|
Som vi har nævnt tidligere, viser de astrologiske huse os
hvilke områder eller aspekter af livet, der har større
vægt end andre i et horoskop. Hvert eneste astrologisk hus
står for et bestemt område. Et horoskops husinddeling
varierer fra menneske til menneske, da den bliver beregnet ud fra
den nøjagtige fødselstid og fødestedets geografiske
position.
Horoskopet opdeles af to akser i en østlig og en vestlig
halvdel samt en dag- og natdel. De fire skæringspunkter mellem
disse to akser og ekliptika er bestemmende for horoskopets husinddeling.
Denne baseres som regel på en yderligere opdeling af hver
af de fire opståede kvadranter i tre dele. Der findes flere
matematiske modeller til beregning af husene. Følgelig findes
der også en temmelig lang liste af forskellige hussystemer
(Placidus, Regiomontanus, Lige store huse, Vehlow, osv.). Flertallet
af dem adskiller sig kun ved den metode, de benytter til at opdele
kvadranterne.
Overgangen fra ét hus til et andet er ikke lige så skarp
som ændringen fra ét tegn til et andet. Planeter,
der er placeret nær afslutningen på et hus, tolkes
ofte, som om de tilhører det efterfølgende hus.
Horisontlinjen
Ascendant og Descendant
Individet og dets medspiller
Denne akse, som opdeler horoskopet i en 'øvre' dagside og
en 'nedre' natside, repræsenterer den lokale horisont i fødselsøjeblikket.
Det punkt, hvor den østlige horisont skærer ekliptika,
kaldes for ascendanten eller det opstigende punkt. Det udgør
begyndelsen eller husspidsen på det første hus. Direkte
overfor på den syvende huspids finder vi descendanten. Vi
vil drøfte tolkningen af husene på de følgende
sider. Planeter, der står i nærheden af ascendanten
i fødselsøjeblikket, er opstigende eller netop steget
op over horisontlinjen, mens planeter tæt på descendanten
er synkende eller nedgående.
Meridianen – en vertikal opdeling
Imum Coeli og Medium Coeli
Oprindelse og målsætning
Den anden vigtige akse i opdelingen af huse er meridianen. Den
opdeler horoskopet i en østlig del (til venstre i horoskopet)
og en vestlig del (til højre i horoskopet). Aksens øvre
skæringspunkt i forhold til ekliptika kaldes Medium Coeli
(MC) eller højdepunktet på himlen, mens det nedre
punkt (under horisonten) kaldes Imum Coeli (IC). Planeter, der
står tæt på MC, indtager den højest mulige
position på himlen i fødselsøjeblikket, mens
planeter nær IC så at sige befinder sig under vore
fødder på den anden side af jorden.
|