foretage nogle vigtige og yderst påtrængende forbedringer i
forbindelse med dine langsigtede mål og idealer, forudsat at du
sætter farten tilstrækkeligt ned til at kunne lytte til andre og
tænke dig grundigt om, før du taler og handler. Prøv at undgå
konfrontationer, både privat og på dit arbejde. Vær særligt
omhyggelig med at undgå retstvister eller konflikter med
myndighederne. Du bør muligvis også holde et skarpt øje med fysiske
aktiviteter som f.eks. at køre bil, for du er tilbøjelig til at
være uforsigtig og kan løbe unødige risici. Overdreven selvtillid
er formentlig yderst uklogt lige nu. Prøv at få mest muligt ud af
den øgede mentale energi, som du har til rådighed, ved at undersøge
hvad det er, du i virkeligheden ønsker, og finde nogle konstruktive
måder til at erhverve den nødvendige træning eller mulighed for at
opnå det. Det vil være klogt af dig at tælle til ti, før du åbner
munden, for din anspændthed og forvirring vil sandsynligvis
afspejle sig i en irritabilitet, som andre kan komme til at
undgælde for. Og hvis du følger en sådan tankeløs kurs, så kan
disse andre til gengæld måske senere give igen med samme mønt.
Trangen til at udforske
prog. Ascendant konjunktion Jupiter: Begyndelsen af Maj 2016 indtil begyndelsen af Februar 2019 |
De fjerne horisonter vinker i øjeblikket, og dit liv vil
sandsynligvis gennemgå en proces med store forandringer og
udviklinger. Det er ikke sådan, at du har levet det forkerte liv,
men du er i vækst og udvikler nye potentialer, og dit livssyn er
lige nu måske mere omfattende end den livsstil og de strukturer, du
har skabt omkring dig selv. Du har sikkert behov for nye muligheder
til at finde ud af, hvad du virkelig tror på, og hvilke talenter og
evner der er brug for at udvikle. Som følge heraf vil du
sandsynligvis mærke en intens rastløshed og utilfredshed og kan
virkelig komme til at kede dig ved de mennesker, situationer og
aktiviteter, som engang har gav dig fylde og tilfredshed. Selvom
impulsive eller hurtige beslutninger ikke er anbefalelsesværdige i
øjeblikket, så har du ikke desto mindre behov for at åbne vinduerne
og lukke den friske luft ind; og det kunne være klogt af dig at
lægge nogle fremtidsplaner, som er konstruktivt gennemførlige. Hvis
du ikke deltager bevidst i den proces, du gennemlever, kan du
ubevidst komme til at provokere andre mennesker til at give dig den
frihed, som du inderst inde søger.
Du kan være tilbøjelig til at løbe en økonomisk risiko i
øjeblikket, for du søger sandsynligvis efter måder, hvorpå du kan
frigøre dig fra trædemøllen og skabe en bedre og mere fleksibel,
materiel basis, som du kan basere din fremtid på. Selvom en form
for fornuftig, økonomisk spekulation kunne give gevinst, bør du
ikke gamble med mere, end du kan undvære. I stedet for at håbe på
at finde skatten for enden af regnbuen bør du forsøge at finde ud
af, hvordan du kan bruge dine intuitive og fantasibetonede evner
mere virkningsfuldt, så det kan give dig en større materiel
selvberoenhed. Mange af de mere forfinede sider af din natur bliver
levende i denne vigtige periode. Du er i stand til at være
fantasifuld og praktisk på samme tid. Dit sind kan knytte intuitive
forbindelser, hvor du tidligere måske kun har forstået konkrete
kendsgerninger. Og en fornemmelse af, at livet er meningsfuldt og
fuldt af alle mulige lærerige oplevelser, kan vise sig meget dyb og
forvandlende. Måske føler du dig tiltrukket af et spirituelt eller
religiøst engagement i denne periode, hvis det er der, dine
interesser ligger; men du vil lige så vel kunne finde fornøjelse
ved den materielle verden og opdage nye måder, hvorpå du kan
forbedre din økonomiske situation. Eller måske ønsker du begge
udviklingsområder, for de udelukker ikke hinanden, selvom du måske
tidligere har troet, at det var tilfældet. Få det bedst mulige ud
af denne periode ved aktivt at forfølge dine mål og gøre dem
konkrete. Intet kommer gratis, heller ikke til dig, lige bortset
fra muligheder og den rette intuition og tillid til at drage fordel
af dem. Men det kan også være tilstrækkeligt til at få dig i gang.
Og en dybere tillid til livet kan være den største og bedste
gevinst af alle.
Kapitel IV
Din generationsgruppe
Du er et unikt og særligt individ, men du er også del af en
omfattende, menneskelig familie, som deler de samme forhåbninger,
længsler og behov. Mellem disse to yderpunkter - individet og
kollektivet - tilhører du også en bestemt aldersgruppe, som
adskiller sig fra andre aldersgrupper. De tre ydre planeter,
Uranus, Neptun og Pluto, præger de forskellige "generationer" i
form af progressiv fremsynethed, spirituel og fantasipræget længsel
og overlevelsesinstinkt. Den velkendte "generationskløft" er ikke
kun forårsaget af forskellen i alder, men også af disse vigtige
planeters placering i den enkeltes fødselshoroskop. Din Uranus-
generation består af mennesker, som blev født i løbet af den
syvårsperiode, hvor Uranus gik gennem et bestemt tegn. Din Neptun-
generation består af mennesker, som blev født i løbet af den
fjortenårsperiode, hvor Neptun gik gennem et bestemt tegn. Og din
Pluto-generation består af mennesker, som blev født i løbet af en
periode på alt mellem atten og tredive år (Plutos bane er ujævn),
hvor denne den fjerneste af planeterne gik gennem et bestemt tegn.
Generationen med Uranus i Skorpionen
Da Skorpionen er et tegn, der er optaget af lidenskabelige følelser
og dybe møder, som forvandler livet, vil Uranus' nyskabende energi
præge dig og din aldersgruppe med en temmelig ukonventionel
holdning til følelsesmæssige bånd, seksualitet og alt, hvad der har
med de dybere dimensioner af den menneskelige interaktion at gøre.
Du vil sandsynligvis opleve mange følelsesmæssige omvæltninger i
løbet af livet, stort set selvvalgte, fordi den følelsesmæssige
monotoni kan få dig til at løbe sur i tingene og føle dig kvalt.
Selvom en stor del af dig længes efter stabilitet og et smukt og
fredsommeligt liv, vil du i lighed med andre i din aldersgruppe
have et stærkt behov for at gå til livets kerne og smage på så
mange af dets rigdomme som muligt. Vær ikke bange for forandringer
og intense, emotionelle møder; selv smertefulde oplevelser vil
sandsynligvis være dybt berigende, for når du føler tingene mest
intenst, er du mest levende. Ligesom resten af din Uranus-
generation har du sans for at se de følelsesmæssige sandheder i
øjnene uden at blinke, og jo mere du kan finde modet til at stole
på dette stærke instinkt for mødet, der er fri for sentimentalitet
og hykleri, desto friere vil du føle dig indvendigt og desto dybere
vil din forståelse af livets mysterier være.
Neptun kvadrat Uranus: En transit der nærmer sig sin afslutning, fra slutningen af April 2008, varer indtil begyndelsen af Februar 2011 |
Nogle af dine mest yndede idealer kan blive udfordret lige nu, og
dette kan give dig en chance for at gennemgå det, som du tænker og
tror på, så dine grundlæggende værdier og længsler virkelig er
forankret i både dit hjerte og dit intellekt. Du deler nok et
bestemt syn på, hvordan samfundet og menneskene "burde" være, med
din Uranus-generation, og mens dette livssyn kan være lyst og
positivt, er det muligt, at du ikke helt har taget højde for den
menneskelige naturs store mangfoldighed. Nu får du mulighed for at
kombinere idealer og overbevisning med en større forståelse af og
medfølelse med dine medskabninger, og dette vil kunne skabe en
meget vigtig balance, som tillader dig at bruge dine idealer mere
konstruktivt i verden, som du finder den. Den udfordring, som du
lige nu står over for, står alle andre i din aldersgruppe også over
for, og der er i bund og grund tale om en kreativ og positiv
udfordring. Tag dig god tid til at tænke over, hvad du tror på,
især de områder, som handler om "rettigheder". Det kan være
nødvendigt at blødgøre nogle af dine principper med medfølelse og
realisme, og du kan også blive nødt til at erkende din egen - og
andres - afhængighed og det gensidige forhold til hele den
menneskelige familie. Du bliver muligvis nødt til at give afkald på
nogle ubøjelige forventninger til andre og indse, at sårbarhed og
behov kan udgøre en lige så værdifuld og smuk side af den
menneskelige sjæl som styrke og selvberoenhed.
Uranus trigon Uranus: En transit der nærmer sig sin afslutning, fra begyndelsen af April 2009, varer indtil begyndelsen af Februar 2011 |
Du står ved en af disse afdæmpede, men vigtige tærskler, hvor
fraværet af dramatiske begivenheder fejlagtigt kan få dig til at
tro, at der ikke foregår ret meget. Men det gør der - især i
forbindelse med en stor energimæssig frigørelse i dit indre og en
ændring af dit syn på verden. Du er usædvanligt åben over for nye
tanker og kan også fornemme en ny og usædvanligt stærk forbindelse
til andre i din egen Uranus-generationsgruppe, som deler dine
idealer og har et tilsvarende syn på verden. Idealer kan faktisk
være særligt vigtige for dig lige nu, og du kan føle dig overbevist
om, at du skal følge en retning i livet, som respekterer disse
idealer i stedet for blot at give til dagen og vejen. Du har
blikket rettet mod fremtiden snarere end fortiden, og du kan
udnytte denne periodes positive energi til at finde ud af, hvordan
du ønsker at engagere dig i den større verden og yde et bidrag, som
ikke blot afspejler dine personlige idealer og trosforestillinger,
men også dem, der tilhører den aldersgruppe, som du er en del af.
... med Neptun i Skytten
Neptun gik gennem Skyttens tegn mellem 1970 og 1984, og ligesom de
andre, der blev født i disse år, har du del i en storslået
forestilling om et kosmos fuldt af mening og intelligent design.
Din generation er i sin kerne en filosofisk og spirituel
generation, som altid forsøger at se hinsides den materielle
virkeligheds rammer med henblik på at finde den storslåede plan,
som kan åbenbare jeres særlige skæbne og det ultimative,
evolutionære formål i livet. Selvom nogle mere pragmatiske
egenskaber rent personligt kan få dig til at nære mistro til en
sådan ambitiøs opfattelse, så deler du alligevel med din Neptun-
generation en uudslettelig tro på, at intet sker uden grund, og at
alt giver mulighed for læring og vækst. I løbet af den periode,
hvor Neptun gik gennem Skytten, opstod der en ny æra i form af
spirituelle grupper, kultdannelser, sekter og samfund, og perioden
var præget af et tvingende behov for at udforske alternative
tilgange til virkeligheden og en dyb afsmag for hykleriet i mange
af de konventionelle, religiøse institutioner. Der findes elementer
af denne sandhedssøgen hos alle i din Neptun-generation, og du kan
meget vel være en del af den fortrop, som søger nye former for
gudstjeneste og nye fortolkninger af det, vi forstår ved Gud. Da
Neptun repræsenterer en grundlæggende længsel efter udfrielse, og
da alle den slags drømme er dømt til et vist kompromis i denne
trætte, gamle verden, så vil du muligvis opleve en del skuffelser i
forbindelse med guruer, spirituelle veje og doktriner, som
foregiver at tilbyde den eneste sandhed. Men dette vil
sandsynligvis ikke afholde dig fra at søge videre, for et af din
aldersgruppes store talenter er en evne til umættelig søgen,
mentalt og spirituelt, som altid vil finde noget af sandheden, om
ikke den hele, hvis blot I søger den stærkt nok og længe nok.
|
Uranus trigon Neptun: Begyndelsen af Juli 2015 indtil begyndelsen af April 2017
De samme temaer betones også af:
Neptun kvadrat Uranus: En transit der nærmer sig sin afslutning, fra slutningen af April 2008, varer indtil begyndelsen af Februar 2011
|
Din fantasi og åbenhed over for den åndelige verden kan blive
kraftigt udløst i øjeblikket, og nogle betydningsfulde, indre
oplevelser kan bibringe dig en følelse af dyb forbundethed med
noget af en højere eller dybere karakter, som giver dit liv mening.
Du kan være usædvanligt inspireret i dine kreative tiltag, og hvis
du er kunstner, vil du nok finde denne periode særligt berigende,
fordi du er i stand til at komme i berøring med et meget dybt lag
både i andre mennesker og i dit eget indre. Dette skyldes til dels,
at du er særligt modtagelig over for din egen Neptun-
generationsgruppes drømme og aspirationer, og de længsler, som
vækker din sjæl, vækker også mange andre i din aldersgruppe.
Spirituelle interesser kan udøve en stærk tiltrækning, og du føler
dig måske dybt forbundet med alle dem, der deler dine idealer og
længes mod den samme vision om fuldkommenhed og fred. Disse fine
ændringer vil næppe indvarsle eller være foregrebet af store,
dramatiske hændelser. Men de er ikke desto mindre vigtige, og for
at få mest muligt ud af dem kan det være nyttigt at lytte til den
indre stemme, som drager dig i en kreativ eller mystisk retning. Du
vil sandsynligvis også møde nogle ligesindede, med hvem du kan dele
både dine drømme og din sårbarhed, og dette kan give dig en dybt
helbredende følelse af at tilhøre en større helhed.
... og med Pluto i Vægten
Pluto gik gennem Vægtens tegn mellem 1971 og 1984, og du er et af
de mennesker, der er født med planeten i dette idealistiske,
æstetisk følsomme, civiliserede tegn. Selvom du er et unikt individ
med et individuelt horoskop, og selvom dine reaktioner ofte kan
være højst subjektive og personlige, så betyder denne placering af
Pluto ikke desto mindre, at du på det grundlæggende
overlevelsesniveau deler visse reaktioner med andre i din
generationsgruppe, reaktioner som får dig til at længes efter en
verden, hvor balance, kompromis, tilpasning og samarbejde kan holde
de kaotiske kræfter på afstand og tæmme den menneskelige naturs
mere primitive sider. Uanset hvad du rent personligt måtte føle, så
besidder du en dyb, instinktiv bevidsthed om, at sociale regler og
civiliseret adfærd er den eneste måde, hvorpå mennesker kan få et
ordentligt og fredeligt liv; og denne idealisme betyder, at du ofte
kan føle dig ulykkelig og utilfreds med visse former for
menneskelig interaktion, som almindeligvis anses for normale og
korrekte. Især er du sandsynligvis optaget af parforholdet, for du
har nogle store idealer for, hvordan mennesker bør udveksle med
hinanden, og det er ikke nemt at gå på kompromis med disse idealer.
Muligvis har du en forestilling om en anden slags ægteskab, en
anderledes familiestruktur, nogle andre social rammer, hvor
samarbejde er det fremherskende tema i stedet for hierarki. Din
generation vil måske ændre nogle af de gamle sociale og seksuelle
roller og kræve større lighed og retfærdighed, både i den
individuelle tilværelse og i verden. Uanset dine personlige
synspunkter og behov, så handler dine dybeste
overlevelsesreaktioner om behovet for orden og civiliseret
menneskelig udveksling, selv på bekostning af personlig
tilfredsstillelse. Det er muligt, at din generation vil yde et
stort bidrag til fremelskelse af disse ting på et globalt niveau.
Uranus opposition Pluto: Midten af Juni 2015 indtil begyndelsen af April 2017 |
Der vil sandsynligvis opstå nogle brydninger i dit liv lige nu, men
der er utvivlsomt tale om nødvendige forandringer, som burde have
været foretaget for længe siden, og som kan give dig frihed til at
forfølge en langt mere interessant og inspirerende fremtid. Du
tager hul på et nyt kapitel af dit liv, hvor du er nødt til at give
slip på nogle holdninger fra fortiden og afprøve nogle nye
muligheder og potentialer, som du tidligere ikke ville have troet
mulige at realisere. Du vil sandsynligvis opdage også nogle nye,
indre resurser i form af styrke og livsmod, som tillader dig at
gribe chancen i forbindelse med nogle ting, som du måske altid har
ønsket dig, men aldrig tidligere har haft mod til at prøve af.
Disse resurser er ikke kun dine; de udgør en del af din Pluto-
generationsgruppes indre anlæg, og mange andre bliver som du
opfordret til at bekræfte deres dybeste, følelsesmæssige loyalitet.
Lad være med at klynge dig til fortiden. Du er vokset fra visse
situationer eller holdninger, og selvom intet menneske bryder sig
om at blive konfronteret med det ukendte uden garantier, så vil du
muligvis opdage, at de eneste virkelige garantier ligger i din egen
indre hårdførhed og dit eget overlevelsesinstinkt. Denne periode
kan hjælpe dig med at opbygge en dyb og varig selvtillid, som ikke
udspringer af en afhængighed af ydre strukturer, men af et dybt,
indre kendskab til dine evner og styrker, som du vil få mange nye
muligheder for at opdage og tage i brug.
KONKLUSION
"Intet menneske er en ø," skrev den engelske digter John Donne, og
planetstillingerne gennem de kommende par år vil vidne om denne
dybe sandhed. Vi lever i en epoke, hvor vores forhold til hinanden
som dele af den menneskelige familie ændrer vores definition af
virkeligheden og giver basis for, at de kommende generationer vil
kunne opfatte livet på en mere global og rummelig måde end
nogensinde tidligere. Alle fødsler indebærer en vis kamp og
lidelse, og kun meget naive mennesker kan tro, at den slags store
ændringer på det spirituelle, sociale, teknologiske og
videnskabelige område, som vi oplever i dag, kan glide glat og uden
smerte eller ofre. Men vi er ikke "brikker i gudernes skakspil".
Det er op til hver enkelt at tage de astrologiske stillinger i de
første årtier af det 21. århundrede og arbejde med det, de
symboliserer, på så bevidst og konstruktiv en måde som muligt.
Intet planetaspekt er i sig selv "dårligt", og selv de, der
afspejler perioder med personlig tvivl og konflikter, kan
frembringe positive resultater, som beriger tilværelsen.
Modstillingen af ændringen af astrologisk tidsalder og ændringen i
den menneskelige kalender til et nyt årtusinde har givet og vil
fortsat give hver enkelt af os nogle meget store udfordringer. I
værste fald gør vi måske det, som mennesker altid har gjort - søger
frelse i ydre politiske og spirituelle autoriteter, lægger skylden
for vore vanskeligheder på andre og nægter at påtage os ansvaret
for vore egne personlige valg og dilemmaer. I bedste fald udnytter
vi måske de langsomtgående planeters placeringer til at udvide
vores syn, erkende den større helhed, som hver enkelt af os
tilhører, og yde det bedst mulige, personlige bidrag til denne
store menneskehed. Der findes en gammel talemåde, som siger, at al
velgørenhed begynder derhjemme - dvs. i vores eget indre.
Forandring begynder også i vores eget indre, og at udfolde disse
tiders dynamiske energi på en kreativ måde betyder først og
fremmest, at man lever den ud i sit eget liv på sin egen måde og i
overensstemmelse med sine egne største værdier. Hvis vi hver især
er i stand til at gøre bare en lille smule af dette, så kommer vi
måske til at se det kæmpeskridt i den menneskelige udvikling, som
planeternes placeringer nu symboliserer og angiver som mål.
APPENDIKS
Hvad sker der i vore omgivelser
De ændringer, der finder sted rundt om os og inden i os, vil sandsynligvis få nogle helt specifikke
indvirkninger i det land, du i øjeblikket bor i, og selvom du måske ikke er direkte involveret i
disse forandringer, vil de alligevel komme til at påvirke dig på en skjult måde.
Mens oplysningerne om forskellige landes horoskoper tidligere fandtes i den trykte (engelske) udgave
af Long-Term Horoscopes, er disse nu tilgængelige på Astrodienst' webside på:
http://www.astro.com/nat/nat_e.htm
Forslag til yderligere læsning
Om planeternes kredsløb og bevægelser:
"The Gods of Change" af Howard Sasportas (Uranus', Neptuns og Plutos transitter)
"Transitter" af Betty Lundsted
"Planets in Transit" af Robert Hand
Om de enkelte planeter og deres betydning:
"The Astrological Moon" af Darby Costello
"Venus and Jupiter" af Erin Sullivan
"The Inner Planets" af Liz Greene og Howard Sasportas
"The Luminaries" af Liz Greene og Howard Sasportas
"Exploring Jupiter" af Stephen Arroyo
"The Outer Planets" af Liz Greene
"Saturn" af Liz Greene
"Neptune" af Liz Greene
"Chiron and the Healing Journey" af Melanie Reinhart
Om emnet skæbne:
"Synchronicity: An Acausal Connecting Principle" af C. G. Jung
"Skæbnens Astrologi" af Liz Greene
Andre Astro*Intelligence rapporter skrevet af Liz Greene kan øge værdien af denne rapport, for jo
større din forståelse af dig selv er, desto mere forstandigt kan du arbejde med tidens mening. Med
henblik på en dybtgående analyse af dit fødselshoroskop kan du bestille Psykologisk Horoskop Analyse.
Horoskopet Karriere & Erhverv kan hjælpe dig meget med at planlægge og udvikle din professionelle
karriere. Med henblik på en dybere indsigt i dit forhold til andre kan rapporten Samlivshoroskop
tilbyde dig et nyt perspektiv. Og med henblik på større påskønnelse af dit barns unikke personlighed
eller din egen barndom kan du bestille et Børnehoroskop.
En mere detaljeret analyse af dine personlige udsigter og indre, sjælelige temaer i en periode på 12
måneder gives i Årsanalyse. Denne rapport indeholder noget af det samme tekstmateriale, som du finder
i kapitel III i Langtidsanalyse, men fordi den kun fokuserer på et enkelt år, er den meget mere
detaljeret.
Du kan bestille disse rapporter fra det samme salgssted, hvorfra du modtog den rapport, som du sidder
og læser nu, eller fra en af de mange andre licensdistributører i mange lande i verden.
På Internettet vil du finde flere oplysninger om disse rapporter og andre værdifulde astrologiske
tilbud på den webadresse, som står anført på denne rapports forside, eller ved at søge under
nøgleordene "astro*intelligence" eller "Liz Greene".
Tekniske oplysninger
For at skabe din Langtidsanalyse skal følgende astrologiske faktorer undersøges:
- Uranus', Neptuns og Plutos transitter gennem tegn og huse og deres vigtigste aspekter til dit
fødselshoroskop,
- de større progressive aspekter fra Solen, Månen, Ascendanten, MC, Merkur, Venus og Mars til
fødselshoroskopets planeter og akser.
- Saturns transitter, som er vigtige for din indre udvikling,
- de ydre planeters transitter hen over typiske generationsplaceringer.
Den rapport, som er resultatet af disse overvejelser, er sammensat af nogle udvalgte,
tydningsrelaterede tekstafsnit. Da horoskopet Langtidsanalyse dækker en periode på seks år, er kun de
vigtigste stillinger medtaget i den trykte rapport, og kun dem, der er udvalgt efter Liz Greenes
tolkningsmodel. Ellers - med en mere detaljeret dækning som f.eks. i Årsanalyse - ville rapporten
blive 200 sider lang og snarere fremkalde forvirring end afklaring.
Som ved alle arbejder af Liz Greene er hussystemet Placidus benyttet. I kapitel III indgår noget af
det samme tekstmateriale som i horoskopet Årsanalyse, mens hele den øvrige tekst er unik for
horoskopet Langtidsanalyse.
Transitgraferne
Tidspunkterne for transitter og progressioner inden for den periode, som nærværende rapport fokuserer
på, fremgår visuelt af 'transitbjælkerne'. De er trykt i den grafiske oversigt på side 4 og nederst
på de enkelte sider, hvor tolkningen af en transit eller progression er anført.
En transitbjælke begynder på det tidspunkt, hvor en planet for første gang træder inden for en
fødselsplanets orbis, og den slutter der, hvor planeten endegyldigt forlader denne orbis og ikke
vender tilbage til den (før under det næste, fulde kredsløb). Når planeten er inden for orbis, er
bjælken repræsenteret ved en fuldt optrukket linje. En planet kan forlade orbis og senere vende
tilbage til orbis. I denne periode er bjælken repræsenteret ved en stiplet linje. En planet kan ændre
bevægelsesretning; når den bliver retrograd, er det pågældende tidspunkt markeret med et 'sr' for
'stationært retrograd'. Når den atter bliver direkte, er tidspunktet markeret med 'sd' for
'stationært direkte'. Det øjeblik, hvor en transit (eller progression) bliver eksakt, er markeret med
et lille ' øverst på transitbjælken.
|