Gældende for flere dage: Denne påvirkning indgyder dig en god portion
selvtillid og gør dig meget selvsikker. Sædvanligvis er det i sin orden,
men nogle mennesker kan udtrykke denne energi ved at blive arrogante og
dominerende. Vær også på vagt over for overdreven selvsikkerhed, som kan
resultere i, at du forsøger dig med nogle ting, som rent ud sagt overstiger
dine evner. Du bør være uhyre forsigtig, især i forbindelse med fysiske
aktiviteter, og ikke løbe nogen unødig risiko, som kan afstedkomme ulykker.
Umådehold i dine aktiviteter, uanset hvilke, vil fuldstændig kunne ophæve
den fundamentalt set positive energi hos denne påvirkning. Undgå
overdrivelser og prøv at bevare din sans for proportioner. Kan du det, vil
du være i stand til at få mere fra hånden, end du plejer, og du vil
ovenikøbet udføre tingene godt. Du vil kunne udrette ting, som du normalt
er bange for at give dig i kast med, fordi du føler dig utilstrækkelig, og
du vil kunne tage et initiativ, hvor du ellers plejer at vente på, at andre
skal tage føringen.
Med omhu og planlægning og en passende selvkontrol vil denne påvirkning
være et generelt tegn på heldigt planlagte forehavender, som udnytter det
rette tidspunkt og får mest muligt ud af tingene. Og det skyldes ikke bare
held, men indsigt og dygtighed fra din side. Men alt dette kræver grundig
forberedelse, for impulsive handlinger i øjeblikket vil sandsynligvis ikke
være særlig effektive.
Det kan især være vigtigt at berolige folk, der i myndighed står over dig
selv. Hvis du handler hovedkulds, kan de blive forskrækkede og tro, at du
udgør en trussel, uanset om det var din hensigt eller ej. Hvis du bevidst
har til hensigt at være en trussel, kan denne påvirkning naturligvis være
en hjælp, igen under forudsætning af, at du planlægger tingene ordentligt.
Men er du ubevidst om dine hensigter, så kan du støde på modstand fra dine
overordnede uden helt at forstå hvorfor.
|